Forside » Salater og tilbehør » Middelhavssalat med couscous

Middelhavssalat med couscous

Middelhavssalat med couscous

Er du på udkig efter en lækker fyldig salat spækket med grøntsager, krydderurter og en skøn, skøn marinade med indbygget feriestemning fra Middelhavslandene, så vil denne opskrift på middelhavssalat med couscous indfri alle dine ønsker til en frisk fyldig salat. Denne middelhavssalat med couscous er på familiens top-10-liste over fyldige salater - ikke mindst på grund af den lækre marinade og de mange grøntsager og friskhakket mynte. En couscoussalat perfekt som fyldigt tilbehør til måltider med kød, eller som et let selvstændigt hovedmåltid.

Prøv lige at se opskriften på: Cremet hummus af cannellini bønner

Denne opskrift på middelhavssalat med couscous er:

  • En sund og mættende salat med inspiration fra middelhavskøkkenet
  • Legende let at fremtrylle i køkkenet på blot 20 minutter
  • Spækket med friske grøntsager, krydderurter og en mundvandsdrivende lækker dressing
  • Velegnet som et let måltid eller som fyldig salat til diverse kødretter
  • En couscoussalat hele familien vil elske
  • Velegnet til at blive opbevaret på køl i op til tre dage

Prøv lige at se opskriften på: Couscous med feta og avocado

Disse ingredienser indgår i middelhavssalaten med couscous:

  • Citron
  • Hvidløg
  • Hvidvinseddike
  • Olivenolie
  • Sukker
  • Salt
  • Friskkværnet peber
  • Tørret oregano
  • Tørret timian
  • Tørret basilikum
  • Tørret rosmarin
  • Frisk mynte
  • Couscous
  • Persille
  • Agurk
  • Cherrytomater
  • Kalamata oliven
  • Rød eller gul peberfrugt
  • Rødløg
  • Feta
  • Smør

Prøv lige at se opskriften på: Yemista – græske fyldte grøntsager i ovn

Sådan laver du middelhavssalat med couscous:

Denne opskrift på middelhavssalat med couscous er lige til at gå til, og kan tilberedes på mindre end tyve minutter. Det er en salat du sagtens kan lave i forvejen, hvor du så blot skal tilsætte dressingen lige inden servering. Den udførlige opskrift inklusiv ingredienser finder du længere nede på siden.

  • Tilberedning af couscous. Følg anvisningerne på pakken. Tilsæt en spiseskefuld smør til couscoussen når den er færdigtilberedt, og lad den køle helt af.
  • Dressing. Hæld alle ingredienserne til dressingen ned i en lille røreskål, og rør godt rundt med et piskeris indtil dressingen er ensartet i konsistensen.
  • Bland salaten. Hæld den afkølede couscous ned i en stor salatskål, og vend couscoussen igennem med en gaffel, så der ikke er nogen klumper. Tilsæt alle de øvrige ingredienser til salaten, og vend dressingen ned i skålen. Fordel nu dressingen i couscoussalaten, og slut af med lidt feta brækket i rustikke stykker toppet med frisk grofthakket mynte.

Prøv lige at se opskriften på: Kartofler i fad med bacon og parmesan

Middelhavssalat med couscous

Er couscous sundt?

Jeg tror mange er af den opfattelse, at couscous er en kornsort på lige fod med fx bulgur eller perlebyg, men couscous er i al sin enkelhed pastadej fremstillet af durumhvede, som presses igennem en sigte og resultatet er de små fine couscous-korn. Couscous er fiberfattigt, men er ernæringsmæssigt et sundere alternativ til almindelig pasta takket være den høje forekomst af vitaminer i de små gryn. Couscous findes også i en fuldkornsudgave, som indeholder flere fibre og dermed sikrer en god mæthed for færre kalorier. Når du laver couscoussalat anvender du en forholdsvis lille mængde couscous, og kombineret med mange grøntsager og krydderurter kan du sagtens spise couscoussalat med god samvittighed - ikke mindst når du vælger fuldkorns-couscous, som har et højt næringsindhold.

Prøv lige at se opskriften på: Knuste kartofler

Hvor stammer couscous fra?

De små populære gryn har deres oprindelse i det marokkanske- og nordafrikanske køkken, som traditionelt set serveres med forskellige grøntsager vendt i en frisk dressing til oksekød, lam eller fjerkræ. Couscous udtales på arabisk "kuskus", og er en basisfødevare i hele det nordafrikanske kontinent, men nydes i dag over det meste af verden - blandt andet på Sicilien, hvor couscous er dybt forankret i det sicilianske køkken. Couscous blev oprindeligt lavet af hirse, men bliver i dag fremstillet af durumhvede med undtagelse af enkelte lande og regioner som fx Brasilien, der laver couscous af majsmel.

Prøv lige at se opskriften på: Couscous med lækker dressing

Tilberedning af couscous

Tilberedning af couscous er noget af det nemmeste du kan kaste dig ud i indenfor køkkenkunsten, og er færdigtilberedt inden du kan nå at stave dig igennem "speciallægepraksisplanlægningsstabiliseringsperiode". Couscous er en pastadej som består af små gryn fremstillet af durumhvede, og er et populært alternativ til ris, pasta og kartofler.

Sådan gør du:

  1. Kog en deciliter vand sammen med en knivspids salt til en deciliter tør couscous.
  2. Hæld det kogende vand over couscoussen i en lille gryde, og læg låg på gryden med det samme.
  3. Tag låget af gryden efter fem minutter, og tilsæt en teskefuld smør. Rør rundt i couscoussen med en gaffel, så den bliver let og luftig.
  4. Lad couscoussen afkøle helt inden den blandes med de øvrige ingredienser.
  5. Det var det.

God fornøjelse.

Middelhavssalat med couscous

Print
Serves: 6 Prep Time: Cooking Time:
Nutrition facts: 225 calories 20 grams fat
Rating: 4.8/5
( 52 voted )

Ingredients

  • Dressing:
  • 4 spsk. olivenolie
  • 2 spsk. hvidvinseddike
  • 4 fed presset hvidløg
  • Saften fra 2 store citroner (ca. 1 dl. friskpresset citronsaft)
  • 1 spsk. sukker eller honning
  • 1 tsk. tørret oregano
  • 1 tsk. tørret basilikum
  • 1 tsk. tørret rosmarin
  • 1 tsk. tørret timian
  • 1 tsk. salt
  • Masser af friskkværnet peber
  • Couscoussalat:
  • 250 gr. tørret fuldkornscouscous
  • 1 agurk halveret på langs og skåret i både
  • 1 rød eller gul peberfrugt skåret i mindre tern
  • 250 gr. cherrytomater skåret i halve
  • 1 finthakket rødløg
  • 100 gr. halverede kalamata-oliven uden sten
  • 200 gr. fetaost skåret i mindre rustikke stykker (er du veganer kan du fx benytte Violife Vegansk Græsk Feta Block eller helt undlade feta)
  • 1 håndfuld frisk mynte, grofthakket
  • 2 håndfulde persille, grofthakket
  •  

Instructions

Dressing:

  1. Vend alle ingredienserne til dressingen ned i en skål, og pisk dressingen godt igennem med et piskeris indtil dressingen er ensartet i konsistensen. Smag den til og tilsæt evt. mere citronsaft, salt, hvidvinseddike eller sukker.

Couscoussalat:

  1. Tilbered couscoussen efter anvisningerne på pakken. Tilsæt en spiseskefuld smør til couscoussen når den er færdigtilberedt, og lad den køle helt af.
  2. Hæld den afkølede couscous, grøntsager, mynte og persille ned i en stor salatskål, og vend det forsigtigt sammen med dressingen.
  3. Fordel fetaen i den færdige couscoussalat og server den som et let hovedmåltid eller som tilbehør til fx grillet kød, fjerkræ, svinekød, fisk og meget andet.
  4. Velbekomme.

Notes

Den færdige couscoussalat kan holde sig på køl i minimum 2-3 dage i en tætlukket beholder. Du kan sagtens lave couscoussalaten i forvejen, så du blot skal vende dressingen i salaten lige inden servering. Denne opskrift er kun vejledende, og du kan selv prøve dig frem med andre grøntsager som fx forårsløg, persille, squash og langtidsbagte tomater.

Middelhavssalat med couscous

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *