Jeg husker tydeligt Jacobs Pita fra mine barndomsår i 1980'erne.
Hjemmebragte pitabrød fra den lokale købmand, som så blev fyldt op med skinketern, majs, tun og masser af cremefraiche dressing fra Mayo på Fyn. Det var tider, hvor pitabrød og lørdagskylling i alubakke sloges om førstepladsen på ugens madplan.
Simpelt fladbrød
Pitabrød betyder "flad" på græsk, og betegnes derfor som et fladbrød, som man fremstiller ved hjælp af mel og gær - et meget simpelt madbrød med et hav af anvendelsesmuligheder. Pitabrød anvendes i stor stil til falafel, og på vores breddegrader som nem fastfood hvor brødet bliver fyldt med tun, skinke- og kyllingetern, eller som madbrød til børnenes madpakke.
Denne opskrift på hjemmelavede pitabrød giver 8 store pitabrød, og pitabrødene er meget velegnede til frysning, så du blot skal tage dem op og lune dem få minutter i ovnen. Disse pitabrød har jeg bagt på min pizzasten fra grillen i vores almindelig ovn, da det giver det karakteristiske hulrum i pitabrødet. Du kan også bruge en almindelig bradepande, men lad så bradepanden forvarme i ovnen til de 250° grader, da det vil give brødet et chok og medvirke til at hulrummet fremkommer.
Det er ikke spor svært at bage pitabrød
Det er ikke spor svært at bage pitabrød, og processen minder meget om at bage almindelige boller. Og så smager hjemmelavede pitabrød bare meget bedre end dem du kan købe i supermarkedet. Selve konsistensen er en helt anden, og serveres de nybagte sammen med fx falafel og yoghurtdressing, sidder du med et fantastisk måltid imellem hænderne, som hele familien vil værdsætte. Du kan sagtens forberede dejen dagen før du skal bage pitabrødene. Her skal du blot halvere mængden af gær, da koldhævningen i køleskabet foregår over mange flere timer.
God bagelyst.
Ingredients
- Ca. 500 gr. hvedemel med højt proteinindhold (12%)
- 25 gr. gær
- 2 spsk. olivenolie
- 2 dl. lunkent vand (37° grader)
- 1 dl. A38 eller andet syrnet mælkeprodukt (kan evt. erstattes med vand)
- 1 tsk. økologisk rørsukker
- 1,5 tsk. salt
Instructions
- Start med at opløse gæren i lunkent vand i en stor røreskål.
- Tilsæt sukker og olie og rør det hele godt sammen.
- Herefter tilsætter du mel og salt. Ælt alle ingredienserne sammen til en smidig og ensartet dej - det kan være du lige skal tilføje lidt ekstra mel. Dejen skal hænge fast i din finger og slippe igen uden at det klistrer. Har du en køkkenmaskine, kan du med fordel lade dejen ælte i 10-15 minutter.
- Lad nu dejen hæve i ca. 45 minutter.
- Drys lidt mel på bordet og fordel dejen i 8 lige store portioner. Smør lidt flydende margarine eller anden madolie på hænderne, og form dejen til 8 glatte boller. Stil dem på en bageplade beklædt med bagepapir, og lad dem efterhæve i ca. 20 minutter. Imens opvarmes ovnen til 250 grader varmluft.
- Temperaturen falder når du sætter pitabrødene i ovnen, så jeg vil anbefale dig at bage pitabrødene af 2-3 omgange, så du kan bevare den forholdsvis høje temperatur i ovnen. Dette giver luftige pitabrød indvendigt, og sprøde udvendigt.
- Pres bollerne flade til ca. 0,5 cm. tykkelse. Du kan presse bollerne flade til pitabrød ved at lægge bagepapir ovenpå pitabrødene, og så klemme dem flade med en anden bageplade. Sørg for at lade dejsiden der vendte ned mod bordpladen vende opad på bagepladen. Dette sikrer at dejen hæver op til et luftigt pitabrød da den mest fugtige del af dejen vender væk fra bagepladen. Teknikken må du lige lege lidt med - bunden af en tallerken kan også bruges til at klemme dem flade med.
- Bag nu pitabrødet i ovnen i ca. 6-7 minutter alt efter ovntype. Brødet er færdigbagt når du fornemmer at det er sprødt udvendigt med en indvendig luftlomme.
- Lad brødet afkøle lidt inden du fx serverer det til falafel.
Notes
Hjemmebagte pitabrød kan med fordel laves i forvejen og fryses ned, så du blot lige skal lune dem i ovnen eller på en brødrister.