Jeg har et helt specielt forhold til gammeldags æblekage.
Gammeldags æblekage med ristet rasp, makroner og masser af flødeskum på toppen med små klatter ribsgele. En mundvandsdrivende dessert, som jeg tydeligt husker fra min barndom, og som minder mig om min mormor.
- Min mormor var af den generation, som man rigtig forbinder med god gammeldags "mormor-mad". Hun var enestående i et køkken, og når jeg kom på besøg var der altid hjemmebag og frisk kaffe på kanden. I efterårsmånederne og til specielle lejligheder som fødselsdage i familien, stod hun ofte klar med gammeldags æblekage. Fremstillet helt fra bunden med æbler fra haven og ristet rasp på panden med sukker og smør. Knasende sprød og med en dejlig karameliseret smag. Den ultimative udgave af gammeldags æblekage. Barndomsminder fra en svunden tid, og en desserttype som aldrig går af mode, og som enhver kro og restaurant med respekt for sig selv har på menukortet.
Denne opskrift på gammeldags æblekage er:
- Den ultimative udgave af gammeldags æblekage, som min mormor lavede den
- Med hjemmelavet æblegrød og kagerasp
- En luksusudgave af klassisk æblekage med makroner
- En mundvandsdrivende lækker dessert, som er utrolig nem at tilberede
- Ideel til at servere portionsanrettet i glas, eller i en stor skål
Disse ingredienser skal du bruge:
- Æbler
- Sukker
- Smør
- Rasp
- Piskefløde
- Ribsgele
- Makroner
- Vaniljesukker
- Kanel
- Kardemomme
- Vand
Prøv lige at se opskriften på: Æblecrumble
Nostalgisk dansk desserttype
Gammeldags æblekage er en nostalgisk desserttype, som mange forbinder med sensommeren og efterårsmånederne, hvor æbletræerne bugner med spiseklare æbler. Det at plukke æblerne selv på træet, og fremstille æblekagen helt fra bunden giver en dejlig tilfredsstillelse. Fra jord til bord. Man ved nøjagtig hvad æblekagen består af, og man kan skræddersy den præcis som man lyster.
Gammeldags æblekage er en rigtig gammel klassiker, som mig bekendt kun findes i Danmark med den traditionelle sammensætning af æblegrød, ristet rasp, makroner og flødeskum på toppen. Det hænger nok sammen med, at vi i Danmark gennem århundreder har haft adgang til friske æbler i private haver og æbleplantager, og at denne tilgang til æbler i naturen har afledt adskillige kendte desserttyper som gammeldags æblekage og æbletærte i alle mulige afskygninger.
Hjemmelavet ristet rasp hører sig til
Du må ikke springe over hvor gærdet er lavest, og ty til den færdige fabriksfremstillede kagerasp, som findes på hylden i supermarkedet. Den smager egentlig godt nok, men kan ikke stå distancen sammenlignet med hjemmelavet ristet rasp, som du kan fremstille på mindre end 10 minutter. Ristet rasp løfter den færdige æblekage til nye højder - ikke mindst på grund af de sprøde knasende lag af rasp og den karameliserede smag af sukker.
Prøv lige at se opskriften på: Æbletærte med marcipan
Desserten der kan laves i forvejen
Gammeldags æblekage kan med fordel laves i forvejen, og personligt lægger jeg altid æblekagen sammen dagen før den skal serveres, stiller den på køl og skal så blot pynte æblekagen med flødeskum og ribsgele. Når du lægger æblekagen sammen i forvejen, når lagene i kagen at sætte sig, og raspen forbliver stadigvæk forholdsvis sprød til trods for at den har optaget lidt af saften og smagen fra æblegrøden. Det er en smagssag, og du skal selvfølgelig gøre dine egne erfaringer, men det tiltaler mig at kunne tilberede mad i forvejen, så man ikke står med det hele på en gang lige inden gæsterne kommer.
God fornøjelse.
Ingredients
- Ristet rasp:
- 100 gr. sukker
- 75 gr. smør
- 150 gr. rasp
- Makroner:
- Ca. 150 gr. makroner
- Æblegrød:
- Ca. 2 kg. æbler
- Ca. 150 gr. økologisk rørsukker (start med mindre og smag æblegrøden til når den er færdig)
- 2 tsk. vaniljesukker
- ½ tsk. kanel (kan undlades)
- ½ tsk. kardemomme (kan undlades)
- 1 dl. vand
- Pynt:
- 5 dl. piskefløde
- Ribsgele
- Evt. lidt frisk citronmelisse
Instructions
Æblegrød:
- Skræl æblerne og fjern kernehuse og evt. stilk.
- Skær æblerne i mindre tern.
- Kom vand og æbleternene i en tykbundet gryde, og kog æblerne møre ved svag til middel varme under låg. Kogetiden afhænger af æbletype, men forvent 30-60 minutters kogetid. Jeg kan personligt godt lide, at der stadigvæk er nogle æblestykker i grøden, som ikke er helt udkogte, men det er en smagssag.
- Rør sukker og de andre krydderier i den færdige æblegrød, og smag den til.
- Lad den færdige æblegrød afkøle helt inden den anrettes i skål eller dessertglas.
Ristet rasp:
- Smelt smørret i en pande ved høj varme, men uden at det bruner.
- Tilsæt rasp og sukker og rist blandingen på panden under hyppig omrøring indtil den er flot gylden og sprød.
- Hæld den færdige kagerasp på et stykke bagepapir på køkkenbordet, og lad raspen køle helt af.
Anretning af gammeldags æblekage:
- Læg nu din æblekage sammen lagvis i en stor skål eller dessertglas.
- Start med et tyndt lag ristet rasp i bunden, og fordel herefter æblegrød, makroner og ristet rasp lagvis. Slut af med pisket flødeskum og lidt ribsgele på toppen af æblekagen.
- Server den færdige gammeldags æblekage til kaffen eller som en lækker dessert efter en god middag.
Notes
Du kan med fordel lave en stor portion æblegrød, og fryse en del af grøden ned, så du nemt kan lægge en æblekage sammen en anden god gang. Den færdige æblegrød kan også sagtens holde sig på køl i en tætlukket beholder i minimum en uge, og smager også godt som topping ovenpå fx skyr og havregrød.