Denne sunde og velsmagende opskrift på fyldte peberfrugter med quinoa og grønkål er antiinflammatorisk aftensmad for hele familien. Ret beset kan du kombinere fyldte peberfrugter i det uendelige – alt efter temperament og udvalget af ingredienser i hjemmet. Jeg tager udgangspunkt i proteinrige quinoa, grønkål, forårsløg og champignon, som bliver rørt sammen med feta, olivenolie og hvidløg. De fyldte peberfrugter kan nydes som et sundt hovedmåltid, eller serveres som mættende tilbehør til fx kød. Du kan også servere fyldet som en fyldig og mættende salat, hvilket er et stort hit her i huset.
Superfood pakket ind i gratinerede peberfrugter
Jeg er hverken vegetar eller veganer, men det man i dag kalder for flexitar. Sagt på en anden måde, elsker jeg i ny og næ en god velhængt bøf, men sætter lige så stor pris på kødfrie måltider i dagligdagen, som uden problemer kan sætte sovs, kartofler og kød til vægs. Derfor må du tage mine ord for gode varer, når jeg skamroser disse fyldte peberfrugter med quinoa. Det er kødfri aftensmad for både store og små, og som beriger kroppen med masser af vitaminer, fibre, aminosyrer og proteiner fra den sydamerikanske quinoa. Du kan købe hvid, rød og sort quinoa , men der er ikke den store smagsmæssige forskel mellem de forskellige typer. Hvid quinoa er afskallet, og indeholder derfor færre kostfibre end den mørke og røde type, men ellers er der ikke den store forskel.
Prøv lige at se opskriften på: Bananpandekager med havregryn
Denne opskrift på fyldte peberfrugter med quinoa og grønkål er:
- Lækker antiinflammatorisk aftensmad for hele familien
- Vegetariske fyldte peberfrugter med feta
- Spækket med proteinrige quinoa (du kan anvende både hvid, rød og sort quinoa)
- Gratinerede halverede peberfrugter med lækkert quinoafyld
Disse ingredienser skal du bruge:
- Quinoa (hvid, rød eller sort)
- Røde peberfrugter
- Grønkål
- Forårsløg
- Champignon
- Rød mild chili (kan evt. undlades)
- Hvidløg
- Feta
- Olivenolie
- Salt
- Friskkværnet peber
Prøv lige at se opskriften på: Stegt laks i ovn med valnødde-crumble
Sådan koger du quinoa
Det er ikke spor svært at koge quinoa, og på bare femten minutter kan du fremtrylle de mest velsmagende luftige quinoa-korn. Quinoa-kornene skal koges i letsaltet vand, og i forholdet 1:2 - fx 1 dl. quinoa til 2 dl. vand. Kogetiden er 10 minutter, hvorefter vandet hældes fra gryden, og så skal quinoaen hvile under låg i yderligere 5 minutter, hvilket gør kornene ekstra luftige og lækre. Herefter er du klar til at servere denne superfood som erstatning for ris og pasta, eller som et mættende element i en salat.
Sådan gør du:
- Skyl quinoaen under koldt vand i en sigte.
- Hæld quinoaen ned i en gryde, og tilsæt vand i forholdet 1:3.
- Bring vandet i kog og tilsæt lidt salt.
- Lad nu quinoa-kornene småkoge i ca. 10 minutter.
- Hæld vandet fra gryden, og lad den kogte quinoa hvile under låg i yderligere 5 minutter. Dette trick med at hælde vandet fra, og lade quinoa-kornene hvile under låg, gør kornene ekstra luftige og lækre.
- Server quinoaen varm eller kold.
Prøv lige at se opskriften på: Linsefrikadeller
Opskrift på fyldte peberfrugter med quinoa og grønkål
Som udgangspunkt kan du faktisk spise fyldet råt som en mættende måltidssalat, men i denne opskrift har jeg valgt at tilberede fyldet i halverede peberfrugter, som gratineres i ovnen. Quinoa-kornene er det mættende element i disse fyldte peberfrugter, som først skal koges efter anvisningerne på emballagen eller ovenstående miniguide. Imens quinoa-kornene koges møre, skal de halverede peberfrugter bages i ovnen i 10 minutter. Skyl grønkål, champignoner, forårsløg og chili under koldt vand, og hak grøntsagerne fint, så de er klar til at blive vendt sammen med quinoaen, fetaen og dressingen bestående af olivenolie og hvidløg.
Jeg plejer altid at krydre min mad løbende med salt og friskkværnet peber, da det er nemmere at beregne mængden af salt og peber løbende, når de enkelte delelementer skal saltes. Salten trænger også bedre ind i ingredienserne under tilberedningen, end hvis jeg først venter med at krydre det hele til sidst. Derfor pensler jeg peberfrugterne med lidt olivenolie, og krydrer dem gavmildt med salt og friskkværnet peber inden de bliver bagt i ovnen.
God fornøjelse.
Ingredients
- 1,5 dl. quinoa (ukogt)
- 4 røde peberfrugter, udkernet og halveret på langs
- 100 gr. grønkål, finthakket
- 2 forårsløg, finthakket
- 350 gr. champignon, finthakket
- 1 rød mild chili, udkernet og finthakket
- 3 fed hvidløg, finpresset
- 200 gr. feta, grofthakket
- 0,5 dl. olivenolie
- Salt
- Friskkværnet peber
Instructions
- Opvarm ovnen til 180° grader varmluft eller 200° grader almindelig over- og undervarme.
- Kog quinoaen efter anvisningerne på emballagen. Du skal sørge for at skylle quinoaen godt under koldt vand i en sigte, inden du koger quinoaen i en gryde. Quinoa skal koges uden låg de første 10 minutter, og når vandet er blevet absorberet tager du gryden af varmen, og lægger låg på gryden i ca. 5 minutter, hvilket får den færdigkogte quinoa til at puffe op. Lad den færdigkogte quinoa køle lidt af inden du blander quinoaen med de øvrige ingredienser.
- Skyl peberfrugterne under koldt vand, og halver dem på langs. Fjern kernehuset og alle frøene.
- Placer de halverede peberfrugter i et smurt ildfast fad, og krydre peberfrugterne med salt og friskkværnet peber. Bag dem i ovnen i ca. 10 minutter, og gå videre med at forberede de øvrige ingredienser.
- Skyl grønkål, champignoner, forårsløg og chili grundigt under koldt vand, og hak grøntsagerne fint. Hæld de finthakkede grøntsager op i en stor røreskål.
- Hak eller smuldre fetaen groft, og vend fetaen ned til grøntsagerne i røreskålen.
- Vend den kogte quinoa ned til alle grøntsagerne i skålen.
- Rør olivenolie og finpresset hvidløg sammen i en lille skål, og hæld det ud over alle grøntsagerne i røreskålen. Krydre med salt og friskkværnet peber, og rør alle ingredienserne godt sammen.
- Placer peberfrugterne i det ildfaste fad, og fordel fyldet i de bagte peberfrugter. Pres fyldet godt ned i peberfrugterne med en spiseske (fyld dem godt op med top på).
- Bag peberfrugterne i yderligere 10 minutter, og server dem varme.
- Velbekomme.