Broccoli er en sand supergrøntsag, der ikke kun er utrolig sund, men også utrolig alsidig i køkkenet. Den er rig på næringsstoffer, smager fantastisk og kan bruges til at lave lækre retter som fx denne lækre grøntsagssuppe med broccoli. Denne opskrift kombinerer den fyldige smag af broccoli med spinat, porrer og lynstegte rejer, som skaber en velsmagende og fyldig suppe, der vil forkæle dine smagsløg og forsyne din krop med masser af sunde vitaminer. Broccolisuppen er uden fløde og flødeost, men det bliver den absolut ikke ringere af. De mange super-grøntsager gør suppen dejlig cremet og mættende, og kan nydes både som forret eller hovedret året rundt.
Suppe med broccoli, spinat og porrer
Efterår og vinter er højsæson for mættende grøntsagssupper her på matriklen, som tager udgangspunkt i sæsonaktuelle grøntsager. Broccolisuppe hører absolut til en af mine favoritter, når det kommer til cremede og fyldige grøntsagssupper, og de lynstegte rejer med lidt tørrede chiliflager får mundvandet til at løbe om kap med Niagara Falls. Det er en varm og skøn spise i de kolde vintermåneder, men vi nyder suppen hele året rundt. Selvom der skulle være grøntsagsforskrækkede individer i din husstand, er jeg ret overbevist om, at suppen vil gå rent ind hos langt de fleste, og derfor kan du med god ro i sindet servere denne suppe med broccoli.
Prøv lige at se opskriften på: Flettede hvidløgsbrød med ost
Denne opskrift på broccolisuppe er:
- Den ultimative opskrift på cremet grøntsagssuppe med broccoli, porrer og spinat
- Færdiglavet på 30 minutter
- Spækket med smag og masser af grøntsager
- Fyldig og mættende, og kan serveres hele året rundt
Disse ingredienser skal du bruge:
- Broccoli
- Spinat
- Hvidløg
- Porrer
- Forårsløg
- Rejer i lage
- Parmesan
- Kyllingebouillon (grøntsagsbouillon kan også anvendes)
- Græsk yoghurt
- Ristet rugbrød eller madbrød (kan undlades)
Prøv lige at se opskriften på: Kartoffel porresuppe
Prøv lige at se opskriften på: Hokkaidosuppe
De mange sundhedsfordele ved broccoli:
Broccoli er kendt som en af de sundeste grøntsager, du kan inkludere i din kost. Her er nogle af de mange sundhedsmæssige fordele ved broccoli:
- Rig på antioxidanter: Broccoli indeholder antioxidanter som vitamin C og beta-caroten, der hjælper med at beskytte cellerne mod skader forårsaget af frie radikaler, og kan reducere risikoen for kroniske sygdomme.
- Fiberrig: Broccoli er fyldt med kostfibre, der fremmer en sund fordøjelse, og som hjælper med at opretholde en sund mavetarmfunktion.
- Vitaminrig: Broccolie indeholder også vigtige vitaminer som A, K og forskellige B-vitaminer, der er afgørende for kroppens funktioner.
- Mineraler: Broccoli er en fremragende kilde til mineraler som jern og calcium, der styrker knogler og hjælper med at opretholde et sundt blodtryk.
- Kræftforebyggelse: Forskning tyder på, at indtagelse af broccoli kan bidrage til at forebygge visse kræftformer takket være dets indhold af sulforafan og andre naturlige forbindelser.
- Lavt fedtindhold: Grøntsagssupper lavet primært med disse grøntsager har typisk et lavt fedtindhold, hvilket kan være gunstigt for dem, der ønsker at reducere fedtindtaget.
- Lavt natriumindhold: Ved at lave din egen grøntsagssuppe kan du styre mængden af tilsat salt, hvilket er godt for dem, der ønsker at reducere deres natriumindtag.
Denne broccolisuppe er ikke kun en lækker og fyldig grøntsagssuppe, men den er også fyldt med en lang række sundhedsmæssige fordele fra broccoli, spinat og porrer. Det er en nem opskrift, der er perfekt til både hverdagsmåltider og særlige lejligheder. Så næste gang du vil forkæle dig selv og familien med et lækkert og sundt måltid, skal du prøve denne cremede broccolisuppe med spinat, porrer og rejer. Din krop og smagsløg vil takke dig for det!
God fornøjelse.
Ingredients
- 1 stort broccoli med stok, skåret i rustikke stykker
- 2-3 porrer, skåret i rustikke stykker
- 2 fed hvidløg, grofthakket
- 75-100 gr. spinat, skyllet
- 1 liter kyllingebouillon (grøntsagsbouillon kan også anvendes)
- 50 gr. parmesan, fintrevet
- 2 tsk. salt
- Friskkværnet peber
- Olivenolie eller rapsolie
- Topping:
- 250 gr. rejer i lager, drænet
- 2-3 dl. græsk yoghurt
- 2 forårsløg, snittet i tynde skiver
- Ristet rugbrød, skåret i tern (kan undlades eller erstattes med madbrød)
- Evt. lidt tørrede chiliflager
Instructions
- Skær broccoli og porrer i rustikke stykker.
- Hak hvidløget groft.
- Skyl spinaten under koldt vand i et dørslag.
- Riv parmesanen fint på et rivejern.
- Kom nu alle ingredienserne til broccolisuppen ned i en gryde, og bring suppen i kog under låg.
- Skru ned for varmen når supper koger, og lad suppen simre videre i ca. 20 minutter, eller til broccolien er kogt mør.
- Hæld rejerne ned i en sigte, og lad dem dryppe af. Dup dem tørre med lidt køkkenrulle.
- Opvarm et par spiseskefulde olie på en pande ved middelhøj varme (7-8 på en skala fra 1 til 9 på kogepladen), og lynsteg de drænede rejer sammen med lidt tørrede chiliflager, salt og friskkværnet peber.
- Læg de lynstegte rejer til side i en skål.
- Purér den færdigkogte broccolisuppe med en stavblender, og smag grøntsagssuppen til med salt og peber - evt. lidt mere parmesan eller hvidløg.
- Skyl forårsløgene under koldt vand, og skær dem i tynde skiver.
- Rist rugbrødet og skær det i rustikke tern.
- Server suppen sammen med de ristede rugbrødscroutoner, lynstegte rejer, fintsnittede forårsløg og græsk yoghurt.
- Velbekomme.