Baregomad » Opskrifter » Aftensmad » Mørbrad a la creme

Mørbrad a la creme (i flødesovs med karameliserede løg)

Billede af mørbrad a la creme.
Indhold

Mørbrad a la creme

Udviklet af: Thomas
5 fra 1 stemme
Print
Forb: 15 minutter
Tid: 25 minutter
Ialt: 40 minutter
Mørbrad a la creme i cremet flødesovs med bløde karameliserede løg, champignon og bacon. Nem og enkel at tilberede. Klassisk dansk mormormad.
Antal: 4
Ret: Aftensmad
Køkken: Dansk

Ingredienser

  • 150 g bacon (i skiver eller tern)
  • 1 svinemørbrad (af god dansk kvalitet)
  • salt og friskkværnet peber
  • 1 stort løg
  • 1 stort rødløg
  • 250 g champignon
  • smør (eller olie, til stegning)
  • 1 spsk sukker
  • 1 spsk balsamico
  • 2 dl svinebouillon (vand og bouillonterning)
  • 1 spsk dijonsennep
  • 2,5 dl piskefløde (eller madlavningsfløde)
  • madkulør
  • 1 spsk majsstivelse (rørt ud i koldt vand til jævning)

Fremgangsmåde

  1. Steg 150 g bacon sprøde i ovnen eller i en pande. Sæt den sprødstegte bacon til side på en tallerken beklædt med noget køkkenrulle, som lige kan opsuge det overskydende fedt.
  2. Start med at pudse 1 svinemørbrad fri for synlige sener, hinder og fedt. Skær mørbraden ud i tykke skiver på ca. 2 cm. tykkelse.
  3. Bank mørbradskiverne lidt flade med din håndrod eller en kødhammer, og krydr dem godt med salt og friskkværnet peber.
  4. Halver 1 stort løg og 1 stort rødløg på langs og skær dem i tynde skiver.
  5. Skyl 250 g champignon under koldt vand og rens dem godt. Skær dem ud i halve eller kvarte stykker.
  6. I en stor stegepande eller gryde smelter du lidt smør ved høj varme, så det bliver brunet af og får en nøddebrun farve, som giver en rigtig lækker og velsmagende stegeskorpe til mørbradstykkerne.
  7. Brun nu mørbradstykkerne i to minutter på hver side ved høj varme. Krydr undervejs med lidt ekstra friskkværnet peber og salt. Læg de brunede mørbradstykker til side op i en røreskål, hvor der også er plads til champignon.
  8. Svits nu de rensede champignon i det resterende fedtstof fra de brunede mørbradstykker i 3-4 minutter. Hæld de færdigstegte champignon op i skålen til mørbradstykkerne.
  9. Skru ned til middel varme, og put evt. lidt mere smør eller olie på panden.
  10. Svits nu løg og rødløg på panden indtil de er klare og bløde, og tilsæt 1 spsk sukker og 1 spsk balsamico. Rør det hele lidt sammen på panden, og lad sukkeret karamellisere.
  11. Kom mørbradstykkerne, bacon og champignon tilbage på panden, og tilsæt 2 dl svinebouillon, 1 spsk dijonsennep og 2,5 dl piskefløde.
  12. Tilsæt lidt madkulør indtil sovsen har den rigtige kulør (ikke for mørk). Bring retten i kog under jævnlig omrøring.
  13. Opløs 1 spsk majsstivelse i koldt vand, og jævn nu flødesovsen til den har den ønskede konsistens. Lad retten simre videre under låg i ca. 10 minutter inden servering.
  14. Smag din mørbrad a la creme til med salt og friskkværnet peber.

Ernæring

Kalorier474kcalKulhydrater16gProtein38gFedt29gMættet fedt17gFlerumættet fedt2gEnkelumættet fedt7gTransfedt0.04gKolesterol153mgNatrium1647mgKalium864mgKostfibre2gSukker10gVitamin A926IUVitamin C7mgCalcium71mgJern2mg

Noter

Mørbrad a la creme kan med fordel tilberedes dagen i forvejen, så retten blot skal varmes igennem inden servering. Det giver krydderierne mulighed for at sætte sig i retten, så den blot kommer til at smage af endnu mere. Mørbrad a la creme kan serveres uden tilbehør til fx en julefrokost, men skal retten gøre det ud for et aftensmåltid, vil kogte ris eller hjemmelavet kartoffelmos serveret sammen med lidt dampet broccoli være et godt bud.

Opskrift på mørbrad a la creme

Mørbrad a la creme er en ægte dansk klassiker indenfor kategorien "mormormad".

Jeg tænker denne gamle traver af en klassisk dansk spise med ægte flødesovs går helt tilbage til de dage, hvor Danmarks husmoder numero uno, Kirsten Hüttemeier, var ung og ihærdig brevkasseredaktør i de danske kulørte ugeblade.

Vi skal helt tilbage til tiden, hvor der fandtes virkelige husmødre iklædt forklæde og skåneærmer, som stod klar med aftensmaden når ægtemanden kom hjem fra arbejde.

En tid, hvor man stort set fik sovs og kartofler til alt, og hvor kalorier og fedt var en by i Rusland.

Se flere opskrifter:

Mørbrad a la creme

Mørbradbøffer i cremet flødesovs

Mørbrad a la creme består i al sin enkelhed af små pandestegte mørbradbøffer i en cremet flødesovs. Hvis jeg var en mørbradbøf, må denne sovs være det tætteste man kan komme på et spaophold. Halleluja.

Cremet flødesovs som kærligt omfavner hvert eneste stykke mørbrad i gryden. Se det er klassisk dansk mormormad på den helt store klinge.

Mørbradbøf a la creme kræver ikke det sorte bælte i kogekunst, og på mindre end 45 minutter kan du stå klar med den mest velsmagende ret i en lækker cremet flødesovs.

Mørbrad a la creme består i al sin enkelhed af champignon eller svampe, løgringe, bacon, mørbrødstykker og fløde. Hvis du køber svinemørbrad på tilbud, er det lige før at man kan kalde dette måltid for budgetvenligt.

Se også opskriften: Kylling i fad med karry og ananas

Perfekt til julefrokosten eller som lækker gæstemiddag

Mørbrad a la creme er en gammel traver på det danske klassiske julefrokostbord med fiskefileter, sild, julekål og ikke mindst mørbradstykker i en tyk cremet flødesovs med masser af bløde løg og champignon.

Vil du servere mørbrad a la creme til en julefrokost, er det vigtigt at der ikke er for meget sovs - og endnu mere vigtigt, at den er rigtig tyk og cremet.

Til en dansk julefrokost spiser man mørbrad a la creme ovenpå en skive rugbrød, eller også bare helt uden noget tilbehør.

Se også opskriften: Stegt flæsk i ovn

Mørbrad a la creme i hverdagen

Mørbrad a la creme er ikke kun forbeholdt julen, men er et klassisk dansk aftensmåltid, som man kan spise året rundt.

Hvis du påtænker at servere denne ret i hverdagen, eller som en lækker gæstemiddag, er det vigtigt at du skruer op for mængden af sovs.

Mørbrad a la creme som aftensmåltid kan serveres sammen med hjemmelavet kartoffelmos eller kogte ris.

Skal der lidt grønt på tallerkenen, kan du dampe lidt broccoli eller grønne bønner, eller servere en bønnesalat uden bacon.

Der er mange muligheder, og disse mørbradstykker i cremet flødesovs er noget så taknemmelige, og kan varieres og smages til lige efter dine præferencer.

Mørbrad a la creme

8 kommentarer til “Mørbrad a la creme (i flødesovs med karameliserede løg)”

  1. Jeg vil nu brune svampene af ved kraftig varme og give dem noget sal så vandet trækkes ud det giver en meget bedre smag

    1. Thomas fra Barego'mad

      Hej Tage,
      Mange tak for dit indspark - super god ide at bruge champignonerne med lidt salt ved høj varme og evt. peber. Det tilfører en god smag til champignonerne 😋 Man kan også brune dem uden salt, men så tager det lidt længere tid at trække væsken ud af champignonerne.

      Tak for det gode råd og interesse for opskriften 😊

      Venlig hilsen
      Thomas

    1. Thomas fra Baregomad.dk

      Hej Lisbeth,
      Mange tak for dit spørgsmål 😊 Hvis jeg forstår dig ret, så vil du gerne vide, hvor lang tid retten kan stå i ovnen klar til servering - efter den er tilberedt. Jeg vil stille et fad med varmt vand ind i ovnen, og så stille ovnen på 75 grader over og undervarme samt dække fadet til med staniol. Så kan retten stå i ovnen i flere timer.

      Håber det giver mening.

      Venlig hilsen
      Thomas

  2. Mange tak for svar. Men hvis man tilbereder retten om formiddagen og varmer den op til aftensmaden, hvor længe skal den så være i ovnen og ved hvor høj temperatur?

    1. Thomas fra Baregomad.dk

      Hej Lisbeth,
      Så ville jeg klargøre retten om formiddagen, og så tilberede retten om eftermiddagen i ca. 30 minutter ved 180 grader varmluft.

      Venlig hilsen
      Thomas

5 from 1 vote

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *