Jeg er personlig helt pjattet med bønnesalat - lige fra den klassiske bønnesalat med bacon - til den sunde antiinflammatoriske bønnesalat blottet for mættede fedtsyrer og animalske bacontern. Hånden på hjertet - denne bønnesalat er familiens personlige favoritsalat, når det kommer til fyldige måltidssalater, som skal smage af noget, og samtidig være proppet med gavnlige egenskaber for krop og sjæl. Denne bønnesalat er kort og godt antiinflammatorisk mad når det er bedst, og så er den både nem at tilberede og yderst budgetvenlig.
Et salathit med forskellige bønner
Bønnesalat er en rigtig nem og overkommelig salat, som kan tilberedes på selv den mest fortravlede hverdag. Det er en sund og fyldig måltidssalat, som tager udgangspunkt i den antiinflammatoriske livsstil. Jeg er hverken vegetar eller veganer, men det man i dag kalder for flexitar. Sagt på en anden måde, elsker jeg i ny og næ en god velhængt bøf, men sætter lige så stor pris på kødfrie måltider i dagligdagen, som uden problemer kan sætte sovs, kartofler og kød til vægs. Derfor må du tage mine ord for gode varer, når jeg skamroser denne lækre bønnesalat, som har sin berettigelse som en mættende måltidssalat.
Store som små vil elske denne sunde salat med både grønne- og edamame bønner, som beriger kroppen med en masse gode ting. Den sydamerikanske quinoa indeholder en masse vitaminer, fibre, aminosyrer og proteiner, og er et sundt alternativ til polerede ris, pasta og kartofler. Du kan købe hvid, rød og sort quinoa , og der er ikke den store smagsmæssige forskel mellem de forskellige typer. Hvid quinoa er afskallet, og indeholder derfor færre kostfibre end den mørke og røde type, men ellers er der ikke den store forskel.
Prøv lige at se opskriften på: Quinoasalat
Denne opskrift på bønnesalat er:
- En utrolig lækker bønnesalat med tun
- Sund aftensmad for hele familien
- Antiinflammatorisk mad spækket med vitaminer, kostfibre, fedtsyrer og proteiner
- Nem at tilberede på 20 minutter
Disse ingredienser skal du bruge:
- Quinoa (hvid, rød eller sort)
- Grønne bønner (haricots verts)
- Edamame bønner (sojabønner)
- Tun i olie (gerne i raps- eller olivenolie)
- Rødløg
- Hvidløg
- Agurker
- Frisk basilikum
- Feta
- Olivenolie
- Hvidvinseddike
Prøv lige at se opskriften på: Sund æggekage i ovn
Prøv lige at se opskriften på: Bananpandekager med havregryn
Sådan koger du quinoa
Det er ikke spor svært at koge quinoa, og på bare femten minutter kan du fremtrylle de mest velsmagende luftige quinoa-korn. Quinoa-kornene skal koges i letsaltet vand, og i forholdet 1:2 – fx 1 dl. quinoa til 2 dl. vand. Kogetiden er 10 minutter, hvorefter vandet hældes fra gryden, og så skal quinoaen hvile under låg i yderligere 5 minutter, hvilket gør kornene ekstra luftige og lækre. Herefter er du klar til at servere denne superfood som erstatning for ris og pasta, eller som et mættende element i en salat.
Sådan gør du:
- Skyl quinoaen under koldt vand i en sigte.
- Hæld quinoaen ned i en gryde, og tilsæt vand i forholdet 1:3.
- Bring vandet i kog og tilsæt lidt salt.
- Lad nu quinoa-kornene småkoge i ca. 10 minutter.
- Hæld vandet fra gryden, og lad den kogte quinoa hvile under låg i yderligere 5 minutter. Dette trick med at hælde vandet fra, og lade quinoa-kornene hvile under låg, gør kornene ekstra luftige og lækre.
- Server quinoaen varm eller kold.
Kamp om resterne dagen derpå
Bønnesalaten kan du sagtens tilberede i forvejen, og har en holdbarhed på køl i en tætlukket beholder i et par dage. Bliver bønnesalaten ikke spist op samme dag, er der kamp om resterne dagen derpå. Tro mig – jeg taler af erfaring. Og jeg forstår godt hvorfor.
Opskrift på antiinflammatorisk bønnesalat
Det er legende let at fremtrylle denne superfood-salat, som kan tilberedes på få minutter, hvis du allerede har forkogt og afkølet quinoaen. Alle grøntsagerne skal snittes i små tern og mundrette stykker, og quinoaen skal koges efter anvisningerne på emballagen. Du skal sørge for, at skylle quinoaen godt under koldt vand i en sigte (eller i gryden), inden du koger frøene. Frøene er fra naturens side af beskyttet af et bitterstof, som hedder saponiner og som smager lidt af sæbe.
Hæld den afkølede quinoa op i en stor salatskål eller røreskål til de øvrige ingredienser, og fordel til sidst dressingen i bønnesalaten. Krydre med salt og masser af friskkværnet peber. Lad bønnesalaten trække i 5-10 minutter inden den serveres, så dressingen lige får lov til at trække ind i de forskellige ingredienser. Du kan sagtens tilberede salaten dagen i forvejen, hvilket den absolut ikke bliver ringere af, da dressingen får mulighed for at trænge ind i grøntsagerne og quinoaen.
God fornøjelse.
Ingredients
- Bønnesalat:
- 1 dl. quinoa (ukogt)
- 500 gr. grønne bønner (haricots verts)
- 500 gr. edamame bønner (sojabønner)
- 2 ds. tun i olie
- 1 stort rødløg, finthakket
- 2 agurker, halveret på langs og udkernet
- 1 bdt. frisk basilikum, grofthakket (1 stor håndfuld)
- 200 gr. feta, skåret i mundrette stykker
- Dressing:
- 0,5 dl. olivenolie
- 4 spsk. hvidvinseddike
- 2 fed hvidløg, finpresset
- Salt
- Friskkværnet peber
Instructions
Bønnesalat:
- Kog quinoaen efter anvisningerne på emballagen, og lad dem køle lidt af imens du koger bønnerne og ordner de øvrige ingredienser.
- Bring et par liter vand i kog i en stor gryde, og kog bønnerne i letsaltet vand i ca. 3 minutter under låg.
- Tilsæt edamame bønnerne, og lad dem koge med i yderligere 1 minut.
- Hæld vandet fra gryden, og afkøl de to slags bønner under koldt vand i en sigte. Lad bønnerne dryppe af, og vend dem ned i en stor røreskål eller salatskål.
- Hæld olien fra de to dåser tun, og fordel tunkødet med en gaffel ovenpå bønnerne i skålen.
- Skyl agurkerne under koldt vand, og halver dem på langs. Udkern agurkerne med en teske, og skær dem ud i både med en tykkelse på godt og vel en halv centimeter.
- Hak rødløget fint og fordel løget ovenpå bønnerne i skålen sammen med agurkestykkerne.
- Hak den friske basilikum og skær fetaen ud i mundrette stykker. Fordel fetaen og den grofthakkede basilikum i salaten.
- Hæld den let afkølede quinoa ned til de øvrige ingredienser.
- Krydre med salt og masser af friskkværnet peber, og hæld dressingen ud over salaten.
- Vend det hele forsigtigt rundt med en grydeske.
- Velbekomme.
Dressing:
- Rør alle ingredienserne sammen til dressingen, og smag den til. Ønsker du en mere syrlig udgave, kan du tilsætte mere hvidvinseddike.