Ristet friskkværnet peber. Salt. Pecorino. Parmesan. Olivenolie. Kogt pastavand. Spaghetti. Syv simple ingredienser, som udgør rygraden i denne klassiske opskrift på cacio e pepe. En mundvandsdrivende lækker pastaret, som kan tilberedes på et kvarter. Og som er alt andet end kedelig. Med andre ord det perfekte måltid, når overskuddet til madlavning er ikke eksisterende, eller hvor køleskabet er T-O-M-T. Det er italiensk fastfood på den helt store klinge, og et utroligt velsmagende måltid, som nyder stor popularitet i vores lille familie. De simple måltider er oftest de bedste. Få ingredienser og en minimal indsats bag gryderne i køkkenet. Den cremede pastaret med ristet friskkværnet peber indkapsler på smukkeste vis denne tese, og sender dig for en stund ned på et lille italiensk spisested, hvor kærligheden til gode råvarer forfører dine sanser.
Prøv lige at se opskriften på: Græsk pastasalat
Cacio e pepe ricetta originale
Er det italienske sprog ikke bare smukt? Cacio er en generel betegnelse for ost. Pebe betyder peber, og ricetta betyder kort og godt opskrift. Min personlige opskrift på italiensk cacio e pepe består af to italienske oste - pegorino og parmesan. Og i seriøse mængder. Denne cremede pastaret skal have et ordentligt skud for boven af både ost og friskkværnet peber. Resultatet er en utrolig velsmagende pastaret med peber og ost. Såre simpel madlavning, hvor det er råvarerne der gør hele forskellen. Her på matriklen spiser vi ofte denne populære pastaret uden tilbehør, men du kan sagtens servere en grøn salat, tomatsalat, dampet broccoli eller et stykke lækkert brød til.
Som sagt er det den ristede friskkværnede peber og de to oste, som udgør rygraden i denne italienske klassiker. Der findes flere forskellige typer Pecorino oste, som alt efter lagring er mere eller mindre kraftige i smagen. Generelt er Pecorino lidt mere kraftig og nøddeagtig i smagen end Parmigiano Reggiano (parmesan), og Pecorino er typisk lidt billigere end parmesan. Du kan sagtens nøjes med en ost i retten, men jeg kan nu godt lide kombinationen af de to oste, hvor man får den lidt mere skarpe smag fra fåremælken i Pecorinoen, og den mere runde og aromatiske smag i parmesanen. Hvis det skal være helt efter den store italienske kogebog, skal du kun anvende Pecorino i retten, så jeg kan kun sige, at du løbende må prøve at gøre dig dine egne erfaringer ligesom undertegnede.
Bliv klogere på de to italienske oste:
- Parmigiano Reggiano (parmesan) - osten fremstilles udelukkende på komælk, og må kun produceres i området omkring Parma og Reggio Emilia i det nordlige Italien. Den bliver af mange kaldt for "Ostens konge". Parmesan lagres gennemsnitligt i minimum 24 måneder, men sommetider får ostene lov til at ligge og modne i op til 5 år - ikke noget at sige til, at parmesanen henne i supermarkedet koster lidt. Parmesan byder på masser af smag, og det er også her du finder umami-smagen, som er den femte grundsmag udover sødt, salt, surt og bittert. Den er aromatisk og rund i smagen, og anvendes ofte til pasta og risotto.
- Pecorino - i modsætning til parmesanen, er Pecorino ikke afgrænset til et bestemt område i Italien, og produceres derfor mange steder i Italien. Pecorino er fremstillet på fåremælk, hvor det italienske ord "pecora" betyder får. Der findes 6 forskellige varianter af Pecorino, hvor Pecorino Romano er den mest kendte. Pecorino er lidt mere skarp og nøddeagtig i smagen, og modner normalt imellem 3-12 måneder, inden osten frigives til salg.
Prøv lige at se opskriften på: Vodka pasta
Denne opskrift på cacio e pepe er:
- Mit bud på den ultimative opskrift på cacio e pepe med pecorino og parmesan
- En nem og cremet pastaret med en tilberedningstid på 15 minutter
- Pasta med ristet friskkværnet peber og seriøser mængder fintrevet ost
- Simpel, billig og velsmagende aftensmad for hele familien
Disse ingredienser skal du bruge:
- Fuldkornsspaghetti (ukogt)
- Kogt pastavand
- Olivenolie
- Pecorino
- Parmesan
- Friskkværnet peber
- Salt
Prøv lige at se opskriften på: Svampelasagne
Prøv lige at se opskriften på: Caprese pastasalat
Pastaret med peber og lagrede oste
Selvom cacio e pepe er en af de mest enkle pastaretter du kan tilberede, ligger hemmeligheden bag en cremet udgave af cacio e pepe i tilberedningen og ikke mindst råvarerne. Den cremede ostesovs får sin konsistens ved hjælp af kogevandet fra pastaen og de to fintrevne oste. Spaghettien skal ikke koges færdig inden du vender den ned på panden - dvs. du skal underkoge pastaen og trække et par minutter fra den anbefalede kogetid.
Du skal starte med at riste peberet på en tør pande i et par minutter, inden du hælder lidt olivenolie på panden. Herefter hælder du noget af kogevandet ned på panden, og lader det komme i let kog. Hæld den underkogte spaghetti ned i kogevandet på panden, og lad pastaen koge indtil konsistensen er al dente. Og nu skal du til den helt store finale i tilblivelsen af cacio e pepe - de to oste. Ostene skal vendes ned til spaghettien og arbejdes ind i pastaen og kogevandet indtil den cremede ostesovs klistrer sig fast på spaghettien. Det kan godt være nødvendigt at tilsætte lidt mere kogevand til retten, men det må du vurdere undervejs.
God fornøjelse.
Ingredients
- 400 gr. fuldkornsspaghetti (ukogt)
- 2,5 dl. kogt pastavand
- 3 spsk. olivenolie
- 150 gr. pecorino, fintrevet
- 100 gr. parmesan, fintrevet
- 2 tsk. friskkværnet peber
- Salt
- Evt. lidt frisk basilikum eller oregano til pynt
Instructions
- Kog pastaen efter anvisningerne på pakken.
- Riv parmesanen og pecorinoen fint imens pastaen koger færdig.
- Kværn to teskefulde peber ud på en varm tør pande, og rist peberet ved middelhøj varme (7 på en skala fra 1 til 9 på kogepladen) i et par minutter.
- Tilsæt olien og lad det bruse af, og skru lidt ned for varmen indtil pastaen er klar til at komme på panden. Den lækre aromatiske smag fra det ristede peber forplanter sig i olivenolien, som så forplanter sig i kogevandet og de øvrige ingredienser, når de vendes ned på panden.
- Pastaen skal underkoges, da den koger færdig i kogevandet på panden. Du skal derfor trække et par minutter fra den normale kogetid. Hæld ca. 2,5 dl. af kogevandet ned på panden, og lad det komme i let kog. Hæld herefter den underkogte pasta ned på panden, og kog pastaen færdig i kogevandet på panden indtil konsistensen er al dente - pastaen skal have bid. Tilsæt evt. lidt mere kogevand.
- Kom de to oste ned til pastaen på panden, og rør godt rundt indtil du står med en cremet ostesovs - tilsæt evt. lidt mere kogevand.
- Smag til med salt og friskkværnet peber, og server straks retten toppet med lidt ekstra fintrevet ost, frisk basilikum eller oregano.
- Velbekomme.