Brioche er uden tvivl min foretrukne burgerbolle, når der skal bages burgerboller herhjemme. Halvdelen af familien foretrækker smørbagte brioche burgerboller, og den anden halvdel grove burgerboller, som også er ganske lækre. Brioche er oprindeligt fransk bagværk, som bages med rigelige mængder smør og masser af æg.
Resultatet taler for sig selv - bløde og lyse burgerboller spækket med en let sødlig smag, og den perfekte bolle til enhver burger. Hvis du indimellem bestiller en cafeburger, er du nok stødt på en fabriksfremstillet brioche burgerbolle, som på ingen måder kan måle sig med disse hjemmebagte brioche boller. Det er ganske nemt at fremtrylle disse brioche boller i hjemmet, og lav en dobbeltportion som du kan fryse ned til en anden god gang, når lysten til hjemmelavede burgere eller sandwiches melder sig.
Prøv lige at se opskriften på: Grove burgerboller
Denne opskrift på brioche burgerboller er:
- Mundvandsdrivende lækre burgerboller med eller uden sesamfrø
- Blød, luftige og svampede
- Nem og enkel opskrift
- Fryseegnet
- Søde smørboller, der vil løfte din næste hjemmelavede burger til gastronomiske højder
- Den klassiske franske bolle bagt på smør og masser af æg
Prøv lige at se opskriften på: Pølsebrød
En fransk klassiker
Brioche er som sagt en fransk klassiker, som efterhånden er at finde på enhver brødhylde i det lokale supermarked, og som brødelskere landet over favoriserer, når der skal laves hjemmelavede burgere. Brioche burgerboller er lidt til den søde side takket være anvendelsen af smør, æg og lidt sukker, men i min optik er det lige sådan en burgerbolle skal skæres. Og tro mig - når du først har sat tænderne i en hjemmebagt brioche burgerboller, er der ingen vej tilbage til de almindelige burgerboller fra hylden i supermarkedet.
I bund og grund kan du anvende brioche boller til mange andre gøremål end blot som blød og luftig burgerbolle. En brioche bolle kan også nemt gøre det ud for en almindelig bolle med en skive ost på, eller som sandwich med en hjemmerørt tun- eller laksesalat.
Prøv lige at se opskriften på: Syltede rødløg
Sådan laver du de perfekte brioche burgerboller
I korte træk er en brioche bolle en luksusudgave af den klassiske hvedebolle med et højt indhold af smør og æg. Ja, vel egentlig en mellemting mellem en klassisk krydderbolle og en almindelig burgerbolle. En briochedej er forholdsvis blød og tung i konsistensen, og derfor er det vigtigt, at du får æltet din dej grundigt på din køkkenmaskine, således der bliver dannet et solidt glutennetværk, der kan løfte og holde dejens vægt under hævningen, da en smørdej som denne er forholdsvis blød i konsistensen.
- Anvend stuetempereret smør.
- Få æltet briochedejen godt igennem ved lav hastighed i 8-10 minutter, inden smørret tilsættes i mindre tern.
- Få æltet smørret godt ind i dejen, og skru herefter op for hastigheden de sidste par minutter for at fremme udviklingen af glutennetværket i dejen.
- Lad bollerne efterhæve på en bageplade, og tryk dem lidt op i højden ved hjælp af dine fingerspidser, som du presser ind under dejen på bagepladen.
- Pensle brioche bollerne med et sammenpisket æg, koldt vand og lidt sukker
- Bag bollerne med damp de første 5 minutter (hæld kogende vand fra en el-kedel op i en bradepande placeret på nederste hylde i ovnen).
- Lad dem køle af på en rist.
God bagelyst.
Ingredients
- Starter til brioche dejen:
- 2 ¼ tsk. tørgær
- 1 ½ dl. fingervarm mælk (37° grader)
- 3 spsk. sukker
- 100 gr. hvedemel fra Økomølleriet/Kragegaarden (reklamelink)
- Selve briochedejen:
- 400 gr. hvedemel fra Økomølleriet/Kragegaarden (reklamelink)
- 4 sammenpiskede æg
- 1 ½ tsk. salt
- 120 gr. blødt smør
- Pensling:
- 1 sammenpisket æg
- 1 spsk. koldt vand
- Topping:
- Sesamfrø (kan undlades - jeg foretrækker personligt brioche burgerboller uden sesamfrø)
Instructions
Starter til brioche dejen:
- Start med at temperere mælken til ca. 37° grader, og rør herefter gæren ud i den fingervarme mælk.
- Lad gær og mælk hvile i skålen i ca. 5 minutter.
- Tilsæt sukker og hvedemel og rør melet ud i væsken til den er ensartet med et piskeris.
- Lad din starterdej stå og hvile i ca. 30 minutter under låg eller tildækket med et viskestykke.
Selve briochedejen:
- Vend de sammenpiskede æg, mel og salt ned i starterdejen.
- Rør dejen godt sammen på en køkkenmaskine eller med god gammeldags håndkraft i 3-4 minutter indtil dejen er ensartet og blød i konsistensen.
- Tilsæt det bløde smør i mindre tern, og rør dejen godt igennem i ca. 5 minutter. Dejen skal være blød og smidig i konsistensen - tilsæt evt. lidt mere mel hvis du skønner det er nødvendigt.
- Lad dejen til dine brioche boller hæve tildækket i en skål ved stuetemperatur i 1 ½ time.
- Slå dejen ned, og lav et par "stretch-and-folds" så dejen samler sig.
- Dæk dejen til igen i skålen, og lad den hæve tildækket i yderligere 45 minutter.
- Beklæd en bageplade med bagepapir (hvis du anvender bagestål, skal du blot lægge brioche bollerne på bagepapiret, som så sættes direkte på det varme bagestål).
- Drys lidt mel ud på din bordplade.
- Form dejen til 10 boller (jeg vejer min dej, så hver brioche boller får en kampvægt på ca. 120 gram).
- Lad bollerne efterhæve tildækket i yderligere 20 minutter.
- Forvarm ovnen til 200 grader varmluft.
- Pensle bollerne med et sammenpisket æg og en spsk. koldt vand.
- Bag brioche bollerne i den varme ovn i ca. 7-9 minutter.
- Lad de færdigbagte boller køle af på en rist inden de anvendes som burgerboller.
- Velbekomme.
Notes
Denne opskrift på brioche burgerboller er fryseegnet, hvor du sagtens kan fryse en portion af de færdigbagte boller ned i op til tre måneder, eller fryse selve dejen ned formet som boller. Fryser du bollerne ned som dej, skal de blot tages ud af fryseren dagen forinden de skal bages og lægges i køleskabet. Et par timer før du vil bage brioche burgerbollerne, tages de ud af køleskabet. Stænk de færdigbage boller med lidt koldt vand når de er tøet op, lun dem i en forvarmet ovn ved 200 grader varmluft i ca. 5 minutter.