Forside » Jul » Mørbrad a la creme

Mørbrad a la creme

Mørbrad a la creme

Mørbrad a la creme er en ægte dansk klassiker indenfor kategorien "mormormad". Jeg tænker denne gamle traver af en klassisk dansk spise med ægte flødesovs går helt tilbage til de dage, hvor Danmarks husmoder numero uno, Kirsten Hüttemeier, var ung og ihærdig brevkasseredaktør i de danske kulørte ugeblade. Vi skal helt tilbage til tiden, hvor der fandtes virkelige husmødre iklædt forklæde og skåneærmer, som stod klar med aftensmaden når ægtemanden kom hjem fra arbejde. En tid, hvor man stort set fik sovs og kartofler til alt, og hvor kalorier og fedt var en by i Rusland.

Prøv lige at se opskriften på: Mørbrad i fad

Denne opskrift på mørbrad a la creme er:

  • Klassisk mormormad med flødesovs
  • Et hit både til julefrokosten, gæstemiddagen eller i hverdagen, hvor familien lige skal forkæles lidt ekstra
  • Nem at lave og forholdsvis billig i indkøb når svinemørbrad er på tilbud
  • Er fryseegnet og kan med fordel laves dagen i forvejen
  • Spækket med god smag og umami takket være sprødstegt bacon, champignon og fløde

Disse ingredienser skal du bruge:

  • Svinemørbrad
  • Champignon
  • Løg
  • Rødløg
  • Bacon i skiver eller tern
  • Svinebouillonterning
  • Piske- eller madlavningsfløde
  • Balsamicoeddike
  • Sukker
  • Dijonsennep

Prøv lige at se opskriften på: Hakkebøffer i fad

Mørbrad a la creme

Prøv lige at se opskriften på: Klassisk mørbradgryde

Opskrift på mørbradbøffer i cremet flødesovs

Mørbrad a la creme består i al sin enkelhed af små pandestegte mørbradbøffer i en cremet flødesovs. Hvis jeg var en mørbradbøf, må denne sovs være det tætteste man kan komme på et spaophold. Halleluja. Cremet mundvandsdrivende flødesovs som kærligt omfavner hvert eneste stykke mørbrad i gryden. Se det er klassisk dansk mormormad på den helt store klinge.

Mørbradbøf a la creme kræver ikke det sorte bælte i kogekunst, og på mindre end 45 minutter kan du stå klar med den mest velsmagende ret i en lækker cremet flødesovs. Mørbrad a la creme består i al sin enkelhed af champignon eller svampe, løgringe, bacon, mørbrødstykker og fløde. Hvis du køber svinemørbrad på tilbud, er det lige før at man kan kalde dette måltid for budgetvenligt.

Jeg fik forleden seksten flotte danske svinemørbrad af min far, som han havde købt på tilbud i Bilka til en stykpris på blot tyvekroner. Det er jo vanvittigt billigt, og gør at dette måltid til fire personer kan holdes på omkring hundredekroner i indkøb. Det bliver jo ikke større. Mormormad med fløde. Billige råvarer. Nem tilberedning. Bum.

Prøv lige at se opskriften på: Kylling i fad med karry og ananas

Perfekt til julefrokosten eller som lækker gæstemiddag

Mørbrad a la creme er en gammel traver på det danske klassiske julefrokostbord med fiskefileter, sild, julekål og ikke mindst mørbradstykker i en tyk cremet flødesovs med masser af bløde løg og champignon. Vil du servere mørbrad a la creme til en julefrokost, er det vigtigt at der ikke er for meget sovs - og endnu mere vigtigt, at den er rigtig tyk og cremet. Til en dansk julefrokost spiser man mørbrad a la creme ovenpå en skive rugbrød, eller også bare helt uden noget tilbehør. Er der ikke julestemning i det lille hjem, er jeg sikker på et fad med denne gudespise vil fremkalde julelys i øjnene på dine gæster.

Prøv lige at se opskriften på: Stegt flæsk i ovn

Mørbrad a la creme i hverdagen

Mørbrad a la creme er ikke kun forbeholdt julen, men er et klassisk dansk aftensmåltid, som man kan spise året rundt. Hvis du påtænker at servere denne ret i hverdagen, eller som en lækker gæstemiddag, er det vigtigt at du skruer op for mængden af sovs. Helt op i det røde felt. Og lidt til. Mørbrad a la creme som aftensmåltid kan serveres sammen med hjemmelavet kartoffelmos eller kogte ris. Skal der lidt grønt på tallerkenen, kan du dampe lidt broccoli eller grønne bønner, eller servere en bønnesalat uden bacon. Der er mange muligheder, og disse mørbradstykker i cremet flødesovs er noget så taknemmelige, og kan varieres og smages til lige efter dine præferencer.

God fornøjelse!

Mørbrad a la creme

Print
Serves: 4 Prep Time: Cooking Time:
Nutrition facts: 625 calories 20 grams fat
Rating: 4.6/5
( 60 voted )

Ingredients

  • 1 svinemørbrad af god dansk kvalitet (ca. 500-600 gr.)
  • 250 gr. champignon
  • 1 stort løg
  • 1 stort rødløg
  • Ca. 150 gr. bacon i skiver eller tern
  • 2 dl. svinebouillonterning (2 dl. vand og en bouillonterning)
  • 2½ dl. piskefløde (eller madlavningsfløde)
  • 1 spsk. balsamico
  • 1 spsk. sukker
  • 1 spsk. dijonsennep
  • Lidt madlavningskulør
  • Salt
  • Friskkværnet peber
  • Lidt majsmel rørt ud i koldt vand (til jævning)
  • Smør eller olie til stegning

Instructions

  1. Steg baconskiver eller bacontern sprøde i ovnen eller i en pande. Sæt den sprødstegte bacon til side på en tallerken beklædt med noget køkkenrulle, som lige kan opsuge det overskydende fedt.
  2. Start med at pudse mørbraden fri for synlige sener, hinder og fedt.
  3. Skær mørbraden ud i tykke skiver på ca. 2 cm. tykkelse.
  4. Bank mørbradskiverne lidt flade med din håndrod eller en kødhammer, og krydr dem godt med salt og friskkværnet peber.
  5. Halver de to løg på langs og skær dem i tynde skiver.
  6. Skyl champignon under koldt vand og rens dem godt. Skær dem ud i halve eller kvarte stykker.
  7. I en stor stegepande eller gryde smelter du lidt smør ved høj varme, så det bliver brunet af og får en nøddebrun farve, som giver en rigtig lækker og velsmagende stegeskorpe til mørbradstykkerne.
  8. Brun nu mørbradstykkerne i to minutter på hver side ved høj varme. Krydr undervejs med lidt ekstra friskkværnet peber og salt.
  9. Læg de brunede mørbradstykker til side op i en røreskål, hvor der også er plads til champignon.
  10. Svits nu de rensede champignon i det resterende fedtstof fra de brunede mørbradstykker i 3-4 minutter. Hæld de færdigstegte champignon op i skålen til mørbradstykkerne.
  11. Skru ned til middel varme, og put evt. lidt mere smør eller olie på panden.
  12. Svits nu løg og rødløg på panden indtil de er klare og bløde, og tilsæt sukker og balsamico.
  13. Rør det hele lidt sammen på panden, og lad sukkeret karamellisere.
  14. Kom mørbradstykkerne, bacon og champignon tilbage på panden, og tilsæt svinebouillon, dijonsennep og fløde.
  15. Tilsæt lidt madlavningskulør indtil sovsen har den rigtige kulør (ikke for mørk).
  16. Bring retten i kog under jævnlig omrøring.
  17. Opløs lidt majsmel i koldt vand, og jævn nu flødesovsen til den har den ønskede konsistens.
  18. Lad retten simre videre under låg i ca. 10 minutter inden servering.
  19. Smag din mørbrad a la creme til med salt og friskkværnet peber.
  20. Velbekomme.

Notes

Mørbrad a la creme kan med fordel tilberedes dagen i forvejen, så retten blot skal varmes igennem inden servering. Det giver krydderierne mulighed for at sætte sig i retten, så den blot kommer til at smage af endnu mere. Mørbrad a la creme kan serveres uden tilbehør til fx en julefrokost, men skal retten gøre det ud for et aftensmåltid, vil kogte ris eller hjemmelavet kartoffelmos serveret sammen med lidt dampet broccoli være et godt bud.

Mørbrad a la creme

6 kommentarer til “Mørbrad a la creme”

  1. Jeg vil nu brune svampene af ved kraftig varme og give dem noget sal så vandet trækkes ud det giver en meget bedre smag

    1. Thomas fra Barego'mad

      Hej Tage,
      Mange tak for dit indspark - super god ide at bruge champignonerne med lidt salt ved høj varme og evt. peber. Det tilfører en god smag til champignonerne 😋 Man kan også brune dem uden salt, men så tager det lidt længere tid at trække væsken ud af champignonerne.

      Tak for det gode råd og interesse for opskriften 😊

      Venlig hilsen
      Thomas

    1. Thomas fra Baregomad.dk

      Hej Lisbeth,
      Mange tak for dit spørgsmål 😊 Hvis jeg forstår dig ret, så vil du gerne vide, hvor lang tid retten kan stå i ovnen klar til servering - efter den er tilberedt. Jeg vil stille et fad med varmt vand ind i ovnen, og så stille ovnen på 75 grader over og undervarme samt dække fadet til med staniol. Så kan retten stå i ovnen i flere timer.

      Håber det giver mening.

      Venlig hilsen
      Thomas

  2. Mange tak for svar. Men hvis man tilbereder retten om formiddagen og varmer den op til aftensmaden, hvor længe skal den så være i ovnen og ved hvor høj temperatur?

    1. Thomas fra Baregomad.dk

      Hej Lisbeth,
      Så ville jeg klargøre retten om formiddagen, og så tilberede retten om eftermiddagen i ca. 30 minutter ved 180 grader varmluft.

      Venlig hilsen
      Thomas

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *