Forside » Desserter » Cremelinser

Cremelinser

Cremelinser

Her i huset er vi helt pjattede med cremelinser, men det skal helst være den hjemmelavede udgave med sprød smørbagt mørdejsbund og lækker vaniljecreme. Vaniljecremen skal selvfølgelig også være hjemmelavet, da det er noget af det nemmeste du kan kaste dig ud i, og så smager hjemmelavet kagecreme altså bare langt bedre end det pulver du kan købe på pose i supermarkedet. En cremelinse er vaskeægte retro-bagværk, og jeg husker tydeligt min mormors cremelinser, som hun indimellem serverede til eftermiddagskaffen. Små flade mørdejskager med bølget kant og en midte af kagecreme/vaniljecreme. Det er smørbagte cremelinser.

Prøv lige at se opskriften på: Pæretærte

Denne opskrift på cremelinser er:

  • Smørbagte med sprød mørdejsbund og hjemmelavet vaniljecreme
  • Vaskeægte mormor-bagværk
  • Mundvandsdrivende lækker og med statsgaranti bedre end bagerens henne om hjørnet
  • Nem og lige til at gå til
  • Fryseegnet i op til tre måneder, og skal blot tø op ved stuetemperatur
  • Skræddersyet til at give tolv flotte cremelinser i tærteforme med en diameter på 10 cm.

Prøv lige at se opskriften på: Kanelsnegle med fuldkorn som pull-apart

Disse ingredienser skal du bruge:

  • Hvedemel
  • Mandelmel (blendede mandler)
  • Flormelis
  • Smør
  • Æg
  • Salt
  • Sødmælk
  • Sukker
  • Vaniljestang, vaniljepaste eller vaniljesukker
  • Majsmel

Prøv lige at se opskriften på: Kærnemælkshorn med marcipan

Disse køkkenredskaber skal du anvende:

  • Bølgede linseforme med eller uden løs bund og med en diameter på 10 cm. (du kan fx også bruge store muffinsforme)
  • En udstikker på henholdsvis 12 cm. (mørdej til bund og sider) og 10 cm. (mørdejslåg) - du kan fx også benytte et glas, skål eller kagering
  • En kagerulle til at rulle mørdejen ud med
Kitchencraft linseforme
Jeg har lige investeret i disse små lækre linseforme, som er som skabt til cremelinser. De har en diameter på 10 cm. og har løs bund, hvilket sikrer at du altid kan få dine kager og tærter nemt ud af formen - vel og mærke uden kanter eller bund går i stykker. Linse- eller tærteformene har mange anvendelsesmuligheder, og kan fx anvendes til små madtærter til frokost og tapas.
Mørdej til cremelinser
Vaniljecreme til cremelinser

Opskrift på klassisk mørdejskage med vaniljecreme

Cremelinser eller blot linser er fine små mørdejskager med vaniljecreme. En meget simpel kage med ganske få ingredienser, som samtidig er meget let at kreere. Mørdej. Vaniljecreme. Og det vigtigste af det hele - velegnede tærteforme. Så er du kørende og kan på halvanden time servere friskbagte cremelinser for familien, som samtidig er fryseegnende i op til tre måneder. Du kan også opbevare dine linser på køl til dagen efter. Min opskrift på denne klassiske mørdejskage giver tolv flotte cremelinser, og da du nu er i gang kan du lige så godt lave en dobbelt portion. De skal nok blive spist - jeg taler af erfaring.

God bagelyst.

Cremelinser

Print
Serves: 12 Prep Time: Cooking Time:
Nutrition facts: 525 calories 20 grams fat
Rating: 4.6/5
( 146 voted )

Ingredients

  • Mørdej til cremelinser:
  • 425 gr. økologisk hvedemel fra Økomølleriet/Kragegaarden (reklamelink)
  • 50 gr. mandelmel
  • 150 gr. flormelis
  • 200 gr. koldt smør i små tern
  • 2 hele æg
  • 1 knsp. salt
  • Vaniljecreme:
  • ½ ltr. sødmælk
  • 100 gr. sukker
  • 1 vaniljestang (svarende til 1 tsk. vaniljepaste eller 2 tsk. vaniljesukker)
  • 2 hele æg eller 4 æggeblommer
  • 2 spsk. majsmel eller økologisk hvedemel fra Økomølleriet/Kragegaarden (reklamelink)

Instructions

Mørdej til cremelinser:

  1. Kom alle ingredienserne til mørdejen ned i en stor røreskål, og ælt hurtigt det hele sammen til en ensartet dej med fingrene eller på en køkkenmaskine.
  2. Pak mørdejen ind i husholdningsfilm og stil den på køl i minimum 30 minutter.

Vaniljecreme:

  1. Flæk vaniljestangen på langs og skrab kornene ud og mos dem i en gryde med sukkeret.
  2. Pisk æggene i og tilsæt alle de øvrige ingredienser.
  3. Opvarm mælkeblandingen ved middelhøj varme under omrøring med et piskeris. Når mælkeblandingen begynder at småkoge og når kogepunktet, skal kagecremen koges igennem i ca. 1 minut under kraftig omrøring indtil kagecremen er tyknet.
  4. Tag gryden af varmen og hæld den varme kagecreme over i en skål.
  5. Læg et stykke husholdningsfilm direkte oven på cremen, og stil den på køl indtil den skal anvendes.

Sådan laver du dine cremelinser:

  1. Forvarm ovnen til 180° grader almindelig ovnvarme. 
  2. Rul halvdelen af mørdejen ud på et meldrysset bord til en tykkelse på 3-4 mm.
  3. Udstik 10 bunde (ø 12 cm.) med en rund kagering, glas, skål eller lignende. Bunden skal have en større diameter på et par centimeter end dine linseforme, da dejen også skal kunne dække siderne i formen. 
  4. Læg dejcirklerne ned i linseformene (det er ikke nødvendigt at smøre formeme), og pres dejen godt ind i kanterne.
  5. Hæld den afkølede vaniljecreme op i en engangssprøjtepose, og klip et hul i spidsen på et par centimeter (du kan også fordele cremen i linserne med en spiseske).
  6. Fyld linseformene med mørdejen op med tre fjerdedele creme.
  7. Rul resten af mørdejen ud på et meldrysset bord, og udstik 10 cirkler med samme diameter som linseformene (ø 10 cm.) med et glas eller lignende.
  8. Læg dejcirklerne ovenpå de fyldte linseforme som et låg, og tryk kanterne af for overskydende mørdej.
  9. Bag cremelinserne i ca. 18-22 minutter eller til de er let gyldne og sprøde. Bagetiden kan variere alt efter ovntype.
  10. Lad de færdigbagte cremelinser køle lidt af i formen inden de vendes ud.
  11. Server de friskbagte cremelinser samme dag, eller opbevar de afkølede cremelinser i en lufttæt beholder.

Notes

Opskriften på disse cremelinser er fryseegnet i op til tre måneder, og skal blot tø op ved stuetemperatur. Du kan vælge at toppe linserne med lidt glasur (flormelis og koldt vand), hvilket man ofte ser hos bagerne.

Cremelinser
Cremelinser

4 kommentarer til “Cremelinser”

  1. Hej Thomas,
    Jeg prøvede din opskrift på cremelinser og har følgende kommentarer:
    Helheden er super., men den ydre dej del forekommer mig for tynd - fremefter vil jeg bruge ca. 1,5 portion til denne dej.
    Derudover blev bunden ikke sprød/fast. Som om den ikke var gennembagt.
    Jeg tænker mig at halv-bage 'bundene og siderne' (1,5 gange tykkere) først - derefter fylde dem med cremen og dej-låg, for så at bage dem.
    Endvidere tror jeg at de skal så skal have 200 grader istedet for 180.
    Hvad mener du?

    1. Thomas fra Barego'mad

      Hej Thorkild,
      Mange tak for dit feedback, og ikke mindst interesse for min madblog 🙂 Jeg er rigtig glad for at høre, at du synes om cremelinserne, og det færdige bageresultat. Derudover sætter jeg stor pris på dine observationer, som du har gjort dig undervejs. Det er jo sådan, at min opskrift på cremelinser er vores favorit-bageopskrift her i huset på cremelinser, men nogle foretrækker måske endnu tykkere låg/bund, og andre det modsatte. Du kan se tykkelsen på dejen i de små bageforme til linser i opskriften, og det er vores favorit-tykkelse 🙂 Laver du bunden og dejen tykkere, bliver der færre linser, og så er det en god ide at gange opskriften op med en halv eller hel. Bagetiden skal også i vejret, da det tager længere tid at gennembage bundene. Bagetid er altid kun vejledende, og det er øjnene, og farven på dejen der afgør, hvornår kagen er færdigbagt.

      Endnu en gang tak for dit feedback.

      Hilsen
      Thomas

  2. Helle Høyer

    Hej Thomas!
    Er også vild med cremelinser, men har ikke kunnet finde linseforme, som ikke er lavet af silikone. Hvor har du købt dine?
    Glæder mig til at prøve opskriften.
    Mvh Helle.

    1. Thomas fra Baregomad.dk

      Hej Helle,
      Mange tak for din besked 😊 Linser er meget populære her i huset. Jeg har købt mine forme hos Nyborgs-Room - her er linket . Håber resultatet bliver godt.

      God bagelyst.

      Venlig hilsen
      Thomas

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *