Værsgo - kage med æble og kanel. Æblekage med kanel bagt i ovn. Spækket med aromatiske danske æbler, som gør denne klassiske skærekage til en uimodståelig mundfuld. Æblekage kan laves på utallige måder, men denne udgave er helt klart min store favorit, som bages i en stor springform, og som er en uimodståelig mundfuld til eftermiddagskaffen eller som dessertkage til gæstemiddagen ledsaget af lidt vaniljeis. Æblekage bagt i ovn er utrolig nem at tilberede, og kræver ganske få ingredienser, som du med stor sandsynlighed allerede har liggende som basisvarer i dit køkken. Duften af kanel, smagen af syrlige aromatiske æbler, og en lækker saftig krumme med en nærmest karamelliseret skorpe, gør denne kage til et selvskrevet kagehit.
Æblekage med kanel kan nydes hele året rundt, men det er især når de danske æble er i sæson, at lysten til æblekage bagt i ovn melder sig. Jeg bliver aldrig træt af en hjemmebagt æblekage, som selvfølgelig bliver bagt i stor stil når den danske æblesæson er på sit højeste. Du kan selvfølgelig bruge udenlandske æbler, men danske æbler smager nu bare bedre med deres unikke aromapalette og syrlighed.
Prøv lige at se opskriften på: Gammeldags æblekage
Opskrift på æblekage
Jeg er helt pjattet med gammeldags æblekage, som min mormor lavede den. Æblegrød, kagerasp, makroner og flødeskum. Og selvfølgelig ribsgelé på toppen. En vaskeægte klassiker. Æblekage bagt i ovn er bogstaveligt talt en skærekage spækket med aromatiske æbler. Der er ingen kagerasp i denne bagte æblekage, men en mundvandsdrivende lækker kagedej, som med sin skønne smag af vanilje er det perfekte match til de friske syrlige æbler. Opskriften er såre simpel, og i løbet af femten minutter er kagen klar til at komme i ovnen.
Sådan laver du æblekage bagt i ovn med kanel
Smør og sukker piskes sammen til en cremet masse, hvorefter æggene tilsættes et af gangen. Mel, bagepulver og vaniljesukker røres sammen i en dyb tallerken, hvorefter de tørre ingredienser vendes ned til de øvrige ingredienser sammen med citronsaften. Skræl æblerne og skær dem over på midten. Fjern kernehusene og skær æblerne ud i tynde æblebåde. Rør sukker og kanel sammen i en lille skål. Fordel nu halvdelen af æblebådene på bunden af en springform beklædt med bagepapir. Drys halvdelen af kanelsukkeret ovenpå æblebådene, og fordel herefter dejen ovenpå æblestykkerne. Herefter fordeler du resten af æblestykkerne ovenpå dejen, som toppes med resten af kanelsukkeret. Nu skal kagen i ovnen. Lad den bagte æblekage køle lidt af på en rist, og server den lun med en skefuld cremefraiche, iskold flødeskum, græsk yoghurt eller lidt vaniljeis. Det er kort og godt opskriften på den ultimative æblekage bagt i ovn med kanel.
Prøv lige at se opskriften på: Kanelkage
Denne opskrift på æblekage er:
- Klassisk dansk æblekage med kanel bagt i ovn
- En vaskeægte klassiker, som kan spises hele året rundt
- Velegnet som kage til kaffen eller som dessert ledsaget af en kugle vaniljeis
- Bagt i stor springform ø 28 cm. - giver minimum 10-12 portionsstykker
Disse ingredienser skal du bruge:
- Æbler
- Hvedemel
- Smør
- Rørsukker (almindelig sukker kan også anvendes)
- Æg
- Bagepulver
- Ctronsaft
- Vaniljesukker
Prøv lige at se opskriften på: Pæretærte
Prøv lige at se opskriften på: Amerikanske pandekager
Velegnede æblesorter til æblekage
Danske æbler er helt specielle takket være vores danske lunefulde klima, som skaber den der helt specielle flerstrengede aromapalette, som gør de danske æbler til noget helt specielt. Jeg foretrækker syrlige danske æbler som fx Rød Jonagold, Rød Gråsten og Rød Ingrid Marie, som er faste syrlige æbler med en god sødme. Og selvfølgelig Belle de Boskoop, som er et fantastisk allround-madæble med en skøn aromatisk smag. Vi har desværre ikke selv æbletræer på matriklen, men min far har to æbletræer - Discovery og Rød Jonagold, som vi hvert år har uhindret adgang til. Der er noget tilfredsstillende ved selv at gå ud i naturen og plukke æbler - fra jord til bord, og jeg nyder hvert år de mange æbler fra min fars have, som blandt andet bliver forvandlet til æblekage - både den gammeldags af slagsen, og den bagte udgave med kanel.
Sommeræbler:
- Rød Gråsten
- Discovery
- Sunrise
Efterårs- og vinteræbler:
- Belle de Boskoop
- Cox Orange
- Holsteiner Cox
- Brændekilde æble
- Rød Ingrid Marie
- Rød Aroma
- Elstar
- Rød Jonagold
God bagelyst.
Ingredients
- Dej til æblekage:
- 275 gr. hvedemel
- 250 gr. smør, stuetempereret
- 250 gr. økologisk rørsukker
- 6-7 store æbler (nettovægt ca. 1 kg.), skåret i tynde æblebåde
- 4 æg
- 1 tsk. bagepulver
- 2 spsk. citronsaft
- 3 tsk. vaniljesukker (med top)
- Kanelsukker:
- 2 spsk. stødt kanel
- 4 spsk. økologisk rørsukker
Instructions
Dej til æblekage:
- Forvarm ovnen til 180° grader almindelig over- og undervarme.
- Pisk smør og sukker sammen til en cremet masse i en stor røreskål med en håndmixer.
- Tilsæt æggene et af gangen, og pisk æggemassen hvid og skummende.
- Bland mel, bagepulver og vaniljesukker sammen i en dyb tallerken, og vend det i dejen sammen med citronsaften til de øvrige ingredienser. Pisk dejen sammen indtil den er ensartet i konsistensen.
- Beklæd en stor springform ø 28 cm. med bagepapir.
- Skræl æblerne og skær dem over på midten. Fjern kernehusene og del de halverede æblestykker i kvarter, som skæres ud i 5-6 tynde æblebåde.
- Fordel halvdelen af æblebådene i springformen, og drys halvdelen af kanelsukkeret ovenpå æblestykkerne.
- Fordel dejen ovenpå æblebådene, og glat dejen ud med en dejskraber.
- Fordel resten af æblebådene ovenpå dejen, og drys resten af kanelsukkeret ovenpå æblestykkerne.
- Bag æblekagen i ovnen i ca. 75 minutter eller til den er gennembagt. Du kan kontrollere om kagen er gennembagt med en kødnål eller strikkepind.
- Tag den færdigbagte kage ud af ovnen, og lad den køle lidt af på en bagerist.
- Server æblekagen imens den endnu er lun ledsaget af en kugle vaniljeis, cremefraiche, græsk yoghurt eller iskold flødeskum pisket sammen med lidt vaniljesukker.
- Velbekomme.
Kanelsukker:
- Rør sukker og kanel sammen i en lille skål, og sørg for at sukkeret bliver jævnt fordelt i den stødte kanel.
Notes
Server æblekagen imens den endnu er lun, og nyd den sammen med en skefuld fuldfed cremefraiche, græsk yoghurt, vaniljeis eller iskold flødeskum pisket sammen med lidt vaniljesukker. Kagen er fryseegnet med en holdbarhed på minimum 3 måneder. Faste æbler med en god balance imellem sødme og syre er bedst til æblekage bagt i ovn, hvor æblesorter som fx Rød Jonagold, Belle de Boskoop, Cox Orange og Rød Ingrid Marie er meget velegnede. Du kan prøve at drysse lidt mandelflager ovenpå kagen en halv time før den er færdigbagt, hvilket tilfører kagen lidt ekstra tekstur og en skøn smag af mandler.