Forside » Kager » Scones med chokolade

Scones med chokolade

Scones med chokolade

Hjemmelavede friskbagte scones med chokolade og smør, som smelter på tungen og såre simple at fremstille på blot 30 minutter. Lyder det ikke godt? Næsten for godt til at være sandt, men den er skam go' nok. Jeg har endelig fundet frem til den helt perfekte opskrift på hjemmelavede scones med chokolade, som hverken er for tunge, tørre eller bløde. Disse scones er noget nær det perfekte! Sprøde, luftige og svampede.

Bollen uden gær

Scones stammer oprindeligt fra Skotland, og er en bolle bagt på bagepulver og ikke gær som almindelige boller. De originale scones skal bages med smør og fløde, da det bare frembringer de mest lækre scones du kan forestille dig. Denne opskrift på scones med chokolade kan du fremover benytte som en basisopskrift på scones, da du blot kan undlade at tilsætte chokoladen, og så står du med helt almindelige scones, som oser af indendørshygge og cafestemning.

Prøv lige at se opskriften på: Fødselsdagsboller

Egentlig vil jeg slet ikke sammenligne scones med chokolade med almindelige danske chokoladeboller, da konsistensen er helt anderledes. En scones har en rigtig sprød skorpe, og har en mere porøs konsistens end almindelige boller. Samtidig er de mere søde og har en diskret vaniljesmag, som i min optik gør dem til en mellemting mellem en kage og en bolle.

Scones med chokolade
Det er vigtigt, at du ikke ælter dejen for meget, da den så bliver mere besværlig at håndtere, når dejen skal stikkes ud på bordpladen. Ved at ælte dejen så lidt som muligt, og at der stadigvæk er synlige små smørstykker i dejen, bidrager til at de færdige scones bliver luftige og mindre kompakte.

Scones til hverdag og fest

Scones smager bedst helt friskbagte, hvor de stadigvæk er lune og dejlig sprøde. De kan selvfølgelig også fryses ned, men jeg foretrækker dem friskbagte. Så hellere bage en mindre portion, da denne opskrift på scones med chokolade virkelig er nem at stå med, og kan fremtrylles i køkkenet på blot 30 minutter. Scones er perfekte at servere til fødselsdage, brunch, "du-er-sulten-for-sjov-snack" eller som sødt og mættende tilbehør til eftermiddagskaffen i weekenden.

Prøv lige at se opskriften på: Brunsviger

Det tiltalende ved scones er de få ingredienser der skal anvendes, og som ofte er basisfødevarer i mange hjem. Scones skal ikke bages med gær, men med bagepulver, hvilket allerede der kan spare dig for en indkøbstur. Fløden kan erstattes med mælk, men smager nu bedst med rigtig piskefløde. Glem alt om kalorier og sund livsstil, når du sætter dig for at bage disse scones, og nyd livet i nuet. De feder først i morgen, og der er vi ikke hjemme, vel!

Prøv lige at se opskriften på: Pitabrød

Scones med eller uden chokolade

I England indgår scones som en fast bestanddel i det klassiske Afternoon Tea, som serveres med en god kande te, friskbagte scones med lemoncurd og clotted cream (bagt flødeskum). Dertil serveres ofte små agurkesandwich og andre lækkerier, som alle er i fingerhapse-størrelse. Derfor - ønsker du scones uden chokolade, skal du blot følge opskriften, men undlade chokoladestykkerne. To varianter af scones i én og samme opskrift - det bliver ikke nemmere.

God bagelyst.

Scones med chokolade

Print
Serves: 8 Prep Time: Cooking Time:
Nutrition facts: 360 calories 20 grams fat
Rating: 4.7/5
( 21 voted )

Ingredients

  • 420 gr. mel
  • 80 gr. sukker
  • 1½ spsk. bagepulver
  • ½ tsk. salt
  • 110 gr. smør (kan erstattes med plantesmør, hvis du er veganer)
  • Ca. 100 gr. chokolade (chokoladeknapper eller grofthakket pladechokolade 40-60%)
  • 1 stort æg
  • 2½ dl. piskefløde (kan erstattes med kærnemælk eller havremælk, hvis du er veganer)
  • 1½ tsk. vaniljesukker

Instructions

  1. Forvarm ovnen til 200° grader almindelig varme.
  2. Bland alle de tørre ingredienser sammen i en stor røreskål med en grydeske.
  3. Skær smørret i mindre tern og hæld det ned i skålen til de tørre ingredienser. Ælt smørret godt ind i melblandingen med fingrene. Det gør ikke noget, at der stadigvæk er synlige smørstykker i dejen, da det blot gør de færdige scones med chokolade endnu mere luftige og lækre.
  4. Tilsæt det hakkede chokolade eller chokoladeknapper til melblandingen, og fordel chokoladen i blandingen.
  5. Pisk kortvarigt æg og fløde sammen i en røreskål med et piskeris indtil ægget er opløst.
  6. Hæld det sammenpiskede æg og fløde ned i skålen til dejen, og saml dejen hurtigt med en grydeske eller spartel. Dejen skal ikke æltes for meget, da smørret ellers begynder at smelte og vil besværliggøre processen med at stikke dejen ud på bordpladen. Har du god tid, kan du med fordel sætte den færdige dej på køl i 30 minutter inden den skal udstikkes.
  7. Drys lidt mel på bordpladen, og pres dejen ud med fingrene eller en kagerulle til en tykkelse på ca. 2 cm. Med en rund udstikker eller anden rund form skæres dejen ud, og lægges på en bageplade beklædt med bagepapir.
  8. Du kommer nok til at stå med lidt overskydende dej, som du hurtigt samler igen og gentager processen med at udstikke.
  9. Sæt bagepladen i ovnen og bag dem i ca. 12-15 minutter til de er fine gyldne. Bagetiden kan variere alt efter ovntype.
  10. Server de færdigbagte scones med chokolade imens de er lune.
  11. Velbekomme.

Notes

Ønsker du helt almindelige scones uden chokolade, skal du blot sløjfe chokoladen fra opskriften, og ellers følge opskriften og fremgangsmåden. Scones kan sagtens fryses, men smager nu bedst helt friskbagte og lune.

Scones med chokolade

4 kommentarer til “Scones med chokolade”

    1. Thomas fra Barego'mad

      Hej Anette,
      Mange tak for din kommentar. Jeg er rigtig glad for at høre, at du synes om mine scones med chokolade. De smager bare så godt, og så er de så nemme at lave.

      Tak for dit indspark.

      Hilsen
      Thomas

    1. Thomas fra Barego'mad

      Hej Iben,
      Tak for din besked 😊 Jeg har ikke prøvet det, men det vil jeg helt sikkert mene du godt kan. Jeg tænker også du kan bruge sukrin, som jo er et naturligt sødemiddel.

      God bagelyst 😊

      Hilsen
      Thomas

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *