Forside » Vegetarmad » Falafel

Falafel

Hjemmelavede falafler

Sprødstegte falafler i hjemmelavede pitabrød er en af favoritterne herhjemme, når det kommer til sund og nem aftensmad. Det er fastfood i ordets bogstavelige forstand.

Jeg forbinder falafler med det mellemøstlige gadekøkken, og ferier sydpå til fx Tyrkiet, hvor disse lækre vegetariske frikadeller serveres på ethvert gadehjørne. Hovedingrediensen i falafel er kikærter, som man blender sammen med persille, hvidløg og flere andre ingredienser. Resultatet er sund velsmagende vegetarmad, som falder i god jord hos de fleste.

Prøv lige at se opskriften på: Pitabrød

Denne opskrift på hjemmelavede falafler er:

  • Utrolig nemme og enkle at tilberede
  • Sund og nem fastfood
  • 100% plantebaseret
  • Perfekte sammen med tabbouleh, yoghurtdressing og pitabrød
  • Knasende sprød skorpe

Prøv lige at se opskriften på: Blomkålssalat

Arabisk oprindelse

Falafel serveres traditionelt i pitabrød, wraps eller andet friskbagt madbrød sammen med arabisk persillesalat bedre kendt som tabbouleh og forskellige dressinger som fx yoghurtdressing. Ordet falafel kommer fra det arabiske ord "filfil", som betyder peber.

Hjemmelavede falafler

Hvilken variant er du til?

Antallet af falafel opskrifter er stort og nærmest uoverskueligt. Prøv bare at gå en tur rundt i det indre København eller Hamborg på jagt efter en hurtig frokost bestående af et par falafler - udbuddet er stort, og variationerne til at få øje på. De varierer alle sammen i størrelse, smag og konsistens, og er vel et produkt af vores forskellige præferencer, kulturer osv.

Mangfoldigheden længe leve

Traditionelle falafler er kendetegnet ved brugen af kikærter, som blandt andet finder anvendelse i store dele af Mellemøsten som fx hos palæstinenserne. Denne opskrift på falafler består også kun af kikærter, mens man i andre lande som fx Egypten kun anvender hestebønner til falafler. I Libanon har man taget skridtet videre, og har valgt at kombinere både kikærter og hestebønner, hvilket igen understreger mangfoldigheden indenfor madlavningens kunst i vores globaliserede verden. Så når alt kommer til alt findes der ikke én universal opskrift på falafler, men en masse forskellige varianter med hver deres lokale islæt og velsmag.

Prøv lige at se opskriften på: Tabbouleh

Falafler smager nu bedst direkte fra gryden

Personligt foretrækker jeg falafel frisk fra gryden så at sige. De smager nu engang bedst når de lige er færdigstegte - sprøde og varme, men kan selvfølgelig også gemmes til madpakken eller et andet måltid, hvor du så kan opvarme dem i ovnen eller alternativt i mikroovnen.

De færdigstegte falafler kan holde sig på køl i minimum 3 dage - det samme gør sig gældende for selve "farsen" til falaflerne, som du derfor sagtens kan tilberede i forvejen og evt. anvende over flere dage.

God fornøjelse.

Falafel

Print
Serves: 4 Prep Time: Cooking Time:
Nutrition facts: 300 calories 20 grams fat
Rating: 4.7/5
( 83 voted )

Ingredients

  • 450 gr. tørrede kikærter
  • 4 fed hvidløg
  • 2 skalotteløg eller 1 almindelig løg
  • 1 stor håndfuld friskhakket persille
  • 1 tsk. stødt koriander
  • 1 tsk. stødt spidskommen
  • 3 spsk. mel
  • 1 tsk. Læsø Salt
  • Evt. lidt friskpresset citronsaft
  • Friskkværnet peber
  • Rapsolie eller fritureolie til stegning

Instructions

  1. Start med at udbløde de tørrede kikærter i koldt vand i ca. 12 timer. De må ikke koges eller opvarmes.
  2. Skyl de bløde kikærter og hæld dem op i en foodprocessor eller blender sammen med alle de øvrige ingredienser. Blend alle ingredienserne til du står med en ensartet masse.
  3. Form nu de blendede ingredienser til små runde falafler på størrelse med en æbleskive. Jeg bruger en rund isske til at forme falaflerne med, og dypper skeen i lidt koldt vand for hver kugle.
  4. Opvarm olien i en tykbundet gryde og lad det blive ca. 180° grader varm. Mængden af olie afhænger af grydens størrelse, men falaflerne skal kunne dækkes af olien i gryden. Du kan teste temperaturen på olien ved at dryppe en enkelt dråbe vand ned i gryden - syder og bobler det er olien varm og du kan gå i gang med at frittere falaflerne.
  5. Steg dem fine gyldne, hvorefter du lægger dem op på en tallerken beklædt med køkkenrulle, som kan suge det overskydende olie.
  6. Drys de færdigstegte falafler med noget flagesalt og server dem fx til hjemmebagte pitabrød, yoghurtdressing og tahinsovs sammen med lidt frisk salat, solmodne halverede cherrytomater, agurkeskiver, rødløg og evt. lidt avocado i skiver.
  7. Velbekomme.

Notes

Du kan med fordel lave forarbejdet til disse herlige falafler helt op til tre dage i forvejen - fx i weekenden, hvor du så blot skal stege falaflerne færdige en hverdagsaften. Massen til falafler kan holde sig på køl i min. tre dage i en tætlukket skål eller beholder, så det gør dette måltid ekstra nemt som velsmagende sund fastfood på en hverdag med mange gøremål.

Hjemmelavede falafler

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *