Annonce
Banoffee pie - banantærte med kiks og karamelfyld

Banoffee pie. Banana cream pie. Kært barn har mange navne, men når alt kommer til alt snakker vi om den samme lækre dessertkage. Her i huset kalder vi denne syndige banantærte for banoffee pie, og den er ganske uimodståelig. Vel og mærke hvis man i dagens anledning er ligeglad med om man sprænger kalorietabellen, og er vild med bananskiver, karamel og flødeskum. Komponeret ovenpå en sprød bund af digestive kiks og smeltet smør. Kan det blive mere syndigt?

Tærte med banana og toffee

Banoffee pie stammer fra England, og er en sammentrækning af de to engelske ord “banana” og “toffee”. Det er en heftig kagedessert, som man skal samle appetit til (læs: den skal ikke serveres sidst i rækken på et sønderjysk kagebord). Det er en tærte der går helt bananas i forhold til mængden af fyld og kalorier. Den rummer det hele – smør, kiks, fløde, karamel, chokolade og ikke mindst bananer. Tak for mad siger jeg bare. Men det smager s.. godt!

Prøv lige at se opskriften på: Svampet chokoladekage

Denne opskrift på banoffee pie er:

  • Syndig banantærte med sprød kiksebund toppet med karamel, bananskiver og flødeskum
  • Engelsk inspireret banantærte bygget op af knuste Digestive kiks og fløjlsblød karamel
  • Et sikkert kagehit til fødselsdagen eller som luksus-dessertkage i weekenden
  • Nem og enkel at fremstille på en times tid – skal ikke bages
  • Lidt af en mundfuld, som ligger rigtig godt i maven

Prøv lige at se opskriften på: Søren Ryge kringle med marcipanremonce

Disse få ingredienser skal du bruge:

  • Digestive kiks
  • Kondenseret mælk
  • Modne bananer
  • Smør
  • Piskefløde
  • Brun farin
  • Flormelis
  • Chokolade
Banoffee pie - banantærte med kiks og karamelfyld
Her har jeg hældt den flydende karamel ovenpå tærtebunden bestående af knuste digestive kiks og smeltet smør, som fordeles i et smurt tærtefad på ca. 24-26 cm. i diameter. Tærtebunden stilles i køleskabet i minimum en time – gerne længere og helt op til et døgn.
Banoffee pie - banantærte med kiks og karamelfyld
Værsgo – et stykke syndigt banantærte. Bemærk tykkelsen af karamellen ovenpå selve tærtebunden. Jeg synes det blev for tykt et lag, så næste gang holder jeg igen med karamellen, men igen er det jo smag og behag.

Hjemmelavet karamel med kondenseret mælk

Jeg er helt pjattet med engelsk karamel, og ikke mindst karamelliseret karamel ovenpå en toscakage med grofthakkede nødder. Banoffee pie er ingen undtagelse, og byder på en lækker sprød tærtebund toppet med seriøse mængder karamelfyld. Mængden bestemmer du selv, og det er ikke sikkert du vil anvende hele mængden som angivet i opskriften – det er smag og behag. Personligt brugte jeg al karamellen til min banoffee pie, men det var lige i overkanten synes jeg. Personligt foretrækker jeg et lag af karamel på 4-5 mm., da jeg ellers synes kagen bliver for tung, da den er heavy og en kagedessert man skal samle appetit til.

Prøv lige at se opskriften på: Pæretærte

Lav din banoffee pie i forvejen

Det smukke ved banoffee pie er den enkle tilberedning og de få ingredienser. Du kan både lave selve tærtebunden og karamelfyldet dagen forinden, så du blot skal samle tærten på dagen med flødeskum og bananskiver. Hele tærten kan godt samles dagen forinden, men for at undgå at bananskiverne blive mørke, skal de dækkes helt af flødeskummet.

God bagelyst.

Banoffee pie - banantærte med kiks og karamelfyld

Banoffee pie

Antal personer: 8 Forberedelse: Tilberedning:
Næringsindhold: 450 kalorier 20 grams fedt
Hvor glad er du for opskriften? 4.7/5
( 12 bedømmelser )

Ingredienser:

Kiksebund:

  • 300 gr. knuste digestive kiks
  • 150 gr. smeltet smør

Hjemmelavet karamel:

  • 75 gr. smør
  • 75 gr. brun farin (almindelig sukker kan også anvendes)
  • 1 ds. kondenseret mælk (ca. 400 gr.)
  • 3 kolde halvmodne bananer, skåret i skiver (kom dem i køleskabet et par timer før de skal anvendes)
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • 1 tsk. salt (tilsættes karamelblandingen, hvis du vil have saltkaramel, men kan sagtens undlades)

Topping og fyld:

  • 1/4 ltr. piskefløde
  • 1 spsk. flormelis
  • ½ tsk. vaniljesukker
  • 50 gr. grofthakket mørk chokolade (kakaoindhold ca. 60%)

Opskrift - sådan gør du trin for trin:

Kiksebund:

  1. Smør en tærte- eller springform med lidt smør.
  2. Knus digestive kiksene i en frysepose, og hæld dem op i en røreskål.
  3. Smelt smørret i en gryde eller i mikroovnen, og hæld smørret ovenpå de knuste kiks i skålen, og ælt det hele sammen med en ske.
  4. Fordel kikseblandingen i det smurte tærtefad, og pres kikseblandingen godt ned i tærtefadet med bagsiden af en ske.
  5. Stil tærtefadet på køl imens du laver karamelblandingen.

Hjemmelavet karamel:

  1. Smelt smørret og sukkeret på en pande ved middel varme, og rør rundt indtil massen er ensartet i konsistensen.
  2. Tilsæt kondenseret mælk, og bring karamelfyldet i kog under omrøring. Lad karamelmassen småkoge i 2-3 minutter eller til den begynder at blive mørk gylden i farven. Pas på at karamellen ikke brænder på.
  3. Tilsæt vaniljesukker og fordel det i karamelblandingen.
  4. Fordel den varme karamel ovenpå kiksebunden i tærtefadet, og stil den på køl i minimum en time - gerne længere og helt op til et døgn.

Topping og fyld:

  1. Hæld fløden og flormelis op i en skål, og pisk fløden stiv og luftig.
  2. Hak chokoladen i rustikke stykker.
  3. Fordel bananskiverne ovenpå den afkølede tærtebund med karamel. Bananerne må godt ligge lidt ind over hinanden i tærteformen.
  4. Fordel flødeskummet ovenpå bananskiverne, og top banantærten med det grofthakkede chokolade.
  5. Sæt tærten på køl indtil den skal serveres.
  6. Velbekomme.

Yderligere kommentarer

Skal det gå ekstra hurtigt, kan du købe færdiglavet karamel på dåse, som blot skal fordeles på kiksebunden, men at lave hjemmelavet karamel efter denne opskrift tager ikke lang tid, og indsatsen er godt givet ud.

Har du prøvet en af mine opskrifter?
Så vil jeg rigtig gerne høre hvordan det gik. Smid mig en kommentar længere nede på siden, og fortæl mig hvad du synes om opskriften.
Banoffee pie - banantærte med kiks og karamelfyld

DER ER MANGE FLERE FRISTELSER

Jeg vil meget gerne høre fra dig

Din email-adresse vil ikke blive offentliggjort. * Ved at indsende en kommentar bekræfter du samtidig, at du er indforstået med vores persondatapolitik, og at du til enhver tid kan få slettet eller oplyst de indsendte data vi har liggende på bloggen.

Ⓒ 2022 – Baregomad.dk. Alle rettigheder forbeholdt. Materiale og billeder må ikke anvendes eller kopieres uden tilladelse. CVR: 27369588.

Betalingsikoner