Forside » Svinekød » Mørbrad i fad med pikant flødesovs

Mørbrad i fad med pikant flødesovs

Mørbrad i fad med pikant flødesovs

Jeg er svært begejstret for den klassiske opskrift på mørbrad i fad, som er den ultimative "mormor-spise" med møre mørbradbøffer camoufleret i en cremet flødesovs. Skal vi to ikke tage skridtet videre, og så lave den ultimative luksusudgave af møbrad i fad. Må jeg præsentere dig for mørbrad i fad med pikant flødesovs. Her får du saftige stykker svinemørbrad og masser af grøntsager i en cremet pikant flødesovs. Det er luksus hverdagsmad når det er bedst, som også kan serveres som lækker gæstemad i weekenden. Det er et gudemåltid, som med statsgaranti vækker begejstring hos langt de fleste glade madsjæle. Velbekomme.

Prøv lige at se opskriften på: Mørbrad i fad

Opskrift på mørbrad i fad med pikant flødesovs

Kunsten ved at lave mørbrad i fad med pikant flødesovs består i, at mørbradbøfferne kun lige skal have stegeskorpe, så de stadigvæk er rosa i midten når de kommer i ovnen. Når du lynsteger mørbradbøfferne ved høj varme, forsegler du overfladen på kødet, hvilket holder på saften i kødet, som giver velsmagende og møre bøffer. Som med så meget andet klassisk mormormad, smager maden altid bedst dagen derpå. Krydderierne har fået tid til at sætte sig i retten, og det hele smager bare af mere. Du kan derfor med fordel tilberede retten i forvejen, så den blot skal opvarmes og serveres.

Prøv lige at se opskriften på: Hakkebøffer i fad

Sådan gør du i korte træk:

Start med at stege baconen sprød ved middelhøj varme, og læg det færdigstegte bacon over på en tallerken beklædt med køkkenrulle. Baconfedtet skal på intet tidspunkt fjernes i gryden, da det bidrager væsentligt til smagsoplevelsen i retten. Brun mørbradbøfferne i det resterende fedtstof i gryden ved forholdsvis høj varme (8 på en skala fra 1 til 9 på kogepladen) i et par minutter på hver side, eller til de har fået en fin gylden stegeskorpe. Tilsæt evt. lidt mere fedtstof undervejs. Læg de brunede mørbradbøffer op i et ildfast fad, og drys den sprødstegte bacon ovenpå kødet i fadet.

Sauter løg, porrer og hvidløg i et par minutter ved middelhøj varme, og vend herefter peberfrugterne og champignonerne ned i gryden til løgene. Lad dem stege med i yderligere 5-6 minutter. Hæld de grofthakkede tomater, madlavningsfløde, tomatpuré, pikantost, timian, æbleeddike og rørsukker ned i gryden til alle grøntsagerne, og bring det hele i kog under jævnlig omrøring. Smag den pikante flødesovs til med salt, friskkværnet peber og tilsæt evt. lidt mere æbleeddike og sukker, som tilfører sovsen og retten en lækker aromatisk dybde med kant. Fordel den pikante flødesovs i det ildfaste fad ovenpå mørbradbøfferne, og sæt fadet i ovnen i ca. 20-25 minutter.

Prøv lige at se opskriften på: Mørbrad a la creme

Denne opskrift på mørbrad i fad med pikant flødesovs er:

  • En nyfortolkning af den klassiske opskrift på mørbrad i fad
  • Mundvandsdrivende lækker mormormad med pikant flødesovs
  • Møre mørbradbøffer i fad i en luksusudgave
  • Spækket med grøntsager som fx porrer, peberfrugter, løg, hvidløg og champignon
  • Velegnet til både hverdag og som gæstemiddag i weekenden
  • Fryseegnet med en holdbarhed på 3 måneder

Disse ingredienser skal du bruge:

  • Svinemørbrad
  • Bacontern eller baconskiver
  • Røde peberfrugter
  • Porrer
  • Løg
  • Hvidløg
  • Champignon
  • Frisk eller tørret timian
  • Madlavnings- eller piskefløde
  • Tomatpuré
  • Grofthakkede tomater
  • Pikantost
  • Æbleeddike
  • Rørsukker

Prøv lige at se opskriften på: Mørbradgryde i cremet peanutbuttersovs

Mørbrad i fad med pikant flødesovs
Luksusudgaven af mørbradbøffer i fad kan tilberedes i forvejen, så det bare skal en tur i ovnen i ca. 20-25 minutter - det er fastfood på den gode måde- Laver du en dobbeltportion, har du mad til hele familien i minimum et par dage, eller også kan du fryse den ene halvdel ned, så du selv på en travl hverdag forkæle familien med hjemmelavet mad.

Prøv lige at se opskriften på: Græske hakkebøffer i fad

En gudespise i fad

Saftige mørbradbøffer i fad med den mest guddommelige mormor-sovs. Det er og bliver en gudespise i fad. Det er nem aftensmad, hvor ovnen gør det meste af arbejdet, når du først lige har brunet kødet og grøntsagerne, og som på kronen på værket samler det hele i den mest cremede flødesovs, hvor der virkelig er skruet op for smagsbarometeret. Dette måltid er hverdagsmad på den helt store klinge, eller nem og lækker gæstemad, som med statsgaranti vil tryllebinde dine gæster. Grøntsagerne i opskriften er kun vejledende, da du sagtens kan anvende andre grøntsager som fx champignon, squash, gulerod, broccoli, forårsløg, selleri – ja, mulighederne er nærmest uudtømmelige, og en helt oplagt chance for at få ryddet op i køleskabet.

God fornøjelse.

Mørbrad i fad med pikant flødesovs

Print
Serves: 4 Prep Time: Cooking Time:
Nutrition facts: 625 calories 20 grams fat
Rating: 4.8/5
( 140 voted )

Ingredients

  • 1 hel svinemørbrad, afpudset for fedt, sener og hinder
  • 100 gr. bacontern eller baconskiver skåret i strimler
  • 2 røde peberfrugter, udkernet og skåret i mundrette stykker
  • 2 store porrer, renset og skåret i tykke centimeter tykke skiver
  • 1 løg, pillet og skåret i tynde både
  • 3 fed hvidløg, finpresset
  • 250 gr. champignon, renset og skåret i kvarte stykker
  • 2 spsk. friskhakket timian eller 1 tsk. tørret timian med top
  • 2,5 dl. madlavnings- eller piskefløde
  • 70 gr. tomatpuré
  • 1 ds. grofthakkede tomater
  • 100 gr. pikantost
  • 2 spsk. æbleeddike
  • 1 spsk. rørsukker
  • Salt
  • Friskkværnet peber

Instructions

  1. Forvarm ovnen til 180° grader varmluft.
  2. Puds svinemørbraden fri for sener, hinder og fedt, og skær mørbraden ud i fingertykke skiver. Krydre kødstykkerne med salt og friskkværnet peber, og læg kødet på en tallerken.
  3. Opvarm lidt olie i en stor gryde, og steg baconet sprødt ved forholdsvis høj varme (8 på en skala fra 1 til 9 på kogepladen). Læg det færdigstegte bacon over på en tallerken beklædt med køkkenrulle.
  4. Brun mørbradbøfferne i det resterende fedtstof i gryden ved forholdsvis høj varme (8 på en skala fra 1 til 9 på kogepladen) i et par minutter på hver side, eller til de har fået en fin gylden stegeskorpe. Tilsæt evt. lidt mere fedtstof undervejs.
  5. Læg de brunede mørbradbøffer op i et ildfast fad, og drys den sprødstegte bacon ovenpå kødet i fadet.
  6. Pil løget og skær det ud i tynde løgbåde.
  7. Pil hvidløget og pres det fint.
  8. Skyl og rens champignonerne under koldt vand, og skær dem ud i kvarte stykker.
  9. Skyl og rens porrerne under koldt vand, og skær dem ud i centimetertykke skiver.
  10. Skyl og rens peberfrugterne under koldt vand, og  skær dem ud i mundrette stykker.
  11. Opvarm lidt mere olie i gryden, som du lige har brunet mørbradbøfferne i, og sauter løg, porrer og hvidløg i 2-3 minutter ved middelhøj varme (7 på en skala fra 1 til 9 på kogepladen).
  12. Vend peberfrugterne og champignonerne ned i gryden til løgene, og lad dem stege med i yderligere 5-6 minutter.
  13. Hæld de grofthakkede tomater, madlavningsfløde, tomatpuré, pikantost, timian, æbleeddike og rørsukker ned i gryden til alle grøntsagerne, og bring det hele i kog under jævnlig omrøring. Smag den pikante flødesovs til med salt, friskkværnet peber og evt. mere æbleeddike og sukker.
  14. Fordel flødesovsen i det ildfaste fad ovenpå mørbradbøfferne, og sæt fadet i ovnen i ca. 20-25 minutter.
  15. Imens retten er i ovnen, kan du tilberede tilbehøret som fx kan være ris, bulgur eller kartoffelmos.
  16. Velbekomme.
Mørbrad i fad med pikant flødesovs

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *