Forside » Opskrifter » Vegetar moussaka

Vegetar moussaka

Vegetar moussaka

Græsk moussaka er komfortmad på den helt store klinge. Det er hyggemad og kærlighedsarbejde, der skal tilberedes i ro og mag på en dag med lidt ekstra overskud, og som belønning for en stund sender dig sydpå til en lille hyggelig græsk taverna ud til det azurblå Middelhav. Jeg er svært begejstret for det græske køkken, og ikke mindst moussaka. Både den helt klassiske udgave med kødsovs, og ikke mindst den kødfrie vegetarvenlige udgave. Vegetar moussaka. Det er ikke en vegansk udgave, da jeg anvender animalsk ost og æg i bechamelsovsen, men med et par krumspring kan du sagtens gøre denne vegetar-udgave helt plantebaseret. Lad os dykke lidt ned i opskriften, hvad den består af og hvordan du lykkedes med at tilberede den.

Prøv lige at se opskriften på: Melanzana alla parmigiana

Opskrift på vegetar moussaka med røde linser, aubergine, squash og kartofler

Vegetar moussaka er auberginer, squash og kartofler i lag med tomat- og linsefyld - toppet med en tyk cremet bechamelsovs. En vegetarisk udgave, som er mindst lige så velsmagende som den helt klassiske udgave med kødsovs. Dette græske måltid består i al sin enkelthed af grøntsagsskiver, som først lige skal steges møre i ovnen i ca. 15-20 minutter. Jeg giver grøntsagsskiverne en tur i ovnen, så de både kommer af med lidt væde, får smag og ikke mindst bliver møre. Opskriften består af flere trin, og kan umiddelbart virke lidt uoverskuelig, hvis det er første gang du stifter bekendtskab med moussaka. Har du allerede smagt dette græske gudemåltid, ved du, at det er besværet og indsatsen værd.

Du skal forestille dig, at denne vegetariske udgave af moussaka består af tre grundelementer: grøntsagsskiver; tomat- og linsefyld; og en cremet bechamelsovs. Hvis du planlægger de forskellige processer og arbejdstrin, er det faktisk ganske nemt og overskueligt. Jeg har lavet en lille oversigt til dig, så du kommer trygt og sikkert i mål med opskriften.

Prøv lige at se opskriften på: Aubergine caponata med couscous

Sådan plejer jeg at arbejde mig igennem opskriften:

  1. Skær auberginerne ud i skiver, og fordel dem på et par bageplader beklædt med bagepapir. Drys lidt groft salt ud over aubergineskiverne, så de kan blive drænet for væde.
  2. Skær herefter squashene og kartoflerne i skiver.
  3. Tilbered bechamel- og tomatsovsen imens auberginerne trækker på bagepladen.
  4. Når du er færdig med at tilberede bechamelsovsen, placerer du alle grøntsagsskiverne på et par bageplader beklædt med bagepapir (det gør ikke noget, hvis de ligger lidt ovenpå hinanden), og bager dem møre i ovnen.
  5. Tilbered tomat- og linsesovsen imens grøntsagerne bliver bagt i ovnen.
  6. Så er du klar til at komponere din moussaka.

Denne opskrift på vegetar moussaka er:

  • Den ultimative opskrift på græsk moussaka uden kød
  • Spækket med auberginer, squash, kartofler og røde linser
  • Græsk vegetarmad, som giver 6-8 store portioner
  • Mindst lige så velsmagende som den klassiske udgave med kød
  • Hyggemad og kærlighedsarbejde til græsk madlavning

Disse ingredienser skal du bruge:

  • Auberginer
  • Squash (zucchini)
  • Bagekartofler
  • Champignon
  • Løg
  • Hvidløg
  • Grofthakkede dåsetomater
  • Røde linser
  • Grøntsagsbouillon
  • Revet mozzarella
  • Sødmælk
  • Smør
  • Hvedemel
  • Æg
  • Parmesan
  • Revet muskatnød
  • Tørret oregano
  • Kanel

Prøv lige at se opskriften på: Grillet squash med parmesan

Vegetar moussaka
Hjemmelavet moussaka med linser, auberginer, kartofler og squash rækker til den helt store familie, og giver minimum 6-8 store portioner. Da vi kun er to i det daglige, har vi mad til to dage og fryser den sidste tredjedel ned til en anden god gang, hvor lysten til vegetar moussaka melder sig. Jeg synes ikke retten kræver noget tilbehør, men en tomatsalat og et stykke madbrød skader absolut ikke.
Auberginer
Jeg er personlig meget begejstret for auberginer, og elsker teksturen af tilberedt aubergine i en ret, som på mange måder minder lidt om konsistensen af kød. Auberginer er rige på antioxidanter og næringsstoffer, som blandt andet har en gavnlig effekt på kolesterolniveauet. Derudover skulle auberginer efter sigende have en positiv effekt på for tidlig aldring, og samtidig reducere risikoen for visse kræftformer.

Fakta om auberginen:
Auberginen tilhører samme familie som kartofler og tomater, og stammer oprindelig fra Sydøstasien, hvor denne herlige grøntsag kan blive op til 150 cm. høj. Aubergine-planten er elsket for sine sortlilla aflange frugter, som efter tilberedning i ovn, grill eller stegning, belønner dig med en dejlig mild aromatisk sødme og nærmest kødlignende smag, og med en konsistens der både er blød og saftig. Tilberedte auberginer er geniale til at absorbere smag fra krydderier, krydderurter og andre grøntsager.

Prøv lige at se opskriften på: Græske hakkebøffer i fad

Moussaka med kødsmag uden kød

Hvordan får jeg moussaka uden kød til at smage som den klassiske udgave med kød? Det har været den helt store udfordring, men jeg har ladet mig inspirere af min populære opskrift på vegetarisk bolognese, som får sin kødsmag fra svampe og champignoner. Jeg går i en stor bue udenom plantefars, og andre plantebaserede fødevarer, som med sminke og farvelade udgiver sig for at være "kød", hvilket de er og aldrig bliver. Rødbedefarvet plantefars, som skal forestille sig at være oksekød, er noget af det mest uappetitlige og forfejlede forsøg på at få danskerne til at spise mindre kød. Hvorfor ikke lave en "oksefars" ud af helt almindelige grøntsager uden farve- og tilsætningsstoffer? Det var et lille sidespring, men jeg forstår ganske enkelt ikke konceptet med de mange plantebaserede fødevarer, som skal forestille sig at være kød - hvem narrer hvem?

Prøv lige at se opskriften på: Græske frikadeller

Den perfekte køderstatning

Den klassiske udgave af moussaka er kendetegnende ved at være solid, kødfuld og med masser af tekstur. Ved at anvende finthakkede champignoner og linser som erstatning for det hakkede okse- eller lammekød, opnår du den perfekte køderstatning. Champignonerne tilfører masser af umami til tomatsovsen, og linserne bidrager med fylde, tekstur og en god krydret smag. Og selvfølgelig masser af proteiner og fibre. Kanel og revet muskatnød fuldender smagsoplevelsen, og resultatet er en kødfri moussaka, som både i forhold til tekstur, udseende, smag og duft er sammenlignelig med den klassiske udgave med kød. Jeg er personlig lige så begejstret for den kødfrie udgave, og det helt uden brug af uappetitlig plantefars fra køledisken i dit lokale supermarked. Græsk mad skal laves med hjertet og friske råvarer.

God fornøjelse.

Vegetar moussaka

Print
Serves: 6-8 Prep Time: Cooking Time:
Nutrition facts: 575 calories 20 grams fat
Rating: 4.6/5
( 38 voted )

Ingredients

  • Grøntsagsfyld:
  • 2 auberginer, skåret i tynde skiver på langs
  • 2 squash (zucchini), skåret i tynde skiver på langs
  • 3 store bagekartofler, skrællet og skåret i tynde skiver (ca. 600 gr.)
  • 250 gr. champignon, finthakket
  • Olivenolie
  • Bechamelsovs:
  • 7,5 dl. sødmælk
  • 75 gr. smør
  • 75 gr. hvedemel
  • 2 æg, sammenpisket
  • 100 gr. parmesan, fintrevet
  • Ca. 1,5 tsk. salt (smag ostesovsen til)
  • 1 tsk. muskatnød
  • Lidt friskkværnet peber
  • Tomat- og linsesovs:
  • 1 stort løg, pillet og finthakket
  • 3 fed hvidløg, finpresset
  • 400 gr. kogte røde eller grønne linser
  • 1 ds. grofthakkede tomater
  • 1 dl. grøntsagsbouillon (kan erstattes med kogevandet fra linserne)
  • 2 tsk. tørret oregano
  • 2 tsk. kanel
  • 0,5 tsk. muskatnød
  • Salt (smag sovsen til)
  • Friskkværnet peber
  • Topping:
  • 200 gr. revet mozzarella

Instructions

Grøntsagsfyld:

  1. Forvarm ovnen til 180° grader varmluft.
  2. Skyl auberginerne under koldt vand, og skær dem ud i tynde skiver på langs. Fordel aubergineskiverne på en bageplade beklædt med bagepapir, og drys dem med lidt groft salt (saltet trækker væden og den let bitre smag ud af auberginerne). Lad dem stå og trække i ca. 20 minutter, og dup dem tørre med lidt køkkenrulle.
  3. Skræl kartoflerne og skær dem i tynde skiver - evt. på et mandolinjern. Læg dem op i en skål eller på en stor tallerken.
  4. Skyl squashene under koldt vand, og skær dem ud i tynde skiver på langs. Læg dem op i en skål eller på en stor tallerken.
  5. Tilbered bechamel- og tomatsovsen imens auberginerne trækker på bagepladen.
  6. Når du er færdig med at tilberede bechamelsovsen, placerer du alle grøntsagsskiverne på et par bageplader beklædt med bagepapir. Hæld lidt madlavningsolie ud over grøntsagerne på bagepladerne, og krydre dem med lidt groft salt og friskkværnet peber. Bag dem møre i ovnen i ca. 15-20 minutter. De skal bare ligge tilfældigt på bagepladerne, og må gerne ligge ovenpå hinanden (de skal bare blive rimelig møre i konsistensen).
  7. Tilbered tomat- og linsesovsen imens grøntsagerne bliver bagt i ovnen.

Bechamelsovs:

  1. Smelt smørret i en gryde, og tilsæt melet under omrøring med et piskeris. Lad melet "brænde af" i et par minutter, så du undgår smagen af mel i bechamelsovsen.
  2. Tilsæt mælken og bring ostesovsen i kog under omrøring. Lad sovsen småkoge et par minutter, og tilsæt herefter revet parmesan. Lad parmesanen smelte i sovsen under omrøring.
  3. Pisk de to æg sammen med 1 deciliter af bechamelsovsen i en lille røreskål, og vend herefter æggeblandingen ned i bechamelsovsen i gryden. Bring ostesovsen i kog under omrøring i et par minutter.
  4. Smag behcamelsovsen til med salt, peber og revet muskat.
  5. Tag gryden af varmen, og lad den tykne imens du går videre med tomat- og linsesovsen.

Tomat- og linsesovs:

  1. Opvarm lidt olie i en stor gryde, og steg løgene blanke ved middelhøj varme (7 på en skala fra 1 til 9 på kogepladen) i 4-5 minutter.
  2. Tilsæt de finthakkede champignon, og lad grøntsagerne stege videre ved middelhøj varme i 5-6 minutter eller indtil det meste af væden i champignonerne er fordampet.
  3. Tilsæt alle de øvrige ingredienser, og bring tomat- og linsesovsen i kog.
  4. Lad tomatsovsen simre videre uden låg i ca. 15-20 minutter.
  5. Smag den til med salt og friskkværnet peber.

Sådan lægger du din vegetar moussaka sammen - start med nr. 1:

  1. Fordel en tredjedel af tomat- og linsefyldet på bundet af det smurte ildfaste fad.
  2. Fordel halvdelen af aubergineskiverne ovenpå tomatsovsen.
  3. Læg et lag kartoffelskiver ovenpå auberginerne.
  4. Fordel halvdelen af squashskiverne ovenpå kartoflerne.
  5. Fordel en tredjedel af tomat- og linsefyldet ovenpå squashskiverne.
  6. Fordel den sidste halvdel af aubergineskiverne ovenpå tomat- og linsefyldet.
  7. Læg et lag kartoffelskiver ovenpå auberginerne.
  8. Fordel den sidste halvdel af squashskiverne ovenpå kartoflerne.
  9. Fordel den sidste tredjedel af tomat- og linsefyldet ovenpå squashskiverne.
  10. Slut af med at fordele bechamelsovsen i et tykt jævnt lag ovenpå tomat- og linsefyldet.
  11. Sæt fadet med moussakaen i ovnen på nederste rille, og bag moussakaen i 30 minutter.
  12. Fordel mozzarellaosten ovenpå bechamelsovsen når de 30 minutter er gået, og sæt moussakaen i ovnen i yderligere 10 minutter, eller til osten er let gylden.
  13. Lad moussakaen stå i 5-10 minutter inden servering.
  14. Velbekomme.

Notes

Vegetar moussaka kan holde sig frisk på køl i minimum 2-3 dage, og skal blot opvarmes i ovnen tildækket med alufolie. Retten er også fryseegnet med en holdbarhed på et par måneder.

Vegetar moussaka

6 kommentarer til “Vegetar moussaka”

    1. Thomas fra Barego'mad

      Hej Jacob,
      Og mange tak for din kommentar og pæne ord om bloggen 🙂 Tallerkenen som bliver vist på billedet er købt hos Sinnerup, og er Sinnerups eget mærke og design. En fed tallerken med en rustik tekstur i emaljen. Jeg tør ikke sige om de har den endnu, da den blev købt i foråret 2021.

      Venlig hilsen
      Thomas

  1. Du skriver, der skal mozarella ovenpå retten, men mozarella indgår ikke i din oversigt over ingredienser, ligesom du skriver, der skal drysses over retten de sidste 10 min. , men ikke noget om, hvor lang tid retten skal have. Er der falder et par linjer ud eller har jeg overset noget?
    Har lavet dine gratinerede squash, og de var super lækre.
    Er I gang med musaka'en og faldt over manglerne

    1. Thomas fra Barego'mad

      Hej Grethe,
      Mange tak for din besked Grethe 🙂 Jeg må blankt indrømme, at der er røget et par linjer ud af opskriften, da jeg har lagt den ind på bloggen. Det beklager jeg rigtig meget. Jeg har lagt de manglende oplysninger ind med det samme. Moussakaen skal bages i ovnen i ca. 30 minutter inden du fordeler 200 gr. revet mozzarella ovenpå moussakaen. Herefter skal osten gratineres i 10 minutter, og så er retten klar til servering. Du kan med fordel lade retten stå i 5-10 minutter efter den er kommet ud af ovnen.

      Håber du lykkedes med opskriften, og beklager endnu en gang de manglende informationer - det er der rettet op på nu.

      Hilsen
      Thomas

  2. Jeg elsker plantefars. Har forsøgt at arbejde mig udenom i forskellige retter, men jeg er ikke begejstret for Linser og div. Som erstatning for plantefarven. Jeg laver plantebaseret bolognese til gæster, og de fatter nada, når jeg fortæller at denne ret udelukkende består af planter, og ingen af vores meddyr har lidt overlast. Så siger folk, processeret plantekød også forurener med co2. Det gør det også, men 90% mindre en 500 g oksekød F.eks. Jeg har nu været plantespiser i 3 år, og fatter ikke hvorfor der gik så lang tid før jeg kom igang. Men opvokset på landet, i en kødspisende familie, så bliver man bare en del af det hele.

    1. Thomas fra Baregomad.dk

      Hej Steen,
      Mange tak for dit feedback på opskriften 😊 Plantebaseret bolognese kan altså bare noget, og vi går også i en lang bue udenom plantefarsen i supermarkedet.

      Venlig hilsen
      Thomas

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *