Forside » Frokost, brunch og tapas » Syltede valnødder

Syltede valnødder

Syltede valnødder

Jeg elsker ost, og i særdeleshed ost toppet med syltede valnødder. Syltede valnødder kan laves i alle mulige variationer, men denne opskrift er min favorit, hvor valnødderne koger ind i en sirupslage bestående af friskpresset appelsinsaft, brun farin, lys sirup, honning, vaniljesukker og balsamicoeddike. Resultatet er mundvandsdrivende lækkert, og løfter ostebordet til nye kulinariske højder. Disse nødder er med andre ord et musthave på dit ostebord - både når du venter gæster, og når den står på lidt selvforkælelse i hverdagen eller weekenden. I denne opskrift anvender jeg kun valnødder, men i bund og grund kan du anvende nødder i alle afskygninger som fx hasselnødder, mandler, macadamianødder og pekannødder.

Opskrift på syltede valnødder

Valnødder er meget tanninrige (højt garvesyreindhold), hvilket afstedkommer den let bitre smag, som kendetegner valnødder. Derfor er valnødder især velegnede til bløde blåskimmeloste, som giver et modspil til de smagfulde oste, og fremhæver smage og konsistenser. Du kan fjerne den bitre smag i valnødderne ved at blanchere dem først, inden du koger dem med i sirupslagen. På denne måde trækker du en del af garvesyren ud af nødderne, hvilket giver et langt bedre resultat rent smagsmæssigt. De sprøde nødder giver de bløde oste bid, og appelsinsaften giver et frisk modspil til de cremede og fyldige oste. Sødmen fuldender smagsoplevelsen. Opskriften giver et sylteglas, hvilket svarer til ca. 2,5 deciliter. Jeg plejer altid at lave en dobbelt portion, da de næsten når at blive spist inden de kommer i køleskabet, hvor de har en holdbarhed på minimum 3-4 uger.

Prøv lige at se opskriften på: Dadler med bacon

Denne opskrift på syltede valnødder er:

  • Den ultimative opskrift på syltede valnødder tilberedt med brun farin, honning, sirup og friskpresset appelsinsaft
  • Et musthave til dit ostebord, og helt uimodståelig ovenpå blåskimmeloste
  • Legende let at tilberede
  • Langt billigere (og langt bedre) end de syltede nødder på glas du kan købe i supermarkedet
  • Perfekt som topping ovenpå is, brownie og chokoladekage

Disse ingredienser skal du bruge:

  • Valnødder
  • Brun farin
  • Honning
  • Lys sirup
  • Vand
  • Appelsin
  • Vaniljesukker
  • Balsamicoeddike

Prøv lige at se opskriften på: Blinis med laks

Syltede valnødder

Prøv lige at se opskriften på: Ostebrød med krydderurter som pull-apart

Velegnede nødder som du kan sylte:

  • Valnødder
  • Hasselnødder (skal ristes let i ovnen og afskalles - 150° grader varmluft i ca. 12-15 minutter)
  • Mandler
  • Pekannødder
  • Macadamianødder
  • Pistacienødder
  • Cashewnødder

God fornøjelse.

Syltede valnødder

Print
Serves: 12 Prep Time: Cooking Time:
Nutrition facts: 190 calories 20 grams fat
Rating: 4.8/5
( 64 voted )

Ingredients

  • 200 gr. valnødder
  • 50 gr. brun farin
  • 25 gr. honning
  • 25. gr. lys sirup
  • 1 dl. vand
  • 1 appelsin, saften herfra
  • 1 tsk. vaniljesukker (kornene fra en halv vaniljestang kan også anvendes)
  • 2 spsk. balsamicoeddike

Instructions

  1. Kom valnødder og 3 deciliter vand i en gryde, og bring vandet i kog. Blancher valnødderne i ca. 3 minutter, og lad dem herefter dryppe af i en sigte. Valnødder er meget tanninrige (lig med bitre), men ved at blanchere nødderne i nogle minutter, kan du trække garvesyren ud af valnødderne, hvilket fjerner det meste af den bitre smag.
  2. Hæld brun farin, honning, lys sirup, appelsinsaft, vand, balsamicoeddike og vaniljesukker ned i en lille gryde, og bring blandingen i kog. Lad nu sirupslagen småkoge uden låg i ca. 30 minutter ved middel varme (5-6 på en skala fra 1 til 9 på kogepladen).
  3. Kom de drænede valnødder ned i sirupslagen når de 30 minutter er gået, og lad dem simre med i yderligere 10 minutter.
  4. Lad nødderne køle lidt af, og hæld dem herefter på et skoldet rengjort sylteglas. Stil de syltede nødder på køl indtil de skal serveres.
  5. Velbekomme.

Notes

Du kan også lave syltede nødder med spiritus som fx rom eller Cointreau. Prøv at erstatte den friskpressede appelsinsaft med 2-3 spiseskefulde rom, hvilket tilfører nødderne en ny lækker smagsmæssig dimension.

Syltede nødder i honning

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *