Forside » Opskrifter » Veganske kødboller i indisk karrysauce

Veganske kødboller i indisk karrysauce

veganske kødboller i indisk karrysauce

Sprøde ovnbagte veganske kødboller i cremet indisk karrysauce serveret med hjemmelavet kartoffelmos eller fuldkornsris og måske lidt hjemmebagt naanbrød. 100% plantebaseret vegansk aftensmad. Helt uden kød. Mellem os to smager dette indisk inspirerede måltid bare rigtig godt. Og jeg savner faktisk ikke de klassiske kødboller, som jeg ellers også er stor fan af. For ja - jeg spiser med glæde kød, og værdsætter en god rød bøf engang imellem, men er også stor tilhænger af kødfrie dage, som efterhånden definerer halvdelen af vores ugentlige madplan.

100% plantebaserede kødboller

Disse veganske kødboller er som sagt 100% plantebaserede, og består primært af røde linser, som giver farsen en god fyldig og fast struktur. De er samtidig mere saftige end kødboller lavet på kikærter, hvilket gør dem ekstra lækre. Jeg er meget begejstret for det indiske køkken, og anvendelsen af krydderier som karry og garam masala, som virkelig tilfører nogle skønne aromaer og varme til måltidets øvrige ingredienser uden det bliver for stærkt.

Prøv lige at se opskriften på: Veganergryde

Disse veganske kødboller er:

  • 100% plantebaserede
  • Enkle at fremstille (røde linser kan udskiftes med grønne, brune eller gule linser)
  • Aromatiske og med ægte indisk stemning
  • Billige at fremstille
  • Kødfrie, men det bliver de absolut ikke ringere af
veganske kødboller i indisk karrysauce

Sådan laver du veganske kødboller

Da jeg første gang skulle kaste mig ud i vegansk kogekunst, var min tilgang til denne kødfrie verden fuld af fordomme - blandt andet at vegansk mad er langt mere besværlig at tilberede. I dag må jeg blankt bøje mig i støvet og erkende, at vegansk madlavning er mindst lige så nem at gå til. Disse veganske kødboller er ingen undtagelse, og er såre simple at tilberede. Hvis du vil springe over hvor gærdet er lavest, kan du købe røde linser på dåse som allerede er tilberedte, men helt ærlig - det tager altså ikke lang tid at koge nogle linser, og har du linser på madplanen til en af ugens øvrige måltider, kan du jo passende lave dobbelt og gemme linserne til disse kødboller. Så kan du stå med en færdig linsefars på 10 minutter. Nemmere bliver det ikke.

Prøv lige at se opskriften på: Falafel

Veganske kødboller i indisk karrysauce

Print
Serves: 4 Prep Time: Cooking Time:
Nutrition facts: 325 calories 20 grams fat
Rating: 4.9/5
( 8 voted )

Ingredients

  • Veganske kødboller:
  • 250 gr. tørrede røde linser
  • 1 stort løg
  • 3 fed hvidløg
  • 1 spsk. tomatpuré
  • 4 spsk. rasp
  • 1 spsk. soyasauce
  • 2 tsk. karry
  • 1 tsk. salt
  • ½ tsk. friskkværnet peber
  • 1 håndfuld friskhakket persille
  • 1 håndfuld friskhakket koriander
  • Olie til stegning
  • Indisk karrysauce:
  • 1 stort løg
  • 1 rød peberfrugt
  • 3 fed hvidløg
  • 1 tsk. friskhakket ingefær (stødt ingefær kan også bruges)
  • Ca. 400 gr. tomater i store grove tern eller 1 dåse hakkede tomater
  • 1 ds. kokosmælk
  • 2 tsk. garam masala
  • 2 tsk. karry
  • 1 tsk. salt
  • 1 spsk. økologisk rørsukker
  • ½ tsk. stødt chili (kan undlades)
  •  

Instructions

Veganske kødboller:

  1. Start med at tilberede de røde linser efter pakkens anvisninger. De skal skylles godt under koldt vand af flere omgange, og så simre ved svag varme. Hæld vandet fra linserne.
  2. Opvarm ovnen til 180 grader varmluft, og beklæd en bageplade med bagepapir.
  3. Hæld lidt olie i en gryde eller pande, og steg løgene klare i en 3-4 minutter. Tilsæt herefter presset hvidløg og steg det med løgene i et par minutter.
  4. Hæld de tilberedte linser ned i en foodprocessor eller røreskål (hvis du har en stavblender) sammen med de stegte løg, hvidløg, tomatpuré, karry, soyasauce, finthakket koriander og persille, salt og peber. Blend ingredienserne til du har en ensartet masse, men stadigvæk med lidt struktur, så det ikke er helt finthakket.
  5. Rør raspen i den blendede linsefars, og smag til. Stil den på køl i min. 10 minutter. Hvis linsefarsen ikke er fast nok, kan du tilsætte lidt mere rasp til farsen.
  6. Gør dine hænder våde i en skål med koldt vand, og form nu farsen til små veganske kødboller. Læg de veganske kødboller på bagepladen. Pensl dem med lidt neutral olie.
  7. Bag nu kødbollerne i ovnen i ca. 30 minutter eller til de er fine gyldne og sprøde. Vend dem efter 15 minutter.

Indisk karrysauce:

  1. Imens de veganske kødboller er i ovnen, skal du nu tilberede den indiske karrysauce samt koge ris eller kartoffelmos.
  2. Opvarm lidt olie i en pande eller gryde, og steg løg og peberfrugt klare i en 3-4 minutter. Tilsæt presset hvidløg, fintrevet ingefær, karry og garam masala og steg videre i et par minutter.
  3. Tilsæt de grofthakkede tomater, kokosmælk, rørsukker, salt og evt. lidt chili. Rør godt rundt i saucen, og bring den i kog. Lad karrysaucen simre under låg i ca. 15 minutter.
  4. Blend nu saucen med en stavblender eller i en foodprocessor, og hæld den færdige sauce tilbage i gryden eller panden.
  5. Smag saucen til og jævn den evt. med lidt majsmel hvis du ønsker en tykkere konsistens.
  6. Læg nu de færdigbagte veganske kødboller i den færdige sauce i gryden eller panden, og drys lidt friskhakkede krydderurter (persille og koriander) ovenpå retten. Du kan også drysse lidt sesamfrø på retten samt toppe med lidt græsk yoghurt.
  7. Server retten sammen med ris eller kartoffelmos samt evt. lidt hjemmebagt naanbrød.
  8. Velbekomme.

Notes

Bliver der noget tilovers, kan du sagtens gemme retten i køleskabet et par dage. Resultatet bliver bedst hvis du opbevarer sauce og kødboller hver for sig. Med andre ord undlad at anrette alle kødbollerne i saucen, men på en tallerken, så de ikke bliver bløde i saucen. De kan opvarmes i mikroovn eller evt. steges i lidt olie på en pande i et par minutter, hvilket også vil gøre dem sprøde.

veganske kødboller i indisk karrysauce

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *