Forside » Grill » Rødbedebøffer

Rødbedebøffer

Vegetarbøffer med rødbede og quinoa. Røde plantebaserede bøffer. Den ultimative vegetarbøf spækket med smag. Må jeg præsentere dig for en af familiens store favoritter - pandestegte rødbedebøffer. Og ja, rødbedebøfferne skal pandesteges, da det giver en lækker stegeskorpe. Saftige vegetarbøffer, som med statsgaranti vil gå rent ind hos selv de mest grøntsagsforskrækkede individer. Udseende som råt oksekød fremstillet til tatar, men så stopper enhver lighed også. Rødbedebøfferne kan nemt måle sig med den klassiske hakkebøf - sprød stegeskorpe, saftige indeni, og spækket med smag takket være de mange krydderier.

Rødbedebøffer i klassisk hakkebøf-størrelse

Anvendelsesmulighederne er mange med disse saftige vegetarbøffer. Du kan forme plantefarsen til saftige rødbedebøffer i klassisk hakkebøf-størrelse, men du kan også lave små frikadelle-lignende rødbedebøffer, som er som skabt til pitabrød, tortilla-wraps og burgere. Et lækkert alternativ til falafel. Rødbeder er i sæson fra sensommeren til det tidlige forår, og er rige på kostfibre og vitaminer, og anses af mange for at være lidt af en superrodfrugt. Opskriften giver ti velvoksne hakkedrenge, som sagtens kan brødføde en velvoksen familie på fire personer. Til en pris på under tredive kroner. Det må siges at være budgetvenlig aftensmad.

Prøv lige at se opskriften på: Bønnesalat

Denne opskrift på rødbedebøffer er:

  • Den ultimative opskrift på vegetarbøffer fremstillet af rødbede
  • Lækre saftige bøffer uden kød, som hele familien vil elske
  • Spækket med smag - smager bedre end en klassisk hakkebøf
  • Også velegnet som vegetarbøf i burgere

Disse ingredienser skal du bruge:

  • Rødbeder
  • Kogt quinoa
  • Havremel (kikærtemel eller almindelig hvedemel kan også anvendes)
  • Havregryn
  • Æg
  • Løg
  • Hvidløg
  • Spidskommen
  • Stødt koriander
  • Salt
  • Friskkværnet peber
  • Olie til stegning

Prøv lige at se opskriften på: Quinoasalat med feta

Rødbedebøffer
Rødbedebøffer
Plantefarsen til rødbedebøffer består af fintrevet rødbede, kogt quinoa, havremel (blendede havregryn), havregryn, æg, løg, hvidløg, spidskommen og stødt koriander. Du kan også rive rødbederne groft, hvilket blot giver et mere rustikt udseende. Spidskommen, stødt koriander og hvidløg tilfører en fantastisk smag til vegetarbøfferne, og strukturen er meget lig en almindelig hakkebøf.

Prøv lige at se opskriften på: Linsefrikadeller

Sådan koger du quinoa til vegetarbøffer med rødbede

Det er ikke spor svært at koge quinoa, og på bare femten minutter kan du fremtrylle de mest velsmagende luftige quinoa-korn. Quinoa-kornene skal koges i letsaltet vand, og i forholdet 1:2 – fx 1 dl. quinoa til 2 dl. vand. Kogetiden er 10 minutter, hvorefter vandet hældes fra gryden, og så skal quinoaen hvile under låg i yderligere 5 minutter, hvilket gør kornene ekstra luftige og lækre. Herefter er du klar til at servere denne superfood som erstatning for ris og pasta, eller som et mættende element i en salat.

Sådan gør du:

  1. Skyl quinoaen under koldt vand i en sigte.
  2. Hæld quinoaen ned i en gryde, og tilsæt vand i forholdet 1:3.
  3. Bring vandet i kog og tilsæt lidt salt.
  4. Lad nu quinoa-kornene småkoge i ca. 10 minutter.
  5. Hæld vandet fra gryden, og lad den kogte quinoa hvile under låg i yderligere 5 minutter. Dette trick med at hælde vandet fra, og lade quinoa-kornene hvile under låg, gør kornene ekstra luftige og lækre.
  6. Server quinoaen varm eller kold.

Opskrift på rødbedebøffer

Det er legende let at lave vegetarbøffer med rødbede og quinoa. Du skal koge noget quinoa, og rive nogle rødbeder fint eller groft på et rivejern. Jeg foretrækker at rive rødbederne fint, da det giver en mere ensartet plantefars. Du kan forme bøfferne på et skærebræt - præcis som når du laver almindelige hakkebøffer af oksefars. Du kan også forme farsen til frikadelle-størrelser, hvis plantefarsen skal anvendes i pitabrød og wraps. Bøfferne skal steges i fx rapsolie på en stor pande, da det giver en fantastisk smag og stegeskorpe. Du kan også lave dem i ovn, men de får ikke den lækre stegeskorpe, og bliver jævnt kedelige, hvis jeg selv skal sige det.

God fornøjelse.

Rødbedebøffer

Print
Serves: 4 Prep Time: Cooking Time:
Nutrition facts: 75 calories 20 grams fat
Rating: 4.5/5
( 120 voted )

Ingredients

  • 300 gr. rødbeder, skrællet og fintrevet
  • 3 dl. kogt quinoa
  • 1 dl. havremel (kikærtemel eller almindelig hvedemel kan også anvendes)
  • 2 spsk. havregryn (med top)
  • 2 æg
  • 1 mellemstort løg, fintrevet
  • 2 fed hvidløg, finpresset
  • 1 tsk. spidskommen
  • 1 tsk. stødt koriander
  • 1 tsk. salt
  • Friskkværnet peber
  • Olie til stegning
  • Myntesovs:
  • 2,5 dl. græsk yoghurt 10%
  • 1 fed hvidløg, finpresset
  • 1 knsp. spidskommen
  • 1 tsk. olivenolie
  • 1 tsk. akaciehonning
  • 2-3 spsk. frisk mynte, finthakket
  • 2 spsk. friskpresset citronsaft
  • Salt
  • Friskkværnet peber

Instructions

  1. Kog quinoaen efter anvisningerne på emballagen. Du skal sørge for at skylle quinoaen godt under koldt vand i en sigte, inden du koger quinoaen i en gryde. Quinoa skal koges uden låg de første 10 minutter, og når vandet er blevet absorberet tager du gryden af varmen, og lægger låg på gryden i ca. 5 minutter, hvilket får den færdigkogte quinoa til at puffe op. Lad den færdigkogte quinoa køle lidt af inden du blander quinoaen med de øvrige ingredienser.
  2. Rør alle ingredienserne til plantefarsen sammen i en røreskål. Konsistensen på farsen minder om en frikadellefars, og skal kunne formes til bøffer. Er konsistensen på rødbedebøffer for lind, kan du tilsætte lidt ekstra havregryn eller havremel. Havremel fremstiller du ved at blende havregryn til mel i en blender.
  3. Form plantefarsen til rødbedebøffer på størrelse med en almindelig hakkebøf. Krydre vegetarbøfferne med salt og friskkværnet peber.
  4. Opvarm rigeligt med olie på en pande, og steg bøfferne ved middelhøj varme (7 på en skala fra 1 til 9 på kogepladen) i 5-7 minutter på hver side , eller til bøfferne har fået en lækker stegeskorpe.
  5. Rør alle ingredienserne til myntesovsen sammen i en røreskål, imens bøfferne steger på panden. Du kan med fordel lade myntesovsen trække lidt på køl inden servering.
  6. Server bøfferne sammen med myntesovsen til fx en lækker blomkålssalat, ovnstegte kartofler, quinoa, bagt kartoffel, frisk pasta, eller som saftig vegetarbøf i en hjemmelavet burger.
  7. Velbekomme.

Notes

Rødbedebøfferne er fryseegnet med en holdbarhed på op til 3 måneder. De kan holde sig friske på køl i et par dage, og kan nydes både kolde og varme. De krydrede bøffer med rødbede smager rigtig godt sammen med myntesovs, som giver et frisk og let syrligt modspil til plantefarsen.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *