Forside » Grill » Indbagt mørbrad

Indbagt mørbrad

Indbagt mørbrad

Jeg er pjattet med mormormad, og ikke mindst mange af de klassiske retter tilbage fra ens svundne barndom i 1980'erne. Indbagt mørbrad eller farseret mørbrad med butterdej er ingen undtagelse, og nyder stadigvæk stor popularitet blandt alle aldersgrupper. Vaskeægte 80’er mad, og dengang et megahit ved gæstemiddage og familiefester. Indbagt mørbrad består kort og godt af en hel svinemørbrad, krydret fars og butterdej. Svinemørbraden svøbes ind i den krydrede fars, og pakkes ind i plader af butterdej, hvorefter den bages i ovnen. Resultatet er det mest velsmagende måltid med et knasende lag af butterdej.

Indbagt mørbrad er for de fleste familier nok forbeholdt weekenderne, hvor tiden og ikke mindst overskuddet til madlavning er større. Det er luksus-mad når familien skal forkæles, eller gæstemad på den store velsmagende retro-klinge. Den krydrede frikadellefars bidrager med saft og smag til mørbraden, som med statsgaranti forbliver saftig under hele tilberedningen.

Prøv lige at se opskriften på: Hvidløgsbrød som pull-apart

Denne opskrift på indbagt mørbrad er:

  • Vaskeægte 1980'er mad på den helt store nostalgiske klinge
  • Med krydret fars og sprød butterdej
  • "Fattigmands-udgaven" af den klassiske Beef Wellington
  • Med garanteret sprød butterdejsbund

Disse ingredienser skal du bruge:

  • Svinemørbrad
  • Butterdejsplader eller en stor rulle butterdej
  • Æg
  • Hakket kalve- og grisekød, 4-7%
  • Fløde (madlavningsfløde eller mælk kan også anvendes)
  • Hvedemel
  • Stødt muskatnød
  • Champignoner (svampe og kantareller kan også anvendes)
  • Hvidløg
  • Løg
  • Salt
  • Friskkværnet peber
  • Olie eller smør til stegning

Prøv lige at se opskriften på: Waldorfsalat

Farseret mørbrad i butterdej
Fordel halvdelen af farsen midt på den udrullede butterdej, og placer svinemørbraden ovenpå farsen. Dæk nu svinemørbraden til med resten af farsen, så svinemørbraden er helt tildækket. 
Mørbrad svøbt ind i fars og butterdej
Luk de to ender af butterdejspladen og den ene langside ind over farsen, og pensle nu kanten af langsiden med et sammenpisket æg. Fold den anden langside af butterdejen ind over farsen, og et par centimeter ind over den anden langside, som du har penslet med det sammenpiskede æg. 

Prøv lige at se opskriften på: Langtidsstegt flæskesteg

Tilbehør til indbagt mørbrad

Hvis det skal være rigtig retro-agtigt, og det synes jeg det skal være - skal den indbagte mørbrad selvfølgelig ledsages af en omgang hjemmelavet waldorfsalat. Det er ganske enkelt et guddommeligt match, hvor den friske og let syrlige waldorfsalat giver et godt modspil til den fede butterdej. Udover waldorfsalaten vil jeg servere smørstegte kartofler og en god sovs som fx whiskysovs eller baconsovs. Er vi henne i vinterhalvåret, kan en grønkålssalat med æble, tranebær, appelsin og feta også være et godt bud på en salat, og det samme kan en ganske almindelig grøn salat. Hvis du ikke lige er til smørstegte kartofler, kan du også servere kartoffel rösti, pommes ratatouille, knuste kartofler eller hasselbackkartofler.

Salater

  • Waldorfsalat
  • Grønkålssalat
  • Grøn salat
  • Broccolisalat
  • Græskarsalat
  • Blomkålssalat

Sovse

  • Whiskysovs
  • Baconsovs
  • Bearnaisesovs
  • Svampesovs

Andet tilbehør

  • Smørstegte kartofler
  • Kartoffel rösti
  • Pommes ratatouille
  • Knuste kartofler
  • Hasselbackkartofler
  • Bagekartofler

Hvordan får jeg butterdejen sprød

Jeg har ikke selv oplevet, at butterdejsbunden ikke bliver gennembagt og sprød, når den bliver bagt på en bageplade beklædt med bagepapir. Når det er sagt, har jeg hørt fra et par stykker af jer, at bunden ikke blev sprød og gennembagt. Som sagt burde det ikke være et problem, men du kan prøve at tilberede den indbagte mørbrad på en rist beklædt med bagepapir, således evt. overskydende væde fra den farserede mørbrad kan blive ledt væk fra butterdejen. Tykkelsen på butterdejspladen har også noget at skulle sige, da butterdejspladerne skal rulles ud til et par millimeters tykkelse.

Opskrift på farseret mørbrad med butterdej

Start med at pudse svinemørbraden fri for hinder, fedt og sener - begrebet “pudse” er bare et andet ord for “fjerne” eller “skære”. Køber du kødet hos en slagter, kan du også få slagteren til at pudse mørbraden for dig, men det tager nu ikke mange sekunder at pudse kødet fri for sener og hinder. Når du har pudset mørbraden, skal den brunes på alle sider i lidt fedtstof på en varm stegepande. Læg den brunede svinemørbrad til side, og svits nu de grofthakkede champignoner, som skal røres i farsen sammen med alle de øvrige ingredienser.

Rul de optøede butterdejsplader ud på bordpladen, og placer halvdelen af farsen midt på dejen. Læg den brunede svinemørbrad ned i farsen, og fordel resten af farsen ovenpå svinemørbraden - kødet skal være svøbt helt ind i farsen. Luk de to ender af butterdejspladen og den ene langside ind over farsen, og pensle kanten af langsiden med et sammenpisket æg. Fold den anden langside af butterdejen ind over farsen, og et par centimeter ind over den anden langside, som du har penslet med æg. Tryk evt. let de to overlappende stykker butterdej med en gaffel, så de ikke går op under tilberedningen i ovnen. Pensle butterdejspakken med et sammenpisket æg, Så er den farserede svinemørbrad med butterdej klar til at komme i ovnen.

God fornøjelse.

Indbagt mørbrad

Print
Serves: 4 Prep Time: Cooking Time:
Nutrition facts: 420 calories 20 grams fat
Rating: 4.7/5
( 258 voted )

Ingredients

  • Mørbrad:
  • 1 hel svinemørbrad, afpudset for fedt, sener og hinder
  • 4-5 plader butterdej, optøet og rullet sammen til en stor butterdejsplade (du kan også bruge butterdej på rulle)
  • 1 æg, sammenpisket til pensling
  • Salt
  • Friskkværnet peber
  • Rapsolie eller smør til stegning
  • Fars:
  • 500 gr. hakket kalve- og grisekød, 4-7%
  • 1 æg
  • 1 dl. fløde (madlavningsfløde eller mælk kan også anvendes)
  • 3 spsk. hvedemel
  • 1 tsk. stødt muskatnød
  • 250 gr. champignoner, grofthakket
  • 3 fed hvidløg, finpresset
  • 1 lille løg, finthakket
  • 2 tsk. salt
  • Friskkværnet peber

Instructions

Mørbrad:

  1. Forvarm ovnen til 200° grader almindelig over- og undervarme.
  2. Optø butterdejspladerne ved at lægge dem ud på køkkenbordet enkeltvis, og gå i gang med at tilberede farsen og de øvrige ingredienser.
  3. Puds svinemørbraden fri for sener, hinder og fedt.
  4. Opvarm lidt smør eller rapsolie i en stor stegepande, og brun den afpudsede mørbrad ved høj varme (8 på en skala fra 1 til 9 på kogepladen) på alle sider - ca. 3-4 minutter i alt, eller til mørbraden har fået en ensartet gylden stegeskorpe.
  5. Krydre den brunede svinemørbrad med salt og friskkværnet peber, og læg den over på en tallerken eller skærebræt.

Fars:

  1. Rens champignonerne og hak dem groft.
  2. Brun de grofthakkede champignoner i det resterende fedtstof på stegepanden ved høj varme (8 på en skala fra 1 til 9 på kogepladen) i ca. 3-4 minutter. Tag stegepanden af varmen og hæld de brunede champignoner ned i en stor røreskål.
  3. Hak løg og hvidløg fint og vend løgene ned til champignonerne i røreskålen.
  4. Vend det hakkede kød ned i røreskålen, og rør kødet sammen med æg, fløde, muskatnød, hvedemel, salt og friskkværnet peber. Lad farsen stå og hvile lidt imens du ruller butterdejspladerne ud til et rektangel på ca. 35 x 25 cm. Butterdejspladerne skal lige akkurat lappe ind over hinanden, så de bliver til en stor plade.
  5. Fordel halvdelen af farsen midt på den udrullede butterdej, og placer svinemørbraden ovenpå farsen. Dæk nu svinemørbraden til med resten af farsen, så svinemørbraden er helt tildækket. 
  6. Luk de to ender af butterdejspladen og den ene langside ind over farsen, og pensle kanten af langsiden med et sammenpisket æg. Fold den anden langside af butterdejen ind over farsen, og et par centimeter ind over den anden langside, som du har penslet med æg. Tryk evt. let de to overlappende stykker butterdej med en gaffel, så de ikke går op under tilberedningen i ovnen.
  7. Pensle butterdejspakken med et sammenpisket æg, og læg den indbagte mørbrad over på en bageplade beklædt med bagepapir. Samlingen af de to langsider skal ligge ned mod bagepladen.
  8. Bag mørbraden midt i ovnen i ca. 50-60 minutter, eller til butterdejen er sprød og flot gylden.
  9. Velbekomme.

Notes

Indbagt mørbrad er fryseegnet i op til 3 måneder, og har en holdbarhed på køl i 2-3 dage i tætlukket emballage.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *