Den bedste opskrift på smørstegte kartofler, der kan laves med både nye og gamle kartofler. Lækkert tilbehør til mange forskellige retter.
Smørstegte kartofler er indbegrebet af nye danske kartofler og højsommer.
Og lad os lige få en ting på plads med det samme. Kartofler feder ikke. Vel og mærke hvis de indtages med måde som med alle andre fødevarer.
Det har flere store undersøgelser slået fast, og det paradoksale er faktisk at antallet af overvægtige danskere er steget samtidig med at forbruget af kartofler er faldet drastisk.
Det forholder sig faktisk sådan, at kartofler mætter mere end både kød, fisk og bønner, og indeholder samtidig flere proteiner på lige fod med bælgfrugter som ærter og bønner (kilde: Samvirke.dk).
Samtidig er kartofler rige på C-vitaminer, og indeholder ikke nær så mange kalorier som fx pasta og ris, så at lade sig snyde for denne gudespise som smørstegte kartofler vil være synd og skam.
Du går glip af en rigtig skøn madoplevelse fra det danske spisekammer.
Se også de populære opskrifter på:
- Brasede kartofler
- Kartofler i ovn med gremolata
- Kartofler i fad med bacon og parmesan
- Knuste kartofler
Opskrift på smørstegte kartofler
- Bedst med små nyopgravede kartofler (nemme kartofler på pose er også velegnede)
- Lækkert tilbehør til gæstemiddagen
- Det perfekte tilbehør til grillmaden om sommeren toppet med friskhakkede krydderurter
- Nem tilberedning på ca. 30 minutter
- Velegnet til at blive tilberedt i forvejen ved at koge kartoflerne, så de blot skal smørsteges inden servering
Indbegrebet af dansk sommer
Nyopgravede danske kartofler er indbegrebet af dansk sommer, køkkenhaver og lyse sommernætter. Helt på lige fod med danske jordbær, asparges og rabarber.
Smørstegte kartofler er en himmelsk spise, som ofte kommer på menuen herhjemme i sommermånederne, idet dette tilbehør går godt til al slags kød og diverse salater.
Du kan også servere smørstegte kartofler til stegt flæsk med persillesovs, hvis du gerne vil have en luksusudgave af denne herlige rodfrugt til Danmarks nationalret.
Smørstegte kartofler hele året rundt
Smørstegte kartofler kan du for den sags skyld spise hele året rundt, men der er nu noget helt særligt over nyopgravede danske kartofler - deres konsistens og smag er på grænsen til det mundvandsdrivende.
Smørstegte kartofler kan serveres både i hverdagen, hvor du fx kan koge dem aftenen forinden og stille dem på køl, eller servere dem som lækkert tilbehør til en gæstemiddag.
Og så har vi den klassiske danske kartoffelmad med kolde kartoffelskiver, mayonnaise og friskklippet purløg toppet med Læsø Salt.
Her taler vi om smørebrød på den helt store klinge.
Er det ikke lige sæson for nye kartofler, plejer jeg at købe "små-nemme-kartofler" i supermarkedet, som både er små i størrelsen og vaskede - lige til at putte i gryden eller mikrobølgeovnen, hvis det skal gå ekstra hurtigt.
Du kan variere smørstegte kartofler i det uendelige. Denne opskrift er med friskhakket persille, som blev serveret til serbiske koteletter, men du kan også sagtens stege kartoflerne i friskpresset hvidløg, timian, rosmarin eller kryddersalt fra fx Læsø Salt.
Tak fordi du laver de smørstegte kartofler. Skriv gerne hvad du synes om opskriften.