Indhold
Opskrift på grydebrød
Friskbagt grydebrød med en knasende sprød skorpe og en saftig krumme. Rørt sammen i en røreskål på under et minut, og 100% æltefrit - med statsgaranti.
Med andre ord er denne opskrift på grydebrød som skræddersyet til dig der ikke ejer en køkkenmaskine, eller som går i sort når du støder på begreber som autolyse, hydration, glutennetværk og surdej fordret efter blandingsforholdet 1:2:2.
Se flere opskrifter:
Grydebrød er det mest simple bagværk
Denne opskrift på æltefrit grydebrød kræver hverken en kandidatgrad i bagning eller medlemskab i en surdejs-kult, men derimod fem simple ingredienser, en røreskål og en ovn.
Ingen klistret dej på fingrene. Ingen dampovn. Simpelt bagværk som med statsgaranti vil få mundvandet til at løbe når du først sætter tænderne i den sprøde skorpe.
En dej du kan røre sammen om aftenen, og sætte i ovnen om morgenen, og femogfyrre minutter senere står du med det mest velsmagende grydebrød. Det er æltefrit grydebrød der vil noget.
Denne opskrift på æltefrit grydebrød er:
- Helt uden surdej (du kan dog sagtens tilføje ½ dl. surdej som smagsgiver uden ellers at ændre i opskriften)
- Super nem at bage uden avanceret bageteknik
- 100% æltefri - dejen skal blot røres sammen og så hæve i 12-18 timer
- Det lækreste grydebrød med sprød skorpe og saftig krumme
- Fryseegnet i op til tre måneder

Grydebrød i almindelig gryde
Det smukke ved et grydebrød er de få simple ingredienser, og den minimale indsats i køkkenet dette bagværk kræver. På under et minut er dejen rørt sammen, og det var det. Resten er hæve- og bagetid.
Et grydebrød uden surdej, stretch and fold og koldhævning. Røreskålen skal bare have lov til at stå tætlukket ved stuetemperatur og hæve. Den lange hævetid gør hele arbejdet for dig, og er med til at udvikle et godt glutennetværk og ikke mindst en fantastisk smag.
Når du bager et brød som dette æltefrie grydebrød i en almindelig gryde, skal du selvfølgelig lige sikre dig, at din gryde kan tåle at komme i ovnen.
En støbejernsgryde er som skabt til grydebrød og høje varmegrader, men andre gryder er også velegnede til grydebrød som eks. min egen 5 liters gryde, som dog kun kan tåle 230 grader, men så får brødet bare lidt længere tid i ovnen.
Hvornår er dit grydebrød færdigbagt?
Dit grydebrød er færdigbagt når det har en kernetemperatur på 98° grader i midten af brødet - det gælder stort set alt bagværk lige fra en den-du-ved-nok-kage til luftige svampede fødselsdagsboller. Hvis du har et stegetermometer kan du løbende følge kernetemperaturen i brødet. Bagetiden er ca. 45 minutter alt efter ovntype og hvilken type gryde du benytter.
Surdejssmag uden surdej
Er du vild med smagen af surdej, som giver den karakteristiske syrlige smag i brødet og en lækker saftig krumme, men enten har opgivet surdejs-verdenen eller blot ikke har en aktiv surdej kørende for indeværende, skal du ikke fortvivle.
Du kan nemlig sagtens skabe smagen af surdej i dette grydebrød uden surdej. Og du tænker garanteret "jamen hvordan", ikke sandt? Det er faktisk lige så simpelt og lige til som opskriften på dette grydebrød.
Du skal blot erstatte en fjerdedel af vandet med tilsvarende mængde øl, og så tilsætte to spiseskefulde lagereddike i dejen.
Fremgangsmåden er helt den samme, men disse to ingredienser tilfører en lækker syrlig smag til brødet som var det bagt på surdej. Smart, ikke sandt.
Sådan skaber du surdejs-lignende smag:
- Erstat ¼ af vandet med tilsvarende mængde øl (fx en almindelig pilsnerøl)
- Tilsæt to spsk. lagereddike
Et brød bagt i gryde holder på fugten
En af årsagerne til min store begejstring for grydebrødet er dens knasende sprøde skorpe kombineret med en lækker saftig krumme. Og det er uden anvendelse af damp i selve ovnen.
Hemmeligheden ligger i gryden. Når du bager brød i en gryde med låg på bevarer dejen det meste af sin fugt, da låget holder på dampen i gryden.
Det gør at skorpen udvikler sig stille og roligt og brødet for lov til at hæve i længere tid under bagningen, hvilket er med til at skabe den svampede krumme og sprøde skorpe.
Samtidig beskytter gryden brødet for den direkte varme i ovnen, og kan nyde godt af grydens trygge omgivelser - ganske enkelt de perfekte betingelser for et brød.










Tak fordi du bruger opskriften. Hvad er din mening om grydebrødet?