Bagt aubergine i cremet tomatsovs

Bagte auberginer i cremet tomatsovs med kokosmælk og krydderier. Det er nem og sund vegansk aftensmad tilberedt på blot femogfyrre minutter. 100% plantebaseret. Spækket med krydderier og herlige aromaer i en lækker cremet sovs serveret til ris eller friskbagte fladbrød. De lækre ovnbagte auberginer erstatter kødet, som tilfører retten fylde og struktur lig en traditionel gryderet med kød, og der er rigeligt at tygge på. Tro mig. Du tænker slet ikke over, at denne herlige gryderet er blottet for kød og animalske ingredienser.

Prøv lige at se opskriften på: Grillet squash med parmesan

Et sammensurium af det græske og mellemøstlige køkken. Det lyder da ikke helt tosset, vel? Og det kommer fra en madglad livsnyder, som ellers i ny og næ sætter pris på et godt stykke kød eller en grillet burger, men som minimum tre til fire gange om ugen spiser kødfrie måltider. Og jeg elsker det. Det er de senere år gået op for mig, at man slet ikke behøver spise så meget kød, og at man ved hjælp af grøntsager og krydderier kan fremtrylle de mest lækre plantebaserede måltider, som ofte byder på en større kulinarisk oplevelse end frikadeller og persillesovs.

Prøv lige at se opskriften på: Yemista – græske fyldte grøntsager i ovn

Denne opskrift på bagt aubergine i cremet tomatsovs er:

  • Lækker plantebaseret aftensmad som vil få mundvandet til at løbe på selv inkarnerede kødelskere
  • Nem, sund og billig aftensmad
  • Vegansk aftensmad
  • Et sandt krydder-mekka af aromatiske indtryk inspireret af det græske og mellemøstlige køkken
  • Fryseegnet i op til tre måneder

Disse ingredienser skal du bruge til denne herlige gryderet med bagte auberginer:

  • Auberginer
  • Løg
  • Hvidløg
  • Tomater
  • Hvidløg
  • Garam masala
  • Gurkemeje
  • Stødt koriander
  • Kokosmælk
  • Sukker
  • Frisk persille eller koriander
  • Ris

Prøv lige at se opskriften på: Cremet hummus af cannellini bønner

Fakta om auberginen:
Auberginen tilhører samme familie som kartofler og tomater, og stammer oprindelig fra Sydøstasien, hvor denne herlige grøntsag kan blive op til 150 cm. høj. Aubergine-planten er elsket for sine sortlilla aflange frugter, som efter tilberedning i ovn, grill eller stegning, belønner dig med en dejlig mild aromatisk sødme og nærmest kødlignende smag, og med en konsistens der både er blød og saftig. Tilberedte auberginer er geniale til at absorbere smag fra krydderier, krydderurter og andre grøntsager.

Bagt aubergine i cremet tomatsovs

Ovnbagte auberginer og deres anvendelsesmuligheder

Der sker et eller andet magisk med auberginer, når de har været en tur i ovnen eller på grillen. Auberginer bliver både bløde og saftige i konsistensen, når de bliver bagt, men får samtidig en mild aromatisk sødme, som jeg er meget begejstret for. Man kan tilberede auberginer på mange forskellige måder. Man kan halvere dem på langs og bage dem i en ovn, hvorefter de toppes med bulgur eller couscous, krydderurter og en lækker yoghurt med fx citronsaft.

Prøv lige at se opskriften på: Vegetarisk gryderet med paprika

Man kan også halvere auberginen på langs og skære de to halve stykker ud i fingertykke både som i denne opskrift, hvorefter de vendes i en tomatsovs med kokosmælk som del af en lækker cremet gryderet spækket med smagen fra det eksotiske Mellemøsten. Auberginen er en fantastisk grøntsag, idet den er rigtig god til at absorbere smag – og tro mig, det vil du opleve i denne gryderet, hvor smagen af tomater, kokosmælk, garam masala og koriander virkelig forplanter sig i aubergine-stykkerne. Hvad skal vi med kød, når vi har auberginer …

God fornøjelse.

Bagt aubergine i cremet tomatsovs

Bagt aubergine i cremet tomatsovs

Antal personer: 4 Forberedelse: Tilberedning:
Næringsindhold: 340 kalorier 20 grams fedt
Hvor glad er du for opskriften? 3.8/5
( 11 bedømmelser )

Ingredienser:

  • 2 store auberginer halveret på langs og skåret i fingertykke både (ca. 600-700 gr.). Auberginerne skal ikke skrælles først.
  • 2 finthakkede løg
  • 2 fed presset hvidløg
  • 1 ds. grofthakkede tomater (ca. 400 ml.)
  • 1 ds. kokosmælk (ca. 400 ml.)
  • 1 ½ tsk. garam masala
  • 1 tsk. gurkemeje
  • 1 tsk. stødt koriander
  • 1 spsk. rørsukker
  • 1 håndfuld friskhakket koriander (kan undlades eller erstattes med persille)
  • Olie
  • Salt
  • Friskkværnet peber

Opskrift - sådan gør du trin for trin:

  1. Opvarm ovnen til 200 grader varmluft.
  2. Skyl auberginerne under koldt vand, og halver dem på langs. Skær dem herefter ud i fingertykke både med en tykkelse på ca. 1 cm.
  3. Fordel auberginerne på en bageplade beklædt med bagepapir, og vend dem i lidt olivenolie. Krydre auberginerne med lidt salt og friskkværnet peber. Bag auberginerne i ovnen i ca. 20 minutter eller til de er bløde og begynder at blive gyldne i overfladen. Tag de færdigbagte auberginer ud af ovnen, og lad dem ligge på bagepladen.
  4. Opvarm lidt olie i en stor gryde, og steg løgene klare i lidt olie ved middel varme i 5-6 minutter.
  5. Vend de pressede fed hvidløg ned til løgene og tilsæt alle krydderierne. Skru op for varmen og lad løgene og krydderierne stege videre i 2-3 minutter, så krydderierne rigtig kan afgive deres aromaer.
  6. Hæld de bagte auberginer, grofthakkede tomater og kokosmælk ned til løgene og krydderierne i gryden, og rør godt rundt i gryden til det koger. Skru ned for varmen og lad sovsen simre videre under låg i 20-25 minutter - tag låget af gryden de sidste 5 minutter så sovsen kan tykne lidt mere.
  7. Tilsæt sukker, salt og friskkværnet peber og smag retten til.
  8. Vend friskhakket koriander eller persille ned i retten og rør lidt rundt.
  9. Server de bagte auberginer i cremet tomatsovs med ris eller fladbrød.
  10. Velbekomme.

Yderligere kommentarer

Bagte auberginer i cremet tomatsovs er fryseegnet i op til tre måneder, og kan holde sig på køl i op til tre dage. Det er ikke nødvendigt at jævne gryderetten med majsmel, da de ovnbagte auberginer absorberer en del af væsken i retten.

Har du prøvet en af mine opskrifter?
Så vil jeg rigtig gerne høre hvordan det gik. Smid mig en kommentar længere nede på siden, og fortæl mig hvad du synes om opskriften.
Bagt aubergine i cremet tomatsovs

DER ER MANGE FLERE FRISTELSER

6 kommentarer

Nyanne 6. februar 2021 - 21:30

Jeg elsker auberginer OG indisk mad, så jeg glæder mig til at få afprøvet denne opskrift! Dejligt med veganske opskrifter *thumbs up*

Besvar
Thomas fra Barego'mad 7. februar 2021 - 01:13

Jeg kan kun give dig ret – er selv meget begejstret for auberginer og måltider uden kød.

Velbekomme.

Hilsen
Thomas

Besvar
Betty bodeholt 28. marts 2022 - 09:24

Aubergine i tomat og kokosmælk nyder jeg at spise. 😊 Kommer lidt ekstra marsala i, fryser resten og tilsætter frisk persille eller koriander efter optøning. 😋

Besvar
Thomas fra Barego'mad 28. marts 2022 - 16:38

Hej Betty,
Mange tak for dit feedback 😊 Din udgave lyder lækkert med lidt ekstra marsala, og at retten lige bliver toppet med lidt grønt. Det er og bliver en lækker ret med aubergine.

Hilsen
Thomas

Besvar
Johanne 13. august 2023 - 06:33

Opskrift med auberginer i tomatsovs med kokosmælk fungerer fint efter opskriften. Smager skønt😋

Besvar
Thomas fra Baregomad.dk 13. august 2023 - 10:35

Hej Johanne,
Mange tak for dit feedback :-) Jeg er rigtig glad for at høre, at du synes om opskriften. Auberginer i tomatsovs med kokosmælk kan nemlig noget, og det er også en ret vi er ret begejstrede for her i huset.

Venlig hilsen
Thomas

Besvar

Jeg vil meget gerne høre fra dig

Din email-adresse vil ikke blive offentliggjort. * Ved at indsende en kommentar bekræfter du samtidig, at du er indforstået med vores persondatapolitik, og at du til enhver tid kan få slettet eller oplyst de indsendte data vi har liggende på bloggen.

Ⓒ 2023 – Baregomad.dk. Alle rettigheder forbeholdt. Materiale og billeder må ikke anvendes eller kopieres uden tilladelse. CVR: 27369588.

Betalingsikoner