Kan du dufte det?
Duften af friskbagt morgenbrød begynder så småt at hænge i luften, imens kaffemaskinen står og brummer ovre i hjørnet.
Det er lørdag morgen, og nu skal hele familien forkæles med friskbagte morgenboller. Nogle vil betegne det som "overskudsagtigt" at diske op med friskbagt morgenbrød til familien, der endnu ligger og snuser under dynerne. Det er ikke spor overskudsagtigt, men legende let at fremtrylle friskbagt morgenbrød i det lille hjem. Det tager ikke et sekund længere at bage sine egne rustikke morgenboller end at lune de frosne møllehjul fra det lokale supermarked.
Femten minutter.
Så lang tid går der fra du sætter pladen med morgenbollerne ind i ovnen, til du står med det mest sprøde mundvandsdrivende bagværk.
Prøv lige at se opskriften på: Fødselsdagboller
Denne opskrift på koldhævede morgenboller er:
- Utrolig simpel og mundvandsdrivende lækker
- Plantebaseret og 100% vegansk
- Det perfekte morgenbrød i weekenden og som lækkert sandwichbrød
- Rustikt og autentisk bagværk
- Koldhævet natten over
- Friskbagt morgenbrød på 15 minutter
- Langt billigere end det færdigbagte morgenbrød i supermarkedet
Prøv lige at se opskriften på: Scones med chokolade
Godt brød er ikke raketvidenskab
Brød er en af de mest basale fødevarer i verden, og brødets historie går flere tusinde år tilbage - ja, man har faktisk fundet brød i egyptiske kongegrave der kan dateres tilbage til år 4.000 f.kr. Brød består i al sin enkelhed af vand, mel, salt og gær. Og så kræver det en varmekilde som en ovn eller gryde. Det er opskriften på godt brød, som er alt andet end raketvidenskab.
Prøv lige at se opskriften på: Søren Ryge kringle med marcipanremonce
Denne opskrift er blevet til efter flere forsøg med forskellige meltyper, vand- og gærmængde. Du skal ikke gå på kompromis med det mel du anvender til dine morgenboller, men vælge mel af en god kvalitet og med et højt protein- og glutenindhold, som er vigtigt for elasticiteten af æltet dej. For mel er ikke bare mel. Men når det er sagt kan du eksperimentere med alle mulige meltyper - dog er det vigtigt at hvedemel fylder mest rent mængdemæssigt for at skabe et brød med god elasticitet og hæveevne.
Koldhævede morgenboller består kort og godt af:
- Vand
- Hvedemel
- Speltmel
- Grahamsmel
- Gær
- Salt
Prøv lige at se opskriften på: Brunsviger
Friskbagte morgenboller til hele weekenden
Friskbagte morgenboller både lørdag og søndag morgen. Det lyder næsten for godt til at være sandt, men en indsats på ti minutter torsdag eller fredag aften belønner dig tifoldigt med friskbagt morgenbrød de efterfølgende dage. Det er det smukke ved koldhævet bagværk, som kaster noget af det bedste brød af sig ved at lade dejen hæve natten over på køl. Dejen på køl kan holde sig i 3-4 dage på køl, hvilket gør friskbagt bagværk til en leg.
Prøv lige at se opskriften på: Drømmekage
Fordele ved koldhævning
Ved koldhævning røres dejen med koldt vand lige fra vandhanen, hvilket resulterer i flere smagsnuancer, bedre struktur og længere holdbarhed når det er bagt. Når du bager koldhævet brød skal du bruge ca. den halve mængde gær i forhold til hævning ved stuetemperatur. I denne opskrift på koldhævede morgenboller anvender jeg kun en fjerdedel af en pakke gær, eller godt en teskefuld tørgær.
Prøv lige at se opskriften på: Tarte tatin
Vejen til de perfekte koldhævede morgenboller:
- Rør dejen sammen om aftenen, og hæld dejen ned i en smurt skål.
- Stil skålen på køl natten over.
- Stå op og tag dejen ud af køleskabet.
- Med en stor ske lægger du dejen på en bageplade beklædt med bagepapir.
- Opvarm ovnen til højeste temperatur - vores ovn kan gå op til 300 grader.
- Imens får morgenbollerne lov til at hæve på bagepladen, hvilket er med til at booste smagsmolekylerne i dejen.
- Sæt bollerne i ovnen og dæk bord eller tag et hurtigt brusebad.
- Server de friskbagte morgenboller for hele familien.
God fornøjelse med dine morgenboller.
Ingredients
- Ca. 600-650 gr. hvedemel
- 100 gr. grahamsmel
- 100 gr. speltmel
- Ca. 15 gr. gær (¼ pakke)
- 7 dl. vand
- 3 tsk. salt
Instructions
Aftenen forinden:
- Opløs gæren i tempereret vand på ca. 20° grader.
- Tilsæt alle de øvrige ingredienser (gem lidt af hvedemelet) og ælt dejen godt sammen med en grydeske, el-pisker med dejkroge eller på en køkkenmaskine. Jo længere æltetid jo bedre - gerne 10-15 minutter.
- Mærk efter om dejen kan klare mere mel. Dejen skal være lind og klæbrig.
- Dæk skålen til og sæt den på køl natten over.
Om morgenen:
- Opvarm ovnen til 300° grader eller hvad din ovn nu kan komme op på.
- Sæt en lille ildfast skål fyldt op med vand nederst i ovnen (det gør skorpen ekstra sprød).
- Tag dejen ud af køleskabet, og sæt morgenbollerne på en bageplade beklædt med bagepapir. Jeg anvender en mellemstor salatske dyppet i lidt koldt vand til at tage dejen op af skålen med, og lægge på bagepladen. Hver morgenbolle skal ca. veje 90-100 gr. Jeg anvender et bagestål, som jeg lader ligge i ovnen imens den varmes op, og placerer så bollerne på stålpladen med min kombispade.
- Pensle morgenbollerne med koldt vand og drys evt. lidt hvedemel ovenpå bollerne.
- Når ovnen er varm sættes bollerne i ovnen, og temperaturen skrues ned til 225° grader varmluft.
- Bag bollerne i ca. 15 minutter eller til de er fine gyldne med sprød skorpe.
- Voila - så er der friskbagt morgenbrød.
- Velbekomme.
Notes
Disse koldhævede morgenboller kan opbevares på køl i 3-4 dage, hvilket gør at du kan servere friskbagte morgenboller til familien før de kan nå at sige "godmorgen". Du kan sagtens eksperimentere med andre meltyper som fx hvid hvedemel, fuldkornshvedemel og andre spændende meltyper. Dejen skal være rigtig lind og skal lægges på pladen med en stor salatske eller lille grydeske dyppet i vand. Pensle dejen med lidt koldt vand inden de sættes i ovnen, og drys lidt hvedemel over morgenbollerne, hvis de skal se ekstra rustikke ud. Får du nogle boller tilovers, kan du sagtens varme dem op igen i ovnen ved 200° grader varmluft i ca. 5 minutter eller til skorpen er blevet sprød. De bliver ekstra gode og sprøde, hvis du lige fugter morgenbollerne under den kolde vandhane i et par sekunder inden de sættes i ovnen.