Belgiske vafler

Jeg er ret pjattet med belgiske vafler. Både de lette og sprøde af slagsen, og den helt tunge udgave (Gaufres de Liége) med perlesukker og gær. Denne opskrift på belgiske vafler er den lette udgave uden gær, som både er sød, luftig og sprød, og som skal bages helt gyldne på vaffeljernet. En kop kaffe og en friskbagt belgisk vaffel med lidt softice ovenpå, så er jeg i den syvende gourmet-himmel. Belgiske vafler er også et hit til brunchbordet, hvor de kan serveres med lidt friske bær, skiveskårne bananer, hjemmelavet nutella og ahornsirup.

Prøv lige at se opskriften på: Rasmus Klump pandekager

Denne opskrift på belgiske vafler er:

  • Den lette udgave på belgiske vafler uden gær
  • Søde, luftige og sprøde vafler
  • Perfekte til brunchbordet og et lækkert alternativ til pandekager
  • Meget nemme at tilberede med et belgisk- eller almindeligt vaffeljern
  • Nok til minimum 4-6 personer – giver minimum 12 flotte belgiske vafler

Prøv lige at se opskriften på: Canelé

Disse ingredienser skal du bruge:

  • Hvedemel
  • Smør
  • Mælk
  • Æg
  • Sukker
  • Brun farin
  • Vaniljesukker
  • Bagepulver
  • Salt
Belgiske vafler

Har du styr på de forskellige måleenheder for ingredienser?
Du har garanteret søgt en gang eller to efter madopskrifter på nettet, hvor du er stødt på forskellige begreber for måleenheder og forkortelser som fx cups, ounces og sticks. I USA anvender man betegnelsen “cup” for både tørre og våde ingredienser, hvor vi i Danmark anvender det gængse decilitermål som rummål. Så hvor meget er det lige en cup sukker svarer til i gram og hvor meget svarer to sticks smør til i gram? Læs mere om de forskellige måleenheder her.

Prøv lige at se opskriften på: Kanelgifler

Belgiske vafler med stiftpiskede æggehvider

Der findes rigtig mange opskrifter på belgiske vafler, og jeg har efterhånden spist mig igennem snesevis af forskellige vafler, hvilket har afstedkommet denne ultimative opskrift på belgiske vafler. En opskrift på belgiske vafler, som både er lette, søde og knasende sprøde, og som takket være de stiftpiskede æggehvider gør dejen utrolig luftig og let.

Prøv lige at se opskriften på: Churros

Den traditionelle belgiske vaffel

Min opskrift på belgiske vafler er den helt traditionelle udgave, som er noget mere mættende end fx hjemmelavede pandekager. Der er noget mere føde i en belgisk vaffel, og til trods for at dejen er forholdsvis let og luftig, kan man max. spise et par stykker. Belgiske vafler skal tilberedes på det originale firkantede vaffeljern, hvor der ofte er plads til at stege to vafler samtidig. Jeg kan godt lide vafler med en skøn smag af vanilje, blød midte og en sprød skorpe, og denne opskrift på belgiske vafler indfrier alle mine forventninger til en god vaffel.

Nordisk vaffeldag

Den 25. marts fejrer man “Vaffeldag” her i Norden, og denne fejring markerer vinterens afslutning og forårets komme, som blandt andet byder på lysere tider. Samtidig er fasten slut, som bliver erstattet af påsken.

God bagelyst.

Belgiske vafler

Belgiske vafler

Antal personer: 4-6 Forberedelse: Tilberedning:
Næringsindhold: 220 kalorier 20 grams fedt
Hvor glad er du for opskriften? 3.8/5
( 18 bedømmelser )

Ingredienser:

  • 275 gr. økologisk hvedemel fra Økomølleriet/Kragegaarden (reklamelink)
  • 110 gr. smør, smeltet
  • 5 dl. mælk
  • 2 æg
  • 75 gr. sukker
  • 25 gr. brun farin
  • 3 tsk. vaniljesukker
  • 4 tsk. bagepulver
  • 0,25 tsk. salt

Opskrift - sådan gør du trin for trin:

  1. Opvarm vaffeljernet til max. varme.
  2. Pisk æggehviderne stive i en lille skål.
  3. Pisk æggeblommer, mælk, smeltet smør og vanilje sammen i en anden røreskål.
  4. Sigt alle de tørre ingredienser ned i æggemassen, og rør det hele godt sammen.
  5. Vend de stive æggehvider ned i dejen, og rør det hele forsigtigt rundt med en dejspatel.
  6. Smelt lidt smør på det varme vaffeljern, og bag de belgiske vafler sprøde og gyldne i ca. 5-7 minutter.
  7. Server de færdigbagte vafler lune.
  8. Velbekomme.

Yderligere kommentarer

Den færdige dej kan sagtens opbevares på køl i 2-3 dage, og skal blot lige piskes godt igennem inden dejen hældes i vaffeljernet. Belgiske vafler er meget velegnede til brunchbordet, hvor de fx kan serveres med friske bær, skiveskårne bananer, hjemmelavet nutella og ahornsirup.

Har du prøvet en af mine opskrifter?
Så vil jeg rigtig gerne høre hvordan det gik. Smid mig en kommentar længere nede på siden, og fortæl mig hvad du synes om opskriften.
Belgiske vafler

DER ER MANGE FLERE FRISTELSER

2 kommentarer

Ingrid 19. oktober 2021 - 10:24

Nu er jeg selv fra Belgien og min mor har slidt mange vaffeljern op for at glæde os unger
Jeg har aldrig set eller brugt en opskrift som din, men den er gemt og skal helt sikkert afprøves næste gang, vi skal have lækkerier
Tak for den

Besvar
Thomas fra Barego'mad 19. oktober 2021 - 18:42

Hej Ingrid,
Mange tak for din kommentar og interesse vedrørende min opskrift på belgiske vafler :-) Det lyder til at du har mange gode minder fra din barndom, hvor din mor forkælede jer med belgiske vafler – jeg mindes en barndom, hvor jeg blev forkælet med pandekager. Skal jeg forkæle mig selv og familien i dag, er det ofte belgiske vafler der står på menuen, som sammen med lidt god vaniljeis begejstrer store som små.

Håber opskriften lever op til dine forventninger, og god fornøjelse med den :-)

Venlig hilsen
Thomas

Besvar

Jeg vil meget gerne høre fra dig

Din email-adresse vil ikke blive offentliggjort. * Ved at indsende en kommentar bekræfter du samtidig, at du er indforstået med vores persondatapolitik, og at du til enhver tid kan få slettet eller oplyst de indsendte data vi har liggende på bloggen.

Ⓒ 2022 – Baregomad.dk. Alle rettigheder forbeholdt. Materiale og billeder må ikke anvendes eller kopieres uden tilladelse. CVR: 27369588.

Betalingsikoner