Forloren hare i airfryer

Forloren hare er en klassisk dansk ret, som for mit vedkommende vækker skønne barndomsminder. Retten består af noget så simpelt som kødfars, som typisk er lavet af en blanding af hakket svine- og kalvekød – krydret med salt, peber, bacon og løg. Farsen formes herefter til et stort farsbrød, som steges i ovnen og serveres med kartofler og brun sovs.

Men vidste du, at du også kan tilberede forloren hare i en airfryer? Airfryeren er en fantastisk opfindelse, der gør det muligt at tilberede mad på en sundere måde, da man kan tilberede maden med minimal eller ingen brug af fedtstof. Forloren hare i airfryer er en hurtigere måde at tilberede denne klassiske ret på. Retten får stadig den klassiske smag og sprøde låg af baconskiver, men det går bare hurtigere og kræver ikke den samme mængde energi som en almindelig ovn. Det er også en god måde at tilberede maden på, hvis du ikke har adgang til en ovn, eller hvis du ønsker at spare på strømmen i det daglige.

Opskrift på forloren hare i airfryer

Det er nemt og enkelt at lave forloren hare. Du skal blot røre en fars bestående af hakket kalve- og svinekød, løg, mælk, æg, rasp, havregryn og ikke mindst sprødstegte bacontern. Farsen minder i store træk om en frikadellefars, og tager kun ganske få minutter at samle i en røreskål med en håndmixer. Farsbrødet skal du samle på et skærebræt, som du så forsigtigt lægger direkte ned i bunden af madkurven i airfryeren, hvor der også skal være plads til mælk og svinebouillon, som udgør stegeskyen fra “haren”, og som du skal anvende som stegesky i sovsen.

Farsbrødet pakker du stramt ind med bacon i skiver, og sørg for at få baconskiverne skubbet godt ind under farsen, så de ikke flytter sig under tilberedningen i ovnen. Farsbrødet skal tilberedes i airfryeren i ca. 45 minutter, eller til kernetemperaturen er ca. 75-78° grader. Når den forlorne hare er stegt færdig i airfryeren, skal stegeskyen sies fra ned i en gryde, og så er du klar til at lave den velsmagende brune sovs med en skøn vildtsmag. Farsbrødet kan bare hvile i madkurven i airfryeren, imens du tilbereder sovsen, så kødet forbliver varmt.

Prøv lige at se opskriften på: Smørstegte kartofler

Denne opskrift på forloren hare i airfryer er:

  • Den ultimative opskrift på gammeldags forloren hare med bacon
  • Klassisk mormormad på den helt store klinge
  • Farsbrød med bacon tilberedt i airfryer
  • Med den mest fantastiske brune vildtsovs

Disse ingredienser skal du bruge:

  • Hakket kalv og flæsk
  • Bacontern eller baconskiver
  • Bacon i skiver
  • Løg
  • Mælk
  • Piskefløde
  • Blåskimmelost (kan undlades, men giver en fantastisk vildtsmag til sovsen)
  • Æg
  • Ribsgelé
  • Rasp
  • Finvalsede havregryn
  • Salt
  • Friskkværnet peber
  • Svinebouillon
  • Majsstivelse til jævning
  • Madkulør

Prøv lige at se opskriften på: Hasselbackkartofler i airfryer

Airfryer opskrifter
Madlavning i en airfryer er meget andet end friterede pomfritter og sprødstegt kylling. Den hurtigt cirkulerende varmluft giver uanede muligheder, når det kommer til hurtig og velsmagende aftensmad. Den smarte varmluft-teknologi muliggør tilberedning uden brug af olie, og kan mange gange erstatte de klassiske tilberedningsmetoder i ovn, friture og pandestegning. Og alle de måltider du kan tilberede i ovn, kan du også tilberede i en airfryer. Få opskrifter på mad i airfryer her.

Forloren hare i airfryer

Er airfryer billigere i strøm end ovn?
Jeg kommer helt uvilkårligt til at tænke på ‘Kejserens nye klæder’, når snakken falder på airfryer. Er en airfryer en sand revolution indenfor køkkenapparater, og kan denne varmluft-frituregryde afløse den traditionelle ovn i køkkenet? Ja, for den sags skyld reducere strømforbruget i hjemmet, som mange forbrugere drømmer om, når de anskaffer sig en airfryer. Er det virkelig billigere at bruge en aiffryer i forhold til en almindelig ovn? Det kan du få svaret på her.

Er der hare i farsbrødet?

Nej. Dette populære måltid har intet med hare at gøre. Det er en snyderet, som måske kun i facon minder lidt om en tilberedt hare i fad. Dette farsbrød svøbt ind i bacon minder mig om min mormor, som mestrede mormormad til perfektion. Jeg mindes hun lavede forloren hare til fødselsdage, som blev serveret med den mest uimodståelige vildtsovs. Vildtsmagen i sovsen skabte hun med blåskimmelost, gastrik og ribsgelé. Blåskimmelost i sovs? Ja, den er god nok. Det er den ultimative smagsforstærker i sovs, hvor du ønsker en smag af vildt. Hvordan du laver den mest fantastiske vildtsovs med blåskimmelost afslører jeg i opskriften.

Tilbehør til forloren hare

Der er uanede muligheder, når det kommer til tilbehør og garniture. Jeg mindes min mormor serverede kogte kartofler, mormorsalat og vildtsovs smagt til med blåskimmelost, hvilket nok kommer den klassiske udgave nærmest. Jeg plejer at servere smørstegte kartofler, bønnesalat med bacon og glaserede perleløg til farsbrødet, men skal det laves på en hverdag kan du sagtens nøjes med kogte kartofler eller den fyldige bønnesalat med bacon. Bønnesalaten passer rigtig godt til den kraftige vildtsovs, som med sin syrlige marinade giver et frisk modspil til sovsen og farsbrødet. Du kan også undlade bønnesalaten, og servere ovnstegte rodfrugter som fx gulerødder, rødbeder, pastinak og evt. lidt kartofler vendt i raps- eller solsikkeolie og krydret med tørret timian, salt og friskkværnet peber.

God fornøjelse.

Forloren hare i airfryer

Forloren hare i airfryer

Antal personer: 4-6 Forberedelse: Tilberedning:
Næringsindhold: 450 kalorier 20 grams fedt
Hvor glad er du for opskriften? 4.7/5
( 62 bedømmelser )

Ingredienser:

  • 500 gr. hakket kalv og flæsk
  • 150 gr. bacontern, stegt sprøde
  • 150 gr. bacon i skiver
  • 2 løg, finthakket
  • 2 dl. mælk
  • 2 æg
  • 1 spsk. ribsgelé
  • 1 dl. rasp
  • 2 spsk. finvalsede havregryn
  • 2 tsk. salt
  • 1 tsk. friskkværnet peber

Stegesky fra haren:

  • 2 dl. mælk
  • 2 dl. svinebouillon

Sauce til forloren hare:

  • Stegesky fra haren, sigtet
  • 3.5 dl. piskefløde
  • 2 spsk. gastrik (2 spsk. æbleeddike og 1 spsk. rørsukker kan også anvendes)
  • 2 spsk. ribsgelé
  • 25 gr. blåskimmelost (kan undlades, men giver en god vildtsmag)
  • Madkulør
  • Salt
  • Friskkværnet peber

Tilbehør:

Opskrift - sådan gør du trin for trin:

Selve farsbrødet (forloren hare):

  1. Steg baconternene sprøde i en gryde eller direkte i bunden af madskuffen i airfryeren. Når baconternene er ved at være sprøde, vender du de hakkede løg ned til baconternene i gryden. Steg løgene klare og bløde i ca. 4-5 minutter (hvis du bruger gryde), og tag gryden af varmen. Steger du bacontern og hakkede løg i airfryren, skal løgene blot steges med i et par minutter.
  2. Rør kødet sejt med salt og friskkværnet peber. Tilsæt æg, mælk, rasp, ribsgelé, havregryn, sprødstegte bacontern og løg, og rør farsen ensartet og fast med en håndmixer. Konsistensen skal være fast, så kødet kan formes til et farsbrød.
  3. Form farsen til et aflangt farsbrød ovenpå et skærebræt, og fordel baconskiverne ovenpå farsbrødet. Tryk baconskiverne godt ind under farsbrødet, så de ikke flytter sig under tilberedningen i airfryeren.
  4. Bag farsbrødet ved 180° grader i 20 minutter.
  5. Hæld herefter mælk og svinebouillon rundt om farsbrødet i madkurven i airfryeren, og lad farsbrødet stege videre i yderligere 25 minutter, eller til farsbrødet er gennemstegt med en kernetemperatur på 78° grader. Tilberedningstiden vil variere afhængig af den pågældende airfryer model.
  6. Tag farsbrødet op af madkurven, og læg den forlorne hare over på et skærebræt, og dæk farsbrødet til med staniol. Du kan også holde på farsbrødet i madkurven med en grydelap, og så hælde stegeskyen direkte ned i en gryde fra madkurven, og så lade farsbrødet forblive i madkurven inde i airfryeren indtil det skal serveres. På denne måde holder kødet sig også varmt.
  7. Skær farsbrødet ud i fingertykke skiver, og server den forlorne hare sammen med det øvrige tilbehør.
  8. Velbekomme.

Sauce:

  1. Hæld stegeskyen fra madkurven i airfryeren gennem en sigte ned i en passende gryde, og tilsæt piskefløde, ribsgelé, gastrik, blåskimmelost og madkulør. Har du ikke gastrik, skal du blot tilsætte et par spiseskefulde æbleeddike og en spiseskefuld sukker. Det tilfører dybde og syre til sovsen.
  2. Bring sovsen i kog og lad sovsen koge videre i 3-4 minutter under omrøring. Du kan evt. jævne sovsen med lidt majsmel opløst i koldt vand, hvis sovsen skal være tykkere i konsistensen.
  3. Smag sovsen til med salt, friskkværnet peber, ribsgelé og blåskimmelost. Blåskimmelosten smelter i sovnen, og giver en fantastisk smag af vildt.

Yderligere kommentarer

Har du en airfryer med to skuffer, kan du blive nødt til at halvere opskriften, da dette farsbrød er lavet til en stor madkurv.

Har du prøvet en af mine opskrifter?
Så vil jeg rigtig gerne høre hvordan det gik. Smid mig en kommentar længere nede på siden, og fortæl mig hvad du synes om opskriften.

DER ER MANGE FLERE FRISTELSER

2 kommentarer

Casper 7. september 2023 - 17:18

Jeg har for nyligt skaffet mig en Cosori Dual Blaze 6,4 quartz Airfryer. Men da den har en del forskellige indstillinger, Airfry, Broil, Roast, bake, etc. er det en gang i mellem svært at vide hvad man skal vælge? Hvad bruger du til f.eks. denne ret?? er det bage, Airfry, eller måske Broil funktionen ???

Besvar
Thomas fra Baregomad.dk 7. september 2023 - 20:05

Hej Casper,
Mange tak for dit spørgsmål, og ikke mindst tillykke med din Cosori Dual Blazer – den bliver du rigtig glad for 👍😊 Keg bruger bare den almindelige airfryer funktion, som den automatisk starter op
med. De andre programmer bruger jeg faktisk sjældent, men bageprogrammet fx er godt hvis du påtænker at bage brød i airfryeren, da dette program tilfører mere varme fra det nederste varmelegeme. Fries bruger jeg også altid til kartofler, pomfritter, men ellers kommer du rigtig fint i mål med standard funktionen.

Venlig hilsen
Thomas

Besvar

Jeg vil meget gerne høre fra dig

Din email-adresse vil ikke blive offentliggjort. * Ved at indsende en kommentar bekræfter du samtidig, at du er indforstået med vores persondatapolitik, og at du til enhver tid kan få slettet eller oplyst de indsendte data vi har liggende på bloggen.

Ⓒ 2023 – Baregomad.dk. Alle rettigheder forbeholdt. Materiale og billeder må ikke anvendes eller kopieres uden tilladelse. CVR: 27369588.

Betalingsikoner