Indhold
Opskrift på græske frikadeller
Græske frikadeller. Grækenland er et af danskernes foretrukne rejsemål. Skønt vejr med solgaranti. Herlige badestrande i det Middelhavsblå vand. Ouzo. Feta. Græsk salat. Og selvfølgelig græske frikadeller.
Klassikeren, som de fleste danskere har haft fornøjelsen af at smage under de varme himmelstrøg sydpå. En oksekødsfars spækket med krydderurter, feta og hvidløg, som kan tilberedes på pande eller i ovn.
Personligt foretrækker jeg at tilberede frikadellerne på en stegepande, da det giver en mere lækker stegeskorpe og saftig midte i forhold til tilberedning i ovn.
Se flere opskrifter:
Kødboller med oksekød
Hvad siger du til at sætte tænderne i en krydret græsk-inspireret udgave af den klassiske danske frikadelle. Frikadellerne består af en oksekødsfars rørt op med æg, rasp, løg, hvidløg og en masse forskellige krydderurter - både tørrede og friske.
Jeg elsker ganske enkelt smagen af disse krydrede frikadeller, som kan serveres til lidt af hvert. Lige fra en græsk salat, fladbrød til knuste kartofler - og selvfølgelig masser af tzatziki.
Græske keftedes
På græsk benævnes disse krydrede kødboller Keftedes, som kan laves med enten okse- eller lammekød. Det er autentisk græsk mad, som kan tilberedes på selv en travl hverdag, da tilberedningstiden er den samme som ved helt almindelige frikadeller.
Frikadellerne kan tilberedes med eller uden feta - personligt laver jeg dem ofte uden feta, da kødbollerne i forvejen er spækket med krydderurter som fx persille og mynte, som gør frikadellerne ekstra saftige.
Vælger du at lave dine Keftedes med feta, skal du først tilsætte fetaen i små klumper når farsen er rørt sammen, så osten ikke bliver rørt helt ud i farsen.
Denne opskrift er:
- Krydrede kødboller spækket med tørrede og friske krydderurter
- Græsk-inspirerede frikadeller med indbygget sydlandsk feriestemning
- Lækre kødboller også kendt som Keftedes
- Autentiske græske kødboller, som kan tilberedes med eller uden feta
Græske frikadeller med indbygget feriestemning
Jeg er vild med det græske køkken. Det overgår selvfølgelig ikke det overflødighedshorn af specialiteter og råvarer, som Italien kan præstere, men mindre kan også gøre det. Jeg vil betegne det græske køkken som et fusionskøkken.
Et køkken sammensat af forskellige kulturelle indslag fra Orienten. Kogekunst der oser af forskellige folkeslag og nationaliteter. Græsk mad er krydret mad. Det smager af noget. Aromatisk, men ikke stærk mad.


Græsk mad er mere end blot moussaka
Græsk mad er ikke gastronomi på et højere plan, men god gedigen mad fremstillet af friske råvarer. Græsk mad er for mange danskere synonym med moussaka og tzatziki. Men grækernes gastronomiske overarm kan præstere langt mere.
Velsmagende farsbrød. Stifado. Grillede fisk fra Middelhavet. Og så krydrede kødboller. Krydrede kødboller aka græske frikadeller.
Frikadeller fremstillet af hakket oksekød tilsat en masse sydlandsk stemning. Og sikke en stemning disse frikadeller kan skabe rundt om middagsbordet.
Man kan smage et lille stykke Grækenland, hver gang man sætter tænderne i disse fantastiske kødboller. Orientalsk islæt pakket ind i en lille krydret kødbolle. Ganske imponerende.
Græske keftedes til en flad 50'er
Græske frikadeller er nem og billig aftensmad. Det koster under en flad 50'er at strikke disse krydrede kødboller sammen til en familie på fire.
Det er græsk fastfood når det er bedst. Farsen kan forberedes en dag i forvejen, og blot stå og samle sig i køleskabet et døgns tid.
At stege frikadellerne tager mindre end 20 minutter, hvor du imens kan tilberede en omgang tzatziki og en skål græsk salat eller Tabbouleh.
Sidstnævnte salat er oprindelig en libanesisk persillesalat, som går rigtig godt i spænd med grillet og stegt kød.
Og det bedste af det hele er at også denne salat kan forberedes aftenen forinden, så man ikke står med alle tingene på en gang. Græske frikadeller. Orienten i en mundfuld.









Tak fordi du bruger opskriften. Hvad synes du om den?