Min bedre halvdel bryder sig ikke ret meget om kød, så i dag blev det til en omgang hvidkålspandekager med bønnesalat for hendes vedkommende. Resten af familien lavede en omgang Paleo frikadeller i ovnen.
Selvom jeg er en stor tilhænger af kød og en masse proteiner, går jeg ikke ad vejen for at smage vegetarretter. I dag var ingen undtagelse, så jeg skulle da lige smage hendes nye opskrift på en omgang hvidkålspandekager.
Til min store overraskelse, blev jeg meget positivt overrasket over det færdige resultat. Hvidkålspandekager med bønnesalat smager faktisk rigtig godt. Man savner ikke umiddelbart kød, da der er masser af fylde takket være hvidkålen og en dejlig smag af parmesanost og krydderier.
God fornøjelse.
Ingredients
- 150 gr. revet hvidkål
- 2 store æg
- 60 gr. friskrevet parmesan
- 1 tsk. stødt koriander
- 1½ tsk. salt
- 1 tsk. stødt spidskommen
- 3 tsk. sesammel (alternativt rasp)
- Olie til stegning
Instructions
- Riv hvidkålen fint på et rivejern sammen med parmesanen.
- Bland finthakket hvidkål og parmesan sammen med alle de øvrige ingredienser i en røreskål.
- Opvarm olien på en pande.
- Form "farsen" med en grydeske og pres dem flade på panden.
- Steg pandekagerne ved middel varme og undgå at vende dem mere end en gang. De skal først vendes, når de har fået en fin stegeskorpe (stegetid pr. side er ca. 5-6 minutter).
- Hold løbende øje med, at de ikke får for meget varme og brænder på.
- Vend pandekagerne med en stegepalet og lad dem stege videre på den anden side.
- Server de færdigstegte hvidkålspandekager imens de er varme.
- Velbekomme.
Notes
Hvidkålspandekager med bønnesalat er jo som udgangspunkt en vegetarret, men smager rigtig godt i selskab med en bønnesalat med bacon eller en spidskålssalat med æblesirup.