Jeg er helt pjattet med kanelgifler. Men det skal selvfølgelig være hjemmelavede kanelgifler med masser af snasket kanelfyld, og ikke de syntetiske færdiglavede gifler fra supermarkedet, som kan købes på pose med nærmest ubegrænset holdbarhed. Der er bare et eller andet specielt over disse små flade kanelsnegle, som jo ret beset bare er en flad kanelsnegl spækket med snasket kanelremonce. En blød gærdej med en skøn smag af kanel, som samtidig er legende let at fremtrylle med ganske få ingredienser, som i de fleste husholdninger er helt basale basisvarer. Med andre ord er der ikke langt fra tanke til handling, når lysten til verdens bedste kanelgifler melder sig. Forestil dig duften af kanel som langsomt breder sig i det lille hjem. Skal vi gå i gang?
Prøv lige at se opskriften på: Kanelsnurrer
En lille flad kanelsnegl
Kanelgifflar. Vegabullar. Kanelbullar. Kanelbolle. Gifler med kanelfyld. Kært barn har mange navne, men når alt kommer til alt tager vi udgangspunkt i den klassiske kanelsnegl, som i en lille flad udgave benævnes kanelgifler. Nogle foretrækker dem små, andre store som en almindelig bolle eller snegl. Min opskrift på kanelgifler giver ca. 60 små kanelgifler eller 20 store. De store af slagsen er på størrelse med en kanelsnurre, men personligt foretrækker jeg nu den lille flade kanelgiffel, som man kan nyde i en stor mundfuld.
Prøv lige at se opskriften på: Svampet chokoladekage
Denne opskrift på kanelgifler er:
- En elsket klassiker med sin specielle flade form
- En twistet udgave af de svenske kanelbullar eller kanelsnurrer
- Spækket med uimodståeligt snasket kanelfyld
- Perfekte til eftermiddagskaffen, madpakken, fisketuren eller en tur ud i det grønne med picnickurv
- Fryseegnet i op til tre måneder
Prøv lige at se opskriften på: Kanelstang med lækker remonce og vaniljecreme
Disse ingredienser skal du bruge:
- Hvedemel
- Gær
- Sukker
- Brun farin
- Smør
- Mælk
- Æg
- Kardemomme
- Kanel
- Salt
Den bedste opskrift på hjemmelavede kanelgifler
Kanelgifler er ikke bare kanelgifler. Gærdejen skal have den helt rigtige konsistens, så dejen ikke bliver for tør under bagningen. Man skal lige akkurat kunne prikke en finger i dejen, hvor dejen slipper ens finger, så dejen skal være meget smidig. Det kan også være lidt en kunst at ramme den helt rigtige mængde remonce eller kanelfyld - og ikke mindst konsistensen på fyldet, så det ikke ender med at fyldet flyder ud på bagepladen.
Prøv lige at se opskriften på: Kærnemælkshorn med marcipan
At finde den bedste opskrift på kanelgifler lykkedes i 4. forsøg, og derfor har opskriften også været undervejs i godt et års tid. Nu har jeg styr på de rette mængder, og ikke mindst fremgangsmåden, som sidder lige i skabet. Med andre ord er det lige så nemt at bage kanelgifler, som det er at bage kanelsnurrer eller helt almindelige kanelsnegle.
Prøv lige at se opskriften på: Smørkage med remonce og vaniljecreme
Sådan lykkedes du med dine gifler
- Lad giflerne efterhæve tildækket på bagepladen i ca. 30 minutter. Ved at lade dem efterhæve undgår du, at de hæver for meget i ovnen, hvilket kan få dem til at vælte i ovnen.
- Anvend en spiseskefuld majs- eller kartoffelmel i remoncen eller kanelfyldet, så det ikke løber ud under bagningen.
- Brug en god skarp kniv når du skal skære dejen ud i 3-4 cm. tykke skiver.
- Placer giflerne meget tæt med få centimeters afstand til hinanden, så de kan støtte hinanden under bagningen.
God bagelyst.
Ingredients
- Dej til kanelgifler:
- Ca. 700-750 gr. økologisk hvedemel
- 50 gr. gær
- 100 gr. sukker
- 150 gr. smør, blødt
- 4 dl. mælk, fingervarm ca. 37° grader
- 1 æg
- 0,5 tsk. kardemomme
- 1 tsk. vaniljesukker
- 0,5 tsk. salt
- Snasket kanelremonce:
- 150 gr. smør, blødt
- 2 spsk. kanel (kan erstattes med 2 spsk. vaniljesukker, hvis du vil lave vaniljegifler)
- 100 gr. brun farin
- 100 gr. sukker
- 50 gr. marcipan, fintrevet (kan undlades)
- 1 spsk. kartoffelmel eller majsmel
- Pensling:
- 1 æg, sammenpisket
- Evt. lidt perlesukker
Instructions
Dej til kanelgifler:
- Start med at smuldre gæret i en røreskål, og tilsæt den lune mælk (37° grader). Rør gæren godt ud i mælken.
- Tilsæt de øvrige ingredienser til dejen på nær det stuetempererede smør. Rør det hele godt rundt i skålen med en røremaskine eller på en køkkenmaskine i 3-4 minutter.
- Tilsæt smørret lidt efter lidt, og ælt dejen godt igennem i ca. 10 minutter til du har en rigtig smidig og glat gærdej, som lige akkurat slipper fingeren når du prikker i dejen. Lad dejen hæve tildækket i en times tid.
- Drys lidt mel ud på køkkenbordet, og del dejen i tre lige store stykker. Rul den ene dej ud til et rektangel (ca. 20x60 cm.) med en tykkelse på 3-4 mm.
- Smør fyldet ud på dejen med en spatel i et ensartet lag.
- Fold en tredjedel af dejen ind over remoncen, og rul dejen sammen til en lang pølse.
- Skær dejen ud i 3 cm. tykke skiver, og placer dem tæt på en bageplade beklædt med bagepapir. Der skal kun være et par centimeters afstand imellem giflerne på bagepladen, så de ikke vælter under bagningen. Gentag processen med de to andre portioner dej.
- Lad giflerne efterhæve tildækket på bagepladen i ca. 30 minutter.
- Forvarm ovnen til 200° grader varmluft.
- Pensle kanelgiflerne med et sammenpisket æg.
- Bag giflerne midt i ovnen i ca. 8-10 minutter eller til de er gennembagte og gyldne i farven.
- Placer de færdigbagte kanelgifler på en bagerist og lad dem køle lidt af.
- Velbekomme.
Snasket kanelremonce:
- Rør alle ingredienserne godt sammen i en røreskål indtil fyldet har en ensartet konsistens.
Notes
Kanelgifler er fryseegnet i op til tre måneder, og skal blot tø op og opvarmes inden servering. Du kan også fryse dejen ned skåret i skiver, så du blot skal optø dejen og bage dem i ovnen. Jeg har tilsat en lille smule kardemomme til dejen, men du kan også helt undlade kardemomme i dejen. Fyldet kan varieres efter lyst og hvad du lige har af rester i gemmerne som fx lidt revet marcipan, figner, dadler, usaltede pistacienødder, mandler og lignende.