Så er der sommersalat for alle pengene. Her får du en skøn farverig sommersalat, som med statsgaranti vil få mundvandet til at løbe. Det er smagen af sol og sommer der er på programmet i kraft af solmodne danske jordbær, krumme danske agurker, smagfulde tomater og en himmelsk dressing spækket med krydderurter. Opskriften på denne sommersalat er en af mine favoritsalater, da den bare rummer hele smagsregistret - sødme, syre, surt, salt og bittert, som går op i en højere enhed. Det er en sommersalat, der skal serveres når den danske sommer er på sit højeste, og hvor det danske spisekammer viser sig fra sin mest smagfulde side.
Prøv lige at se opskriften på: Langtidsbagte tomater
Jeg er helt pjattet med solmodne danske jordbær i salater om sommeren, da de bidrager med en mindre smagseksplosion i munden, som både er sød, syrlig og krydret. I kombination med smagsintense tomater, mango, donut-fersken, cremet feta og en skøn salatdressing er der ikke et øje tørt, når jeg sætter tænderne i denne herlige sommersalat. Og så gør det vel ikke noget, at den er nem at tilberede, og at dressingen sagtens kan blendes dagen i forvejen, så smagen rigtig kan samle sig i dressingen.
Prøv lige at se opskriften på: Sommersalat med tomat og agurk i dilddressing
Denne opskrift på sommersalat er:
- En smagfuld sommersalat med en mundvandsdrivende lækker dressing
- Perfekt til grillmad og andre lette sommermåltider
- Smagen af sol og sommer
- Frisk og lækker med sødme og syre
- Et frisk indspark med sommerens grøntsager
Prøv lige at se opskriften på: Græsk salat
Følgende ingredienser indgår i denne sommersalat:
- Solmodne tomater med masser af smag (fx blomme- eller smagfulde cherrytomater)
- Danske jordbær
- Donut-fersken
- Friske babyspinatblade
- Agurk
- Rødløg
- Mango
- Kerner fra et granatæble
- Cremet feta eller salatost
- Frisk basilikum, mynte og persille
Prøv lige at se opskriften på: Broccolisalat med pesto, feta og avocado
Sommersalat til grillmad
En sommersalat som denne er velegnet som tilbehør til grillmad, hvor der indgår lidt af hvert på menuen. Takket være sommersalatens friskhed og høje indhold af frugtsyre, har salaten nærmest en mundrensende effekt ovenpå den fede grillmad. Opskriften på denne sommersalat er forholdsvis fyldig, og kan sagtens gøre det ud for et let sommermåltid - måske ledsaget af et godt stykke madbrød som fx ostebrød med krydderurter eller hvidløgsbrød som pull-apart. Det er også en salat man nemt kan tage med ud i det blå som et frisk indslag til picnicturen, men opbevar dressingen i sin egen beholder.
God fornøjelse.
Ingredients
- Sommersalat:
- 2 store håndfulde grofthakkede babyspinatblade
- 1 bk. danske jordbær
- 1 bdt. radiser (ca. 10 stk.)
- 1 granatæble, kernerne herfra
- 500 gr. blommetomater, skåret i rustikke stykker (andre smagfulde tomatsorter kan også anvendes)
- 1 agurk, halveret på midten og skåret i rustikke stykker
- 1 mango, skrællet og skåret i rustikke tern
- 2 donut-fersken, skåret i rustikke skiver (kan også erstattes af avocado)
- 1 stort rødløg, halveret og skåret i tynde skiver
- 200 gr. feta, brækket i mindre rustikke stykker
- Evt. lidt ekstra grofthakkede krydderurter fra dressingen (mynte, persille og basilikum)
- Dressing til sommersalat:
- En stor håndfuld frisk mynte
- En lille håndfuld frisk persille
- En lille håndfuld frisk basilikum
- 1 fed presset hvidløg
- Saften fra 1-2 friskpressede citroner (start med en citron og smag den til løbende)
- 1 dl. oliven- eller rapsolie
- 2 spsk. hvidvinseddike eller balsamicoeddike med hindbær
- 4 tsk. akaciehonning eller anden honning
Instructions
Dressing til sommersalat:
- Blend alle ingredienserne til dressingen i en blender eller i et stort glas med en stavblender.
- Hæld dressingen op i en skål, og stil den på køl indtil salaten skal serveres (den kan holde sig på køl i minimum et par dage).
Selve sommersalat:
- Hak babyspinatbladene groft.
- Skyl jordbærene under koldt vand, fjern stilken og skær dem midt over.
- Rens radiserne under koldt vand og skær dem over på midten.
- Skær tomaterne ud i store rustikke stykker.
- Halver agurken på langs og fjern frøene i agurken. Skær agurken ud i rustikke både.
- Bræk kernerne ud af skrællen på granatæblet.
- Skræl mangoen og skær den ud i rustikke stykker.
- Halver avocadoerne og fjern stenene. Skær avocadokødet ud i rustikke tern.
- Pil rødløget og halver det. Skær løget ud i tynde skiver.
- Bræk fetaosten i rustikke stykker.
- Har du lidt krydderurter tilovers fra dressingen, kan du hakke dem groft og blande dem i salaten.
- Arranger nu sommersalaten i en stor skål eller på et fad. Fordel de forskellige grøntsager lagvis og vend dem forsigtigt rundt med fingrene, så alle ingredienserne bliver jævnt fordelt i salaten. Slut af med avocado, feta og grofthakkede krydderurter på toppen.
- Server dressingen til sommersalaten i en lille skål, så man selv kan smage salaten til.
- Velbekomme.
Notes
Opskriften på denne sommersalat er kun vejledende, og kan komponeres i det uendelige alt efter præferencer, årstid og anvendelse. Jeg er personlig helt pjattet med de solmodne jordbær i salaten, som tilfører salaten en helt speciel aroma og sødme. Du kan også med fordel riste lidt pinjekerner som topping på salaten, eller vende en lille håndfuld græskarkerner i salaten.