Mundvandsdrivende lækker hvidløgssmør. Blød og cremet. Spækket med en fantastisk smag af hvidløg, parmesan og persille. Det er ganske enkelt opskriften på den ultimative hvidløgssmør, som er legende let at fremtrylle i køkkenet på blot ti minutter. Denne opskrift på hjemmelavet hvidløgssmør er det perfekte match til friskbagt madbrød, bagte kartofler, slagterens bedste udskæring eller til ovnbagte eller grillede grøntsager.
Prøv lige at se opskriften på: Hvidløgsbrød som pull-apart
Nem opskrift på hvidløgssmør
Denne opskrift på hjemmelavet hvidløgssmør er med statsgaranti en af de nemmeste og bedste opskrifter på hvidløgssmør. Tro mig - jeg har gennem tiderne smagt rigtig meget hvidløgssmør, og noget af det bedste hvidløgssmør er den bløde og cremede af slagsen, som er nem at smøre ud på et friskbagt madbrød, en bagt kartoffel eller en velhængt højrebsbøf fra slagteren. Står det til mig, skal vi altid have hjemmelavet hvidløgssmør stående i køleskabet. Det er et must-have i min gastronomiske værktøjskasse på lige fod med gastrik, som er den perfekte hjertestarter i enhver middelmådig sovs. Forestil dig et par teskefulde hvidløgssmør ovenpå et stegt kyllingebryst, stegte grøntsager eller frisk pasta ...
Prøv lige at se opskriften på: Rødbedesalat med valnødder og hvidløgsmayonnaise
Denne opskrift på hjemmelavet hvidløgssmør er:
- Den bedste opskrift på hjemmelavet hvidløgssmør med revet parmesan og finthakket persille
- Legende let at fremstille på blot ti minutter
- Dejlig cremet og blød med en uimodståelig smag af hvidløg, parmesan og krydderurter
- Fryseegnet i op til to måneder
- Pisket stuetempereret smør rørt sammen med parmesan, presset hvidløg og hakket persille
Prøv lige at se opskriften på: Hvidløgssnurrer
Disse ingredienser skal du bruge:
- Smør (rigtig smør)
- Hvidløg
- Olivenolie
- Parmesan
- Persille (kan undlades)
- Salt
- Peber
- Paprika
Prøv lige at se opskriften på: Ostebrød med krydderurter som pull-apart
Sådan laver du den perfekte hvidløgssmør
- Brug altid stuetempereret smør
- Du kan både bruge revet parmesan i pose eller friskrevet parmesan - det er den fantastiske smag af umami der gør hele forskellen i den færdige hvidløgssmør
- Frisk eller tørret persille - igen er det smagen der gør hele forskellen. Skal du anvende hvidløgssmørret med det samme, opnår du det bedste resultat med frisk persille. Påtænker du at fryse noget af smørret, vil jeg anbefale dig at bruge tørret persille, som er fri for jordbakterier
Hjemmelavet hvidløgssmør kan fx bruges til:
- Gratinerede eller grillede grøntsager og majs
- Friskbagt madbrød
- Som topping ovenpå bagte kartofler eller nye danske kartofler
- Ovnbagt laks - fordel lidt hvidløgssmør ovenpå laksen inden den sættes i ovnen
- Stegning af hakkebøf eller en skær bøf, som tilfører en masse ekstra smag til kødet
God fornøjelse.
Ingredients
- 200 gr. smør, stuetemperatur
- 2 spsk. olivenolie
- 50 gr. fintrevet parmesan
- 3-4 fed hvidløg, presset
- 1 håndfuld persille, finthakket
- 1 tsk. flagesalt
- 1 knsp. paprika
Instructions
- Start med at tage smørret ud af køleskabet, og lad det blive blødt ved stuetemperatur.
- Skyl persillen og hak det fint på et skærebræt.
- Pres hvidløgsfeddene ned i en lille skål, og tilsæt olivenolien. Opvarm hvidløgsolien i en mikroovn i 10-15 sekunder (det giver en rigtig god hvidløgssmag i olien).
- Pisk det bløde smør luftig og cremet i en røreskål i et par minutter med en el-pisker.
- Hæld forsigtigt hvidløgsolien ned i smørret imens du fortsat pisker. Tilsæt herefter de øvrige ingredienser, og pisk det hele godt sammen til smørret har en cremet og luftig konsistens.
- Smag smørret til med salt og evt. lidt mere hvidløg.
- Hæld hvidløgssmørret op i en skål, og opbevar det på køl indtil det skal serveres.
- Velbekomme.
Notes
Hjemmelavet hvidløgssmør kan opbevares på frost i op til to måneder i en lufttæt beholder, så lav en god portion og frys noget af smørret ned til en dag hvor lysten til bagte kartofler eller hvidløgsbrød melder sig. Ønsker du at kunne skære hvidløgssmørret ud i tynde skiver, kan du fordele smørret på et stykke bagepapir, og rulle det sammen til en pølse. Snor enderne med noget snor, og kom hvidløgssmørret i fryseren. Du kan både bruge frisk hvidløg og hvidløgspulver - hvidløgspulver er lidt mere sød i smagen end friskpresset hvidløg. Personligt foretrækker jeg frisk hvidløg, men det er jo en smagssag.
Hej Thomas.
Jeg vil igang med at lave din hvidløgssmør. Jeg vil dog fryse det og vil derfor bruge tørret persille. Men er det stadig en håndfuld så?
Hej Dan,
Mange tak for dit relevante spørgsmål vedrørende mængden af persille i dit hvidløgssmør 🙂 Frysetørret persille fylder mindre end friskhakket persille, og jeg vil som udgangspunkt sige en tredjedel af mængden, hvis du anvender tørret persille. Når det er sagt, synes jeg du skal tilsætte persillen lidt efter lidt, og så stoppe når du synes mængden af persille i smørret er passende. Det er jo lidt en smagssag 🙂
Håber resultatet bliver godt og god jul og godt nytår.
Venlig hilsen
Thomas