Forside » Vegetarmad » Vegetarfrikadeller

Vegetarfrikadeller

Vegetarfrikadeller

Jeg elsker kød - så er det sagt. Jeg har intet imod vegetarmad, og nyder også disse i fulde drag, når jeg får disse plantebaserede måltider serveret. Der er dog et aber dabei, da vegetarmad godt kan gå hen og blive lidt tamt og smagsløst. Af selvsamme grund vil du med garanti ikke finde nogle vegetarretter på min blog, som ikke lever op til mine forventninger til en god vegetarret.

Sprøde og gyldne vegetarfrikadeller spækket med smag. Vegetarfrikadeller, som smager mindst lige så godt som den klassiske frikadelle. Jeg er stor fan af den traditionelle frikadelle med kødfars, men må blankt erkende, at denne opskrift på vegetarfrikadeller har ramt min gastronomiske hjertekule. Disse plantebaserede frikadeller med grøntsager og krydderier vil med statsgaranti begejstre hele familien – også dem, som er inkarnerede kødelskere.

Vegetarfrikadeller som smager af kød

Her får du ganske enkelt de mest velsmagende kødfrie frikadeller med gylden sprød stegeskorpe, som samtidig er lige så nemme at tilberede som den klassiske kødfrikadelle. Og anvendelsesmulighederne er uendelige. Du kan nyde disse vegetarfrikadeller som fyld i wraps, sandwiches eller pitabrød, eller servere dem til kogt pasta med pesto, ovnstegte kartofler og en god salat. Blot for at nævne nogle eksempler.

Disse vegretarfrikadeller skal steges på samme måde som helt almindelige frikadeller. Godt med olie eller smør på panden, og så steges gyldne og sprøde i ca. 3-4 minutter på hver side ved middelhøj varme (7-8 på en skala fra 1 til 9 på kogepladen). Det er vigtigt, at du ikke vender frikadellerne før de har fået en sprød stegeskorpe, da de ellers kan risikere at gå i stykker. Farsen er forholdsvis fast i konsistensen, men den sprøde stegeskorpe er med til at holde sammen på farsen, når frikadellerne skal vendes.

Prøv lige at se opskriften på: Veganergryde

Denne opskrift på vegetarfrikadeller er:

  • Mindst lige så god som klassiske frikadeller (de er faktisk bedre)
  • Fyldige og lækre med en sprød gylden stegeskorpe
  • Vegetarisk kødfri udgave (indeholder dog æg, parmesan og mælk)
  • Smagfuld og mættende vegetarmad på 30 minutter
  • Nemme og enkle at tilberede på pande som klassiske frikadeller
  • Ligner til forveksling almindelige frikadeller med sprød gylden stegeskorpe

Disse ingredienser skal du bruge:

  • Gulerødder
  • Forårsløg
  • Persille
  • Hvidløg
  • Tørret chili
  • Sesamfrø
  • Parmesan
  • Frisk basilikum
  • Hvedemel
  • Rasp
  • Mælk
  • Æg
  • Salt
  • Friskkværnet peber

Prøv lige at se opskriften på: Vegetarisk gryderet med paprika

Vegetarfrikadeller
Vegetarfrikadeller

Prøv lige at se opskriften på: Veganske kødboller i indisk karrysovs

Fyldige og lækre vegetarfrikadeller

Min kæreste er ikke den store tilhænger af kød, så hun kom forleden hjem med en opskrift hun havde fundet på nettet - på vegetarfrikadeller. Jeg syntes umiddelbart ikke den lød ret interessant, men da hun først gik i gang med ingredienserne og duften af stegte vegetarfrikadeller begyndte at sprede sig i køkkenet, blev jeg meget positivt overrasket.

Prøv lige at se opskriften på: Indisk dahl

Skøn mæthedsfornemmelse

Ved første mundfuld bliver man meget positivt overrasket over den fylde og lækre smagsoplevelse, som disse frikadeller besidder. Man glemmer helt, at det er frikadeller uden kød, og de får en meget lækker stegeskorpe, som til forveksling kan ligne ganske almindelige frikadeller. Mæthedsfornemmelsen er i top med disse frikadeller og man føler virkelig at man får noget fylde i maven uden at virke oppustet.

Disse vegetarfrikadeller kan du med fordel servere med noget frisk pasta og den herlige agurkesalat med hytteost, eller den friske spidskålssalat. Begge tilbehørstyper passer rigtig godt til både vegetarfrikadeller og almindelige frikadeller. Jeg blev og er meget imponeret over disse frikadeller, så her får du opskriften.

God fornøjelse.

Vegetarfrikadeller

Print
Serves: 4 Prep Time: Cooking Time:
Nutrition facts: 250 calories 20 grams fat
Rating: 4.6/5
( 132 voted )

Ingredients

  • Ca. 350 gr. gulerødder, groftrevet
  • 2-3 forårsløg (både det grønne og det hvide), finthakket
  • 1 bdt. frisk persille, finthakket
  • 2-3 fed hvidløg, finpresset
  • 1 knsp. tørret chili
  • 5 spsk. sesamfrø
  • 3 spsk. fintrevet parmesanost
  • En lille håndfuld basilikum, finthakket
  • 5 spsk. hvedemel
  • 5 spsk. rasp
  • 1 dl. mælk
  • 2 hele æg
  • 2 tsk. salt
  • Friskkværnet peber

Instructions

  1. Skræl gulerødderne og riv dem groft på et rivejern.
  2. Vask forårsløgene under koldt vandt og hak dem fint - både den hvide og grønne del.
  3. Hak persille og basilikum groft.
  4. Vend de forskellige krydderurter og hakkede grøntsager ned i en velegnet røreskål.
  5. Tilsæt herefter sesamfrø, mel, æg og mælk og rør det hele godt rundt.
  6. Tilsæt raspen lidt efter lidt indtil farsen er fast, men stadigvæk lind i konsistensen.
  7. Form farsen til frikadeller og steg dem ca. 5 min. på hver side ved middel varme (7 på en skala fra 1 til 9 på kogepladen), eller til de har en fin sprød gylden stegeskorpe. Du skal ikke vende frikadellerne før de er sprøde og gyldne.
  8. Velbekomme.

Notes

Til disse dejlige vegetarfrikadeller kan man med fordel servere lidt frisk pasta samt en lækker agurkesalat med hytteost. Disse vegetarfrikadeller er velegnet til frysning. De kan også anvendes i pitabrød, eller som erstatning for falafel.

8 kommentarer til “Vegetarfrikadeller”

  1. Disse her er de bedste jeg nogensinde har lavet, kommer fra vegetarfamilie og de her topper listen. Min mand der ellers ikke er så glad for vegetarfrikadeller elsker dem.

    1. Hej Nicoline,
      Mange tak for dine pæne ord og komplimenter. Det glæder mig, at mine vegetarfrikadeller er et hit hjemme hos jer 🙂
      De er også virkelig lækre - hvad skal man så bruge kød til.

      Bedste hilsner
      Thomas

    1. Hej Anita,
      De er bløde indeni og med en dejlig stegeskorpe udvendig. Skal steges ved middel hård varme i et par minutter på hver side, og så skal der skrues ned.

      Hilsen
      Thomas

    1. Hej Cathja,
      Ja det kan du sagtens - de er meget velegnede til at blive frosset ned. Det har vi praktiseret mange gange.

      Hilsen
      Thomas

  2. Super gode, jeg byttede nogle af gulerødderne ud med squash, og brugte havregryn istedet for rasp, særdelses vellykket. Stegte dem i smør og olie (rigeligt) som jeg ville stege almindelige frikadeller.
    Dem laver jeg stensikkert igen en anden gang, tak for en go opskrift ????

    1. Hej Maria,
      Mange tak for din kommentar og dejligt at høre at vegetarfrikadellerne blev vellykkede. Man kan nemlig fint udskifte nogle af ingredienserne med andre som du gjorde med gulerødderne 🙂 Jeg steger dem også i rigeligt smør, så stegeskorpen både lukker hurtigt og de bliver dejlig sprøde.

      Venlig hilsen
      Thomas

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *