Paprikagryde

Jeg er vild med paprikagryde. Det er en af de helt store klassikere indenfor mormormad og gryderetter, og som på mange måder minder om mørbradgryde. Paprikagryde er utrolig nem at tilberede, og kan tilberedes af mange forskellige udskæringer som fx svinemørbrad, kyllingebryst og skinkekød. Skinkekød kræver lidt længere tilberedningstid end kylling og svinemørbrad, men det er absolut ventetiden værd.

Paprikagryde er som sagt en klassiker indenfor gryderetter, som jeg mindes fra min barndom. En gryderet, som smagsmæssigt kun bliver bedre på andendagen, og som kan varieres i det uendelige i forhold til grønsager og kødtyper. I opskriften anvender jeg champignoner, løg og røde peberfrugter, men du kan fx også anvende gulerødder, squash, aubergine og forårsløg. Mulighederne er mange, og en god måde til at få bugt med slatne grøntsager i køleskabet. Paprikagryde er på ingen måder stærk, og er derfor børnevenlig – med eller uden champignoner. Jeg synes retten skal tilberedes med champignoner, da det både smager godt og giver en god struktur i flødesovsen. Du kan evt. tilberede champignonerne hele, så de er nemmere at gå udenom.

Prøv lige at se opskriften på: Vikingegryde

Denne opskrift på paprikagryde er:

  • Den ultimative mormor-gryderet med bacon, cocktailpølser og en uimodståelig flødesovs
  • Nem og lækker aftensmad til både hverdag og weekend
  • En populær klassiker, som hele familien vil elske
  • Mørbradgryde smagt til med sød og røget paprika

Disse ingredienser skal du bruge:

  • Svinemørbrad
  • Bacon i tern (bacon i skiver kan også anvendes)
  • Cocktailpølser
  • Madlavningsfløde
  • Champignoner
  • Røde peberfrugter
  • Løg
  • Hvidløg
  • Tomatkoncentrat
  • Grofthakkede tomater
  • Mild paprika
  • Røget paprika
  • Æbleeddike
  • Rørsukker

Prøv lige at se opskriften på: Koteletter i fad

Kan man fryse fløde?
Det korte svar er ja. Du kan sagtens fryse piskefløde ned i op til tre måneder, og gemme en overskydende rest eller storindkøb af billig fløde til senere brug. Læs her hvordan.

Paprikagryde

Kan du fryse mel?
Ja. Du kan med fordel fryse mel, og dermed forlænge holdbarheden på melet. Der er stor forskel på holdbarheden alt efter meltype, og jo grovere en meltype, desto mere relevant er det et putte dit mel i fryseren. Læs mere her.

Prøv lige at se opskriften på: Boller i karry

Opskrift på paprikagryde

Paprikagryde er comfort-food og vintermad på den helt store klinge, men kan nydes hele året rundt med forskelligt årstidsbestemt tilbehør som fx kogte ris, kartoffelmos, bulgur, bønnesalat eller en simpel grøn salat. Det er luksusmad i hverdagen, eller lækker gæstemad i weekenden. Her får du sprødstegte bacontern, cocktailpølser og madlavningsfløde, som kan tryllebinde de fleste personer med hang til klassisk mormormad og en krydret flødesovs. Start med at stege baconternene sprøde i en gryde, og klargør de øvrige ingredienser imens. Du kan sagtens lave paprikagryden dagen før, hvis tiden er knap, da gryderetter kun bliver bedre af at stå og samle sig i køleskabet. Varm retten godt igennem, og server den til en omgang fløjlsblød kartoffelmos, kogte ris eller blomkålsris.

God fornøjelse.

Paprikagryde

Paprikagryde

Antal personer: 4 Forberedelse: Tilberedning:
Næringsindhold: 600 kalorier 20 grams fedt
Hvor glad er du for opskriften? 4.7/5
( 87 bedømmelser )

Ingredienser:

  • 1 hel svinemørbrad, skåret i store mundrette stykker (400-500 gr. skinkekød i tern kan også anvendes)
  • 200 gr. bacon i tern (bacon i skiver kan også anvendes)
  • 200 gr. cocktailpølser
  • 2,5 dl. madlavningsfløde
  • 350 gr. champignoner, skåret i kvarter eller skiver
  • 2 røde peberfrugter, skåret i rustikke strimler
  • 2 løg, skåret i tynde både
  • 3 fed hvidløg, finpresset
  • 2 spsk. tomatkoncentrat (1 lille dåse på 70 gr.)
  • 1 ds. grofthakkede tomater
  • 1,5 spsk. mild paprika
  • 1 tsk. røget paprika
  • 2 spsk. æbleeddike
  • 1 spsk. rørsukker
  • 2 tsk. salt
  • Friskkværnet peber

Opskrift - sådan gør du trin for trin:

  1. Steg baconternene sprøde ved forholdsvis høj varme (7-8 på en skala fra 1 til 9 på kogepladen) i en stor gryde. Læg de sprødstegte bacontern over i en røreskål.
  2. Steg cocktailpølserne gyldne i fedtstoffet fra baconternene, og læg de brunede cocktailpølser ned i skålen til baconternene.
  3. Puds svinemørbraden fri for sener og fedt, og halver den på langs. Skær de to halve mørbradstykker ud i fingertykke stykker.
  4. Brun mørbradskiverne i fedtstoffet fra baconternene, og læg de brunede mørbradstykker ned i røreskålen.
  5. Rens champignonerne under koldt vand, og skær dem i kvarte eller halve stykker.
  6. Pil løgene og skær dem ud i tynde både.
  7. Skyl, udkern og skær peberfrugterne i rustikke strimler.
  8. Steg løg, hvidløg, champignoner og peberfrugter i det resterende fedtstof i gryden, hvor du også har stegt mørbradstykkerne. Steg grøntsagerne i 3-4 minutter, eller til løgene begynder at tage lidt farve.
  9. Tilsæt de grofthakkede tomater, tomatkoncentrat, de to slags paprika, æbleeddike, rørsukker og madlavningsfløde, og rør alle ingredienserne godt rundt i gryden.
  10. Hæld mørbradstykkerne og baconternene tilbage i gryden, og bring gryderetten i kog under omrøring. Når retten koger skruer du ned for varmen, og lader retten simre videre i yderligere 12-15 minutter.
  11. Tilsæt de brunede cocktailpølser og smag retten til med salt og friskkværnet peber.
  12. Pynt paprikagryden med lidt grofthakket persille, og server retten til fx kogte ris, kartoffelmos eller bulgur.
  13. Velbekomme.

Yderligere kommentarer

Kogte ris og dampede bønner smager rigtig godt til hjemmelavet paprikagryde. Du kan også servere brune ris eller blomkålsris, hvis du ønsker et sundere alternativ. Jeg anbefaler, at du smager sovsen til med sukker og æbleeddike, da det komplimenterer det bitre fra paprikaen, det sure og syrlige fra tomaterne, og det salte fra baconternene og cocktailpølserne. Resultatet er en mundvandsdrivende lækker flødesovs.

Har du prøvet en af mine opskrifter?
Så vil jeg rigtig gerne høre hvordan det gik. Smid mig en kommentar længere nede på siden, og fortæl mig hvad du synes om opskriften.
Paprikagryde

DER ER MANGE FLERE FRISTELSER

2 kommentarer

Jan 14. marts 2022 - 21:20

Stor ros for den her opskrift. En udødelig klassiker. Tak for rigtig mange gode opskrifter ;-)

Besvar
Thomas fra Barego'mad 14. marts 2022 - 21:22

Hej Jan,
Mange tak for dit feedback og rosende ord om paprikagryden og bloggen – det er jeg utrolig glad for at høre 😊 Paprikagryde er altid et hit her på matriklen.

Venlig hilsen
Thomas

Besvar

Jeg vil meget gerne høre fra dig

Din email-adresse vil ikke blive offentliggjort. * Ved at indsende en kommentar bekræfter du samtidig, at du er indforstået med vores persondatapolitik, og at du til enhver tid kan få slettet eller oplyst de indsendte data vi har liggende på bloggen.

Ⓒ 2023 – Baregomad.dk. Alle rettigheder forbeholdt. Materiale og billeder må ikke anvendes eller kopieres uden tilladelse. CVR: 27369588.

Betalingsikoner