Annonce
Mørbradgryde i cremet peanutbuttersovs

Personligt er jeg ikke en af dem, der smører et tandtykt lag peanutbutter på rundstykkerne i weekenden, og som har mere end svært ved at styre mundvandet, så snart skruelåget til det brune jordnøddesmør bliver lettet. Jeg forstår ganske enkelt ikke euforien omkring jordnøddesmør som smørepålæg, men det forholder sig dog helt anderledes, når det kommer til peanutbutter og madlavning. Peanutbutter er mit hemmelige våben, når det kommer til måltider inspireret af det asiatiske køkken, og når du først har smagt min mørbradgryde i cremet peanutbuttersovs, forstår du min fascination for dette fantastiske smørepålæg.

Prøv lige at se opskriften på: Græske hakkebøffer i fad

Denne opskrift på mørbradgryde i cremet peanutbuttersovs er:

  • En mundvandsdrivende lækker mørbradgryde pakket ind i en aromatisk peanutbuttersovs
  • En moderne opgradering af den klassiske mørbradbryde
  • Meget nem og enkel tilberedning, og med statsgaranti et hit for hele familien
  • Aromatisk, krydret og med en helt fantastisk smag af peanutbutter, karry, fløde og kokosmælk

Prøv lige at se opskriften på: Mørbrad i fad

Disse ingredienser skal du bruge:

  • Svinemørbrad
  • Forårsløg
  • Løg
  • Rød peberfrugt
  • Peanutbutter
  • Rød karrypasta
  • Brun farin
  • Soyasovs
  • Kokosmælk
  • Lime
  • Salt
  • Friskkværnet peber
  • Olie til stegning
  • Saltede peanuts
  • Ris (basmati eller jasmin)
  • Persille til pynt

Prøv lige at se opskriften på: Kokkens gryderet med svinemørbrad og chorizo

Mørbradgryde i cremet peanutbuttersovs
Mørbradgryde i cremet peanutbuttersovs er et farveorgie for øjnene, og en sand aromabombe for smagsløgene takket være peanutbutter og karrypasta. Et fantastisk måltid, hvis jeg selv skal sige det.

Prøv lige at se opskriften på: Paprikagryde med kylling

Mørbradgryde i asiatiske klæder

Min opskrift på mørbradgryde er inspireret af den populære opskrift på kylling i peanutbutter, den klassiske mørbradgryde og det asiatiske køkken. Det er mørbradgryde i asiatiske klæder tilsat lidt dansk madlavningsfløde, peanutbutter, kokosmælk og karrypasta. Det kan næsten ikke komme som nogen overraskelse, at en kombination af disse fødevarer kan afstedkomme den mest fantastiske sovs du kan forestille dig. Cremet. Aromatisk. Krydret. Det er peanutbuttersovs når det er allerbedst, og så indbydende lækker, at man får lyst til at spise sovsen med ske.

God fornøjelse.

Mørbradgryde i cremet peanutbuttersovs

Mørbradgryde i cremet peanutbuttersovs

Antal personer: 4 Forberedelse: Tilberedning:
Næringsindhold: 500 kalorier 25 gram fedt
Hvor glad er du for opskriften? 4.8/5
( 11 bedømmelser )

Ingredienser:

  • 1 svinemørbrad, pudset og skåret i fingertykke skiver
  • 2 bdt. forårsløg, skyllet og skåret i tynde skiver
  • 1 løg, pillet og skåret i tynde halve både
  • 1 rød peberfrugt, halveret og skåret i tynde skiver
  • 5 spsk. peanutbutter
  • 2 tsk. rød karrypasta (smag dig lidt frem)
  • 1 spsk. brun farin
  • 1 spsk. soyasovs
  • 1 ds. kokosmælk (400 ml.)
  • 5 dl. madlavningsfløde
  • Saften fra 1 lime
  • Salt
  • Friskkværnet peber
  • Olie til stegning

Pynt:

  • Grofthakket persille eller frisk koriander
  • Saltede peanuts

Tilbehør:

  • Basmati ris

Opskrift - sådan gør du trin for trin:

  1. Puds svinemørbraden fri for fedt, hinder og den store sølvsene. Skær mørbraden ud i fingertykke skiver, og læg dem ned i en dyb tallerken.
  2. Opvarm lidt olie i en sauter- eller stor stegepande, og lynsteg mørbradbøfferne ved høj varme (8 på en skala fra 1 til 9 på kogepladen) i et par minutter på hver side, eller til de har fået en fin gylden stegeskorpe.
  3. Læg de stegte mørbradbøffer til side på en ren tallerken.
  4. Hæld evt. lidt mere olie på panden, og steg løgene klare sammen med peberfrugten i 4-5 minutter ved middelhøj varme (7 på en skala fra 1 til 9 på kogepladen).
  5. Tilsæt karrypastaen og brænd den af på panden i et minuts tid sammen med grøntsagerne.
  6. Vend peanutbutter, brun farin, soyasovs, kokosmælk og madlavningsfløde ned på panden, og rør godt rundt. Bring peanutbuttersovsen i kog under omrøring og tilsæt lidt salt og friskkværnet peber. Når peanutbuttersovsen koger skruer du ned for varmen, og lad mørbradgryden simre under låg (hvis muligt) i ca. 15 minutter.
  7. Bring sovsen i kog, og tilsæt forårsløgene. Lad forårsløgene koge med under omrøring i 2-3 minutter.
  8. Smag peanutbuttersovsen til med friskpresset limesaft, salt og friskkværnet peber.
  9. Pynt mørbradgryden i cremet peanutbuttersovs med lidt grofthakket persille eller koriander samt saltede peanuts.
  10. Server retten til kogte basmatiris.
  11. Velbekomme.

Yderligere kommentarer

Mørbradgryde i cremet peanutbuttersovs er fryseegnet i op til 2 måneder, og kan opbevares på køl i tætlukket opbevaringsboks i minimum 2 dage. Du kan sagtens udskifte svinemørbraden med fx kyllinge- eller kalkunkød. Prøv også at anvende andre grøntsager i retten som fx babymajs, broccolibuketter og grønne asparges. Rød karrypasta er forholdsvis stærk og krydret, og det kan anbefales at smage retten til løbende. Du kan også erstatte den røde karrypasta med den noget mere aromatiske og runde gule karrypasta.

Har du prøvet en af mine opskrifter?
Så vil jeg rigtig gerne høre hvordan det gik. Smid mig en kommentar længere nede på siden, og fortæl mig hvad du synes om opskriften.

DER ER MANGE FLERE FRISTELSER

Jeg vil meget gerne høre fra dig

Din email-adresse vil ikke blive offentliggjort. * Ved at indsende en kommentar bekræfter du samtidig, at du er indforstået med vores persondatapolitik, og at du til enhver tid kan få slettet eller oplyst de indsendte data vi har liggende på bloggen.

Ⓒ 2022 – Baregomad.dk. Alle rettigheder forbeholdt. Materiale og billeder må ikke anvendes eller kopieres uden tilladelse. CVR: 27369588.

Betalingsikoner