Daim islagkage

Denne Daim islagkage har efterhånden været et fast indslag til fødselsdage og gæstemiddage gennem de seneste 15 år. Den er blevet forfinet og justeret løbende i forhold til den oprindelige opskrift, og er en skøn, velsmagende isdessert, som falder i god jord hos både store og små med hang til en god islagkage, som består af hjemmelavet flødeis med Daim chokolade og en skøn mandelbund.

Prøv lige at se opskriften på: Risalamande is

Opskrift på islagkage med Daim

Daim islagkage med en sej mandelmarengsbund og uden brug af ismaskine. Så bliver det ikke nemmere. Der er ikke noget at sige til, at opskriften på Daim islagkage er så populær. En lækker isdessert, som i al sin enkelhed består af en parfait af vanilje (rigtig flødeis), en skøn mandelmarengsbund og masser af grofthakkede Daim-stykker. En islagkage, som du kan servere til gæstemiddagen, fødselsdagen eller nytårsaften. Skal det være ekstra fint, kan du pynte islagkagen med lidt grofthakket chokolade eller Daim, friske bærfrugter eller lidt karamelsovs.

Prøv lige at se opskriften på: Pavlova med bær og flødeskum

Denne opskrift på Daim islagkage er:

  • En af de mest populære hjemmelavede islagkager i Danmark
  • Med lækker svampet mandelmarengsbund og cremet flødeis med masser af grofthakket Daim
  • Fryseegnet i op til tre måneder, så du kan sagtens lave islagkagen i forvejen
  • Super nem at tilberede, og kræver kun 4-6 timers indfrysning
  • Er du allergisk overfor nødder, kan du bare nøjes med at lave den lækre Daim-is uden mandelbund

Prøv lige at se opskriften på: Panna cotta med friske bær

Tips og tricks til en vellykket Daim islagkage:

Denne opskrift på Daim islagkage er med statsgaranti en af de bedste og nemmeste opskrifter på islagkage med Daim chokolade og cremet flødeis. Den kræver kun en halv times indsats i køkkenet og 4-6 timers indfrysning. Resultatet er hjemmelavet Daim-is, som vil falde i god jord hos både voksne og børn.

Ja. Du kan med fordel lave Daim-isen i forvejen - helt op til tre måneder før isen skal serveres. Du kan vælge at bage din mandelmarengsbund på dagen, hvor islagkagen skal serveres, eller også kan du lave den samtidig med Daim-isen, og fryse begge dele ned i en velegnet springform. Lad mandelbunden køle helt af, inden du hælder din parfait af vanilje ovenpå bunden.

Det korte svar er nej. Denne opskrift på Daim islagkage kræver ingen omrøring under indfrysningen, da isen består af en parfait af vanilje, som er rørt sammen med æggeblommer, sukker, vanilje og flødeskum. Derfor kræver Daim-isen hverken omrøring eller ismaskine. Konsistensen er lækker cremet og nem at skære i efter ca. 15 minutter ved stuetemperatur.

Ja. Æggehviderne skal piskes helt stive i en skål, før du forsigtigt vender æggehviderne ned i en anden skål til mandelmelet, flormelis og bagepulver.

Nej. Mandlerne skal ikke afskalles inden de blendes til mandelmel. Mandlerne skal blendes hele i en blender til fint mandelmel. Det tager et par minutter på min blender, og det kan være nødvendigt at ryste blenderen for at få alle mandlerne blendet jævnt.

Opskriften passer til en rund springform med en diameter på 26 cm. Du kan sagtens anvende en mindre eller større springform, eller lave den i en lille rektangulær bageform.

Ja. Du kan sagtens lave små Daim islagkager i fx muffinsforme eller kageringe. Jeg vil anbefale dig at lave mandelbunden i en mindre bradepande eller bageform, og så udstikke bundene med en kagering eller skære dem ud med en kniv og et passende glas eller lignende. Hvis du vælger at bage mandelmarengsbunden i en stor bageform, kan du følge bagetiden i opskriften. Bunden skal være gylden bagt med en sej krumme.

Hjemmelavet Daim islagkage er en forholdsvis billig isdessert, som nemt giver 8-10 flotte portionsanretninger.

Disse ingredienser skal du bruge:

  • Daim chokolade
  • Mandler
  • Bagepulver
  • Flormelis
  • Æggehvider
  • Pasteuriserede æggeblommer
  • Piskefløde 38%
  • Vanillesukker
  • Marcipan
  • Mørk chokolade 60-70%
  • Årstidens friske bær

Prøv lige at se opskriften på: Tarte tatin

Kan man fryse fløde?
Det korte svar er ja. Du kan sagtens fryse piskefløde ned i op til tre måneder, og gemme en overskydende rest eller storindkøb af billig fløde til senere brug. Læs her hvordan.

En utrolig populær islagkage

En isdessert som Daim islagkage er min helt personlige favorit dessert, og den smager ganske enkelt bare himmelsk af fløde, karamel, vanilje, mandler og i denne udgave af solmodne danske jordbær. Som udgangspunkt behøver du ikke at pynte den med jordbær eller andre bær – det er en smagssag, da isdesserten smager fantastisk i sin originale udgave.

Prøv lige at se opskriften på: Islagkage

Og så gør det jo heller ikke noget, at en desserttype som Daim islagkage kan tilberedes i forvejen, og blot kræver lidt pynt og styling inden servering. Med andre ord kan du slappe af og hygge dig med dine gæster uden stress. Det er nem og lækker hjemmelavet Daim is lige efter min smag.

Kan du fryse mel?
Ja. Du kan med fordel fryse mel, og dermed forlænge holdbarheden på melet. Der er stor forskel på holdbarheden alt efter meltype, og jo grovere en meltype, desto mere relevant er det et putte dit mel i fryseren. Læs mere her.

Daim islagkage
Du kan pynte din Daim islagkage med lidt frisk frugt og grofthakket chokolade, som lige sætter prikken over i’et, og får denne enkle islagkage til at ligne noget der kunne komme fra en konditor. Personligt kan jeg godt lide at servere lidt hindbærcoulis til isdesserten, som komplimenterer flødeisen rigtig godt og gør den mere frisk og let.

Bliv klogere på hydration i brød
Hydration. Det lyder ret teknisk og nørdet, men det er faktisk bare et begreb for, hvor meget væske der er i dejen i forhold til mængden af mel. Jo højere hydration, jo mere væske i forhold til mel. Læs mere om hydration i brød.

Hjemmelavet Daim islagkage der er nem at lave

Den leder hurtigt tankerne hen på en kompleks anretning, som kun er forbeholdt gastronomiske ildsjæle. Sandheden er dog en ganske anden. Daim islagkage er såre simpel at tilberede – også uden det sorte bælte i madlavning, så kast dig trygt ud i denne opskrift og forkæl dine gæster eller familie med denne fantastisk isdessert. Mine børn elsker at deltage i tilberedningen af denne fortryllende isdessert, og der er altid kamp om at slikke skeer og piskeris, når først islagkagen er blevet tilberedt.

Prøv lige at se opskriften på: Hjemmelavet guf

Hvor lang tid før kan jeg lave min Daim islagkage

Jeg er stor fan af desserter, som man kan lave på forhånd. Når vi inviterer gæster vil jeg gerne være nærværende, og alt andet end stresset. Jeg gider ganske enkelt ikke stå og bruge den halve aften i køkkenet, og gå glip af det sociale samvær omkring spisebordet. Det er jo ikke derfor man inviterer gæster. Så desserter der kan laves i forvejen er lige mig. Præcis som med denne opskrift på Daim islagkage, som du med fordel kan lave i forvejen.

Prøv lige at se opskriften på: Panna cotta med mango-gelé

Har du styr på de forskellige måleenheder for ingredienser?
Du har garanteret søgt en gang eller to efter madopskrifter på nettet, hvor du er stødt på forskellige begreber for måleenheder og forkortelser som fx cups, ounces og sticks. I USA anvender man betegnelsen “cup” for både tørre og våde ingredienser, hvor vi i Danmark anvender det gængse decilitermål som rummål. Så hvor meget er det lige en cup sukker svarer til i gram og hvor meget svarer to sticks smør til i gram? Læs mere om de forskellige måleenheder her.

Ja faktisk kan du lave din Daim islagkage helt op til tre måneder før den skal serveres. Du skal selvfølgelig ikke pynte den før den skal serveres, men selve bunden og isen kan holde sig på frost i minimum tre måneder, men så længe får is dog aldrig lov til at ligge i vores fryser … Jeg E-L-S-K-E-R nemlig is. Og det er sgu lidt hyggeligt med en skål is om aftenen i ny og næ.

Prøv lige at se opskriften på: Italiensk vaniljefromage med bær og pistacienødder

Hvad nu hvis jeg ikke kan lide nødder

Hvis du ikke bryder dig om nødder som fx mandler og hasselnødder, eller måske ligefrem er allergisk overfor nødder, kan du sagtens lave Daim islagkage uden nøddebund. Det gør absolut ikke isen ringere af den grund, og hvem siger at en islagkage skal serveres på en nøddebund? Ingen. Jeg må dog indrømme, at jeg er ret begejstret for den svampede mandelbund, som nærmest er helt konfektagtig i konsistensen.

God fornøjelse med din islagkage.

Daim islagkage

Daim islagkage

Antal personer: 10 Forberedelse: Tilberedning:
Næringsindhold: 350 kalorier 20 grams fedt
Hvor glad er du for opskriften? 4.7/5
( 284 bedømmelser )

Ingredienser:

Mandelmarengsbund:

  • 150 gr. mandler
  • 1 tsk. bagepulver
  • 3 dl. flormelis
  • 4 æggehvider

Daim is:

  • 2 dl. flormelis
  • 8 pasteuriserede æggeblommer
  • 7 dl. fløde
  • 2 stk. dobbelte Daim
  • 2 tsk. vanillesukker
  • 100 gr. ristede mandler
  • 75 gr. marcipan

Pynt:

  • Revet mørk chokolade 60-70%
  • Friske jordbær

Opskrift - sådan gør du trin for trin:

Mandelmarengsbund:

  1. Tænd ovnen på 175 grader almindelig over- og undervarme. Smør en springform med en diameter på ca. 24 cm., og drys den med lidt mel.
  2. Mandlerne hakkes til mandelmel i en foodprocessor eller med en stavblender.
  3. Mandelmelet, flormelis og bagepulver blandes godt i en skål.
  4. Æggehviderne piskes helt stive i en anden skål og vendes forsigtigt med mandelblandingen.
  5. Blandingen hældes ned i den smurte springform, og bages i ovnen i ca. 30 min., indtil overfladen er fin lysebrun.
  6. Springformen tages ud af ovnen og mandelmarengsbunden køler helt af i formen.

Daim is:

  1. Pisk æggeblommer, vaniljesukker og flormelis til en luftig cremet masse.
  2. Pisk fløden let til cremet flødeskum i en skål. Det må ikke være for stift.
  3. Mandlerne ristes på en middelvarm pande i ca. 5 min. Hak herefter mandlerne groft, og lad dem køle helt af.
  4. Hak eller riv marcipanen groft på et rivejern.
  5. Den hakkede Daim, marcipan og de afkølede hakkede mandler vendes i æggemassen. Herefter tilsættes flødeskummet og det hele vendes forsigtigt rundt med en dejspatel, så du står tilbage med en luftig, ensartet iscreme.
  6. Iscremen hældes over den afkølede mandelmarengsbund i springformen og dækkes til, hvorefter den stilles i fryseren i min. 6 timer.
  7. Velbekomme.

Yderligere kommentarer

Daim islagkagen tages ud af fryseren ca. 20 min. før servering. Daim islagkagen pyntes med friske, halverede jordbær, blåbær og lidt grofthakket chokolade. Man kan også vælge at lave iscremen og fryse den ned for sig i springformen, og så først på selve dagen bage mandelmarengsbunden. Hvis du ønsker lidt dyppelse til islagkagen, kan du fx servere lidt hindbærcoulis, som gør islagkagen dejlig frisk og mindre "tung". Man kan stort set tilsætte de ingredienser man vil til denne islagkage. Istedet for Daim kan man anvende en god mørk chokolade og måske tilsætte lidt spiritus til isen, hvis den er forbeholdt de voksne. Ønsker man lidt sauce til isen, kan man lave en chokoladesauce eller en frisk hindbærcoulis og samtidig erstatte jordbærene med friske hindbær.

Har du prøvet en af mine opskrifter?
Så vil jeg rigtig gerne høre hvordan det gik. Smid mig en kommentar længere nede på siden, og fortæl mig hvad du synes om opskriften.
Daim islagkage

DER ER MANGE FLERE FRISTELSER

9 kommentarer

jette 14. marts 2015 - 17:31

opskrift

Besvar
Thomas Udbye 14. marts 2015 - 17:34

Hej Jette,
Tak for din henvendelse. Du finder opskriften på Daim islagkage her: https://udbye.dk/daim-islagkage

God fornøjelse.

Hilsen
Thomas

Besvar
Diana 19. maj 2017 - 12:03

når du skriver dobbelt daim?

hvad menes der så?

Besvar
Thomas Udbye 19. maj 2017 - 12:57

Hej Diana, her mener jeg blot en Daim pakke med to Daim plader i ???? Du ved – man kan købe dem enkeltvis og i en double pack. Hilsen Thomas.

Besvar
Louise Ullemose 26. april 2017 - 12:28

Hej :)
Når du skriver 4 æggerhvider er det så = 4 bæger med æggehvider eller 2 bæger, da et bæger jo indeholder to hvider ? Og det sammen spørgsmål til æggeblommerne ?
Den ser virkelig lækker ud, glæder mig til at prøve den af på familien i weekenden.

Besvar
Thomas Udbye 26. april 2017 - 21:22

Hej Louise,
Det er 4 æggehvider og 4 æggeblommer, så hvis der er to stk. i hvert bæger, er det to af hver ????

Du kan godt glæde dig – den plejer at bringe glæde på bordet.

Venlig hilsen
Thomas

Besvar
Thomas Udbye 26. april 2017 - 21:25

Jeg har lige checket op på opskriften – der står 8 æggeblommer, så det er 4 bægre æggeblommer, hvis der er to i hver ????

Besvar
Djonna Christiansen 19. juni 2018 - 07:13

Skal mandlerne smuttes ? Tak

Besvar
Thomas Udbye 19. juni 2018 - 09:24

Hej Djonna,
Rigtig godt spørgsmål – mandlerne skal ikke smuttes før de hakkes, så du slipper for at skulle smutte de kære mandler ????

God fornøjelse.

Bedste hilsener
Thomas

Besvar

Skriv et svar til Diana Annuller besvarelse

Din email-adresse vil ikke blive offentliggjort. * Ved at indsende en kommentar bekræfter du samtidig, at du er indforstået med vores persondatapolitik, og at du til enhver tid kan få slettet eller oplyst de indsendte data vi har liggende på bloggen.

Ⓒ 2023 – Baregomad.dk. Alle rettigheder forbeholdt. Materiale og billeder må ikke anvendes eller kopieres uden tilladelse. CVR: 27369588.

Betalingsikoner