Kagecreme

Hjemmelavet kagecreme er noget af det nemmeste du kan kaste dig ud i indenfor kogekunstens verden, og kræver kun fem ingredienser og fem minutter af din tilstedeværelse foran en lille gryde. Resultatet er en lækker fløjlsblød kagecreme med en skøn smag af vanilje og en let sødme, som er helt ideel i forskellige kager og desserter.

Prøv lige at se opskriften på: Svesketrifli

Denne opskrift på kagecreme er vejledende, og kan justeres i forhold til mængden af sukker og vanilje – alt efter personlige præferencer og anvendelse. For eksempel foretrækker jeg den halve mængde sukker, når kagecremen skal indgå i en trifli, og hvor det er smagen af fx jordbær, rabarber eller svesker der skal være den dominerende ingrediens.

Prøv lige at se opskriften på: Fastelavsboller med remonce og creme

Denne opskrift på hjemmelavet kagecreme er:

  • Den nemmeste opskrift på bagefast kagecreme som ikke kan mislykkedes
  • Langt bedre end den kagecreme du kan købe som pulverblanding i supermarkedet, og helt fri for tilsætningsstoffer
  • Perfekt til desserter, triflier, kager, tærter og lagkager
  • Velegnet til opbevaring på køl i minimum 2-3 dage
  • Gammeldags opkogt kagecreme med vaniljestang eller vaniljesukker

Prøv lige at se opskriften på: Jordbærtrifli

Disse fem ingredienser skal du bruge:

  • Sødmælk (du kan også anvende piskefløde i blandingsforholdet 50:50)
  • Sukker (almindeligt hvidt sukker eller økologisk rørsukker)
  • Vaniljestang (du kan også sagtens anvende vaniljesukker eller vaniljepaste)
  • Æg (behøver ikke være pasteuriserede æg, da cremen kommer op på kogepunktet)
  • Majsmel (Maizena eller lignende)
Kagecreme
Hjemmelavet kagecreme smager langt bedre end de færdige pulverblandinger du kan købe i supermarkedet, og samtidig er det noget af det nemmeste du kan tilberede på bare fem minutter. Jeg anvender blandt andet kagecreme i triflier og diverse bagværk.

Prøv lige at se opskriften på: Smørkage med remonce og vaniljecreme

Sådan laver du kagecreme fra bunden:

  1. Skrab vaniljekorn (eller vaniljesukker) ned i en gryde sammen med sukkeret, og pisk det lidt sammen.
  2. Hæld alle de øvrige ingredienser ned i gryden, og pisk mælkeblandingen godt sammen med et piskeris.
  3. Opvarm mælkeblandingen ved middelhøj varme under omrøring indtil det begynder at simre og småkoge. Kog kagecremen igennem i ca. 1 minut under omrøring indtil cremen er tyknet.
  4. Hæld den færdige kagecreme op i en skål og læg husholdningsfilm direkte ovenpå cremen for at undgå skorpedannelse.
  5. Sæt skålen på køl indtil kagecremen skal anvendes.

Prøv lige at se opskriften på: Kanelstang med lækker remonce og vaniljecreme

Helt uden kunstige tilsætningsstoffer

Jeg er tilhænger af konceptet “hjemmelavet”, når resultatet er langt bedre end det du kan opstøve i det lokale supermarked. Når belønningen både er en bedre madoplevelse, og du samtidig sparer penge, er der ikke så mange argumenter der taler imod at lave sin egen kagecreme. Helt uden tilsætningsstoffer. Du ved nøjagtig hvad din hjemmelavede creme består af. Mælk. Sukker. Vanilje. Æg. Majsmel. Kæden hopper lidt af for mit vedkommende, når noget så simpelt som kagecreme lige pludselig indeholder tolv forskelige ingredienser:

  • Sukker
  • Modificeret kartoffelstivelse
  • Stabilisator E 450iii
  • Stabilisator E 339ii
  • Geleringsmiddel
  • Fortykningsmiddel
  • Aroma
  • Salt
  • Farvestof E 160b
  • Farvestof E 160a
  • Farvestof E 101i
  • Sødmælk

Er vi enige om, at du fremover laver din egen kagecreme?

God fornøjelse.

Kagecreme

Kagecreme

Antal personer: 8 Forberedelse: Tilberedning:
Næringsindhold: 180 kalorier 20 grams fedt
Hvor glad er du for opskriften? 4.8/5
( 12 bedømmelser )

Ingredienser:

  • ½ ltr. sødmælk
  • 100 gr. sukker
  • 1 vaniljestang (svarende til 1 tsk. vaniljepaste eller 2 tsk. vaniljesukker)
  • 2 hele æg eller 4 æggeblommer
  • 2 spsk. majsmel

Opskrift - sådan gør du trin for trin:

  1. Flæk vaniljestangen på langs og skrab kornene ud og mos dem i en gryde med sukkeret.
  2. Pisk æggene i og tilsæt alle de øvrige ingredienser.
  3. Opvarm mælkeblandingen ved middelhøj varme under omrøring med et piskeris. Når mælkeblandingen begynder at småkoge og når kogepunktet, skal kagecremen koges igennem i ca. 1 minut under kraftig omrøring indtil kagecremen er tyknet.
  4. Tag gryden af varmen og hæld den varme kagecreme over i en skål.
  5. Læg et stykke husholdningsfilm direkte oven på cremen, og stil den på køl indtil den skal anvendes i en dessert eller kage.
  6. Velbekomme.

Yderligere kommentarer

Hjemmelavet kagecreme kan holde sig på køl i minimum 2-3 dage tildækket med husholdningsfilm ovenpå selve kagecremen for at undgå skorpedannelse. Du kan selv justere mængden af vanilje og sukker i kagecremen. Jeg foretrækker en sukkermængde på 50 gram når jeg laver kagecreme til trifli, hvor andre foretrækker den dobbelte mængde. Det er lidt en smagssag.

Har du prøvet en af mine opskrifter?
Så vil jeg rigtig gerne høre hvordan det gik. Smid mig en kommentar længere nede på siden, og fortæl mig hvad du synes om opskriften.
Kagecreme

DER ER MANGE FLERE FRISTELSER

2 kommentarer

Dalila pedersen 7. marts 2023 - 13:36

Hej

Vil bare høre, hvor lang tid kan vaniljecreme holde sig frisk på køl. Jeg skal lave den en torsdag formiddag, men skal første bruges til kagen om lørdagen. Kan den holde sig frisk nok så længe ? tak for hjælpen.

Besvar
Thomas fra Baregomad.dk 7. marts 2023 - 13:41

Hej Dalila,
Tak for dit relevante spørgsmål 😊 Du kan sagtens tilberede vaniljecremen om torsdagen, og så sætte den på køl til om lørdagen – ingen problemer. Bare læg husholdningsfilm direkte ovenpå cremen i skålen, så du undgår skorpedannelse.

God fornøjelse.

Venlig hilsen
Thomas

Besvar

Jeg vil meget gerne høre fra dig

Din email-adresse vil ikke blive offentliggjort. * Ved at indsende en kommentar bekræfter du samtidig, at du er indforstået med vores persondatapolitik, og at du til enhver tid kan få slettet eller oplyst de indsendte data vi har liggende på bloggen.

Ⓒ 2023 – Baregomad.dk. Alle rettigheder forbeholdt. Materiale og billeder må ikke anvendes eller kopieres uden tilladelse. CVR: 27369588.

Betalingsikoner