Få den ultimative opskrift på god og gammeldags brændende kærlighed med sprødstegte bacontern, cremet kartoffelmos og syltede rødbeder.
Brændende kærlighed er indbegrebet af dansk madkultur.
Cremet luftig kartoffelmos med masser af smør. Sprødstegte bacontern. Bløde løg stegt i fedtet fra baconternene. Syltede rødbeder.
Essensen af det klassiske danske køkken når det viser sig fra sin bedste side på niveau med stegt flæsk og persillesovs.
Jeg er stor fan af dette simple, men meget velsmagende måltid - 100% dansk bondekost fra de gode gamle dage.
Se også de populære opskrifter på:
- Stegt flæsk i ovn
- Hakkebøffer med bacon i svampedrøm
- Tarteletter med høns i asparges
- Gratineret kartoffelmos med parmesan
Opskrift på brændende kærlighed
Denne opskrift på brændende kærlighed er:
- Nem aftensmad - tilberedt på mindre end 30 minutter på en travl hverdag
- Et stensikkert hit for hele familien
- 100% klassisk dansk mad - er du fedtforskrækket, så spring videre til opskriften på veganergryde
- Billig i indkøb
Bondekosten der aldrig går af mode
Brændende kærlighed går aldrig af mode, og er et levende bevis på, at simpel mad ofte er den bedste af slagsen. Få gode råvarer og minimal indsats i køkkenet. Jeg er fan.
Et måltid bestående af luftig cremet kartoffelmos, sprødstegte bacontern, løgringe stegt i fedtet fra baconternene, hjemmelavede syltede rødbeder og selvfølgelig masser af friske krydderurter.
Det hele tilberedes på mindre end 30 minutter, hvor du koger kartoflerne imens baconternene steges sprøde i deres eget fedt. Det er nem og enkel kogekunst.
Rigtig solid vintermad
Der er tidspunkter på året, hvor det er helt oplagt at kaste sig over bestemte måltider som fx brændende kærlighed og langtidssimret oksegryde. Hver ting til sin tid.
I min optik smager brændende kærlighed bare bedre i vintermånederne, hvor man lever livet indendørs, og tyer til de lidt tungere måltider, som ofte er ret simple og nemme at tilberede. Klassisk mormor-mad når det er bedst.
Den bærende ingrediens i dette måltid er danske kartofler, som blot skal koges møre i letsaltet vand, og efterfølgende moses i gryden tilsat rigelige mængder smør.
Kartoffelmosen smages til med salt, friskkværnet peber og evt. lidt muskatnød. Ønsker du at twiste den klassiske kartoffelmos en smule, kan du udskifte nogle af kartoflerne med lidt selleri eller glaskål, som tilfører mosen mere smag.
Kan du lide duften af bacon?
De fleste mennesker elsker duften af friskmalet kaffe, friskbagt brød og sprødstegt bacon.
Men det er jo ikke alle der spiser kød, eller bryder sig om svinekød, men derfor kan du jo godt gå ombord i dette fantastiske måltid.
Vi plejer at servere brændende kærlighed i forskellige skåle, så hver enkelt kan komponere sin egen personlige udgave.
Nogle foretrækker meget bacon, andre mange løg og nogle spiser slet ikke kød. Brændende kærlighed farvner alle om bordet.
Tak fordi du bruger opskriften. Skriv gerne hvad du synes om retten.