Forside » Vegetarmad » Flamberet svampe stroganoff

Flamberet svampe stroganoff

Flamberet svampe stroganoff

Flamberet svampe stroganoff - det lyder umiddelbart som en ret der kræver det store kørekort i gastronomi, men virkeligheden er en helt anden. Det forholder sig nemlig sådan med dette plantebaserede måltid, at det er legende let at fremtrylle, og kun kræver ca. 20 minutter af din indsats i køkkenet inden du kan sætte dette lækre måltid på bordet. Vel og mærke hvis man ikke har en forskrækkelse for svampe og champignon, da det jo er den bærende ingrediens i retten. Den er inspireret af Jamie Oliver og hans nye kødfrie måltider, og er mere end godkendt her i huset.

Prøv lige at se opskriften på: Vegansk kartoffelgryde i karry

Denne opskrift på flamberet svampe stroganoff er:

  • 100% plantebaseret aftensmad tilberedt på blot 20 minutter
  • Et lækkert måltid hvor svampe og champignon erstatter kødet i retten
  • Flamberet i whisky som tilfører masser af smag til rettten
  • Et nemt sundt måltid til hele familien
  • Legende let at tilberede

Prøv lige at se opskriften på: Vegansk flødepasta med spinat og champignon

Flamberet svampe stroganoff

Stroganoff uden kød

Jeg er hverken veganer eller vegetar, men har efterhånden ikke det store behov for at få kød på bordet hver dag. Jeg sætter pris på en god bøf engang imellem, men værdsætter også plantebaseret mad, som smager mindst lige så godt som mange traditionelle måltider med kød. Klassisk bøf stroganoff består jo af skært kød fra ungkvæg eller udskæringer som okseklump eller bov, hvorimod i denne plantebaserede udgave er kødet skiftet ud med en herlig symfoni af forskellige svampe og champignon, som er en rigtig god kilde til synergi-umami, hvor de mørke svampe og champignon er rigere på umami end de lyse og omvendt. Ved at tørstege dem på panden fremkalder du en lækker nøddesmag, som forplanter sig i retten.

Forskellige svampe og champignon du kan anvende:

  • Champignon (hvid og brun)
  • Portobello
  • Østershat
  • Karl Johan
  • Kantareller

Sådan rengører du svampe og champignon

Der er ingen svampe eller champignon der har godt af at lægge i vand i længere tid - slet ikke kantareller, som med deres fine lameller nemt kan opsuge vand og derved miste noget af deres smag. Den mest optimale måde at rengøre svampe og champignon på er at fjerne jorden med en lille børste eller kortvarigt skylle dem under koldt vand. Man kan eventuelt skære det yderste af roden væk, hvis man ikke kan få rengjort den ordentligt.

God fornøjelse.

Flamberet svampe stroganoff

Print
Serves: 2 Prep Time: Cooking Time:
Nutrition facts: 275 calories 20 grams fat
Rating: 5.0/5
( 2 voted )

Ingredients

  • Ca. 400 gr. forskellige svampe og champignon (fx hvide og brune champignon og lidt østershatte eller portobello svampe)
  • 2 fed finthakket hvidløg
  • 1 stort rødløg
  • 6 perleløg (dem på glas)
  • 4 cornichoner (de små syltede agurker på glas)
  • 1 bdt. persille
  • 1 spsk. små capers
  • ½ dl. whisky
  • 1 dl. sojafløde (almindelig piske- eller madlavningsfløde, hvis du ikke er veganer)
  • ¼ tsk. røget paprika
  • Salt
  • Friskkværnet peber
  • Olivenolie til stegning

Instructions

  1. Start med at rengøre de forskellige champignon og svampe. Afhængig af størrelse halverer du de helt store champignon, og lader de mindre svampe og champignon forblive hele.
  2. Skyl persillen under koldt vand, og hak både stilk og persilleblade groft hver for sig (stilken på en persille er dejlig sød i smagen). De grofthakkede stilke skal vendes i retten før persillebladene.
  3. Pil de to fed hvidløg og hak dem fint.
  4. Pil rødløget og skær det ud i tynde skiver eller både.
  5. Hak cornichoner og perleløg fint.
  6. Opvarm en stor pande over høj varme, og tørsteg de forskellige svampe, champignon og rødløg i et lag i ca. 5 minutter til de begynder at afgive saft og blive let gyldne i farven (laver du dobbeltportion vil jeg anbefale dig at tørstege svampene af flere omgange).
  7. Vend jævnligt svampene ved at ryste panden eller vend dem med en grydeske.
  8. Hæld nu et par spiseskefulde god olivenolie ud over grøntsagerne på panden, og vend de finthakkede hvidløg, cornichoner, perleløg, capers og grofthakkede persillestilke ned til champignonerne på panden, hvor de skal stege ved forholdsvis høj varme i ca. 3 minutter.
  9. Tilsæt whiskyen og antænd spritten med en creme brulée brænder eller en lang lighter til fyrfadslys.
  10. Når spritten er brændt af på panden og der ikke længere er flammer, tilsætter du den røgede paprika, fløde og de grofthakkede persilleblade.
  11. Rør godt rundt og smag til med salt og friskkværnet peber. 
  12. Server den færdige flamberede svampe stroganoff varm i selskab med kogte basmatiris.
  13. Velbekomme.

Notes

Der er frit valg på alle hylder når det kommer til udvalget af svampe og champignon. Jeg elsker rustik mad, og det var kun et fåtal af mine brune og hvide champignon jeg halverede, men det er jo en smagssag. Retten er ikke fryseegnet, men kan opbevares på køl i 2-3 dage.

Flamberet svampe stroganoff

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *