Hvis jeg har mulighed for det, går jeg i en lang bue uden om hvidt brød. Det er ikke lige mig. Derimod er jeg svært begejstret for brød, der er spækket med fuldkornsmel, fibre, frø og kerner. Noget der giver maven og tarmene noget at arbejde med, og som fremfor alt mætter og smager af noget. Det gør grovboller. Og det gør mine grov go'e fantasiboller, som er den ultimative opskrift på grovboller. Og samtidig en af de mest enkle af slagsen.
Prøv lige at se opskriften på: Ostebrød med krydderurter som pull-apart
Her skal du ikke tænke på hydration, autolyse, surdej, fordej, foldeteknikker og meget andet. Det er simpelt bagværk når det er bedst, og i løbet af halvanden times tid kan du servere friskbagte grovboller, der både smager og mætter godt. Det er godt bagværk. Det er grov go'e fantasiboller.
Prøv lige at se opskriften på: Hvidløgsbrød som pull-apart
Denne opskrift på grov go'e fantasiboller er:
- Den ultimative grovbolle spækket med fuldkorn, kerner og frø
- Din genvej til minimum 24 friskbagte grovboller, som giver en god mæthedsfornemmelse
- Sunde og nemme grovboller til madpakken, morgenbordet eller når du er sulten for sjov
- Dejlige svampede og mættende med lækker sprød skorpe og sej krumme
- Hjemmebagte grovboller med masser af bid
- Er fryseegnet i op til 6 måneder, og kan opvarmes direkte i ovnen fra frost på 5-7 minutter ved 200° grader varmluft
Prøv lige at se opskriften på: Gulerodsbrud
Disse ingredienser skal du bruge:
Opskriften på disse grovboller lever i den grad op til deres navn. Grov go'e fantasiboller. For det er freestyle-bagning når det er bedst. Meltyperne og mængden er vejledende i opskriften, og kan sagtens udskiftes med andre meltyper, frø og kerner. Deraf navnet "fantasiboller". Med denne opskrift på grovboller får du mulighed for at rydde op i dine skuffer og skabe, og få bugt med dine rester. Resultatet er grov go'e fantasiboller med sprød skorpe og svampet krumme.
- Hvedemel
- Ølandshvedemel
- Rugmel
- Grahamsmel
- Hørfrø
- Solsikkekerner
- Knækkede rugkerner
- Vand
- Yoghurt naturel eller cremefraiche
- Gær
- Honning eller sirup
- Salt
Den bedste opskrift på grov go'e fantasiboller
Jeg har efterhånden smagt og bagt rigtig mange forskellige udgaver af grovboller, men her i huset er vi faktisk enige om, at denne opskrift på fantasiboller er den ultimative opskrift på grovboller. Det er en opskrift der er lige til at gå til, og som ikke udfordrer ens tålmodighed eller avanceret bageteknik. Det er lige til og enkelt. Og det er dejligt befriende indimellem. Grovboller man ikke skal tale eller kæle med, men nyde i nuet.
Prøv lige at se opskriften på: Brusebadsboller
Nemme og hurtige grovboller til madpakken og morgenbordet
Grov go'e fantasiboller er den ultimative grovbolle til madpakken, morgenbordet eller som snack når du er sulten for sjov, og der er et par timer til aftensmaden. Det er ernæringsrigtige boller spækket med grove meltyper, kerner, frø, vitaminer, kostfibre og fedtstoffer, da fuldkornsmel indeholder alle kornets kim- og skaldele. Det er en grovbolle du kan tage med i hånden på farten, eller servere til morgenbordet med lidt smør og en skive god ost. Grovbollen, der kan gøre det ud for et sandwichbrød, og stille sulten i skolen eller på arbejdspladsen.
Prøv lige at se opskriften på: Æltefrit grydebrød
Hvordan får jeg luftige grovboller
Hemmeligheden bag luftige grovboller er æltetiden. Især når du bager grovboller som disse grov go'e fantasiboller. Når du bager med fuldkornshvedemel og andre grove meltyper som fx grahamsmel og rugmel, kræver det længere æltetid at danne et stærkt glutennetværk, hvilket skyldes de mange kim- og skaldele i melet, som skærer glutentrådene over. Uden vi skal komme ind på alt det tekniske, er det glutennetværket der samler brødet og binder det sammen, og jo stærkere det er, jo luftigere en grovbolle får du.
Prøv lige at se opskriften på: Koldhævede morgenboller
Jeg vil anbefale dig at røre dejen på en køkkenmaskine, da det er en ret stor portion med en samlet kampvægt plus de tre kilo. Jeg ælter dejen på min Ankarsrum Assistent i ca. 12-15 minutter, eller indtil jeg kan se at dejen er blank og slipper kanterne i skålen. Æltetiden vil variere alt efter hvilken køkkenmaskine du har, og hvilke meltyper du anvender.
Håndter dine grovboller med nænsom hånd
Vejen til luftige grovboller er som sagt en lang æltetid, men det er kun den halve vej mod målet. Når du sætter den færdige dej til hævning, skabes der luftbobler i dejen som medvirker til en luftigere bolle. Derudover er det meget vigtigt, at du håndterer din dej nænsomt og blidt, når du vender dejen ud på bordpladen. Hak dejen ud til dine grovboller med så lidt fysisk kontakt som muligt, så du undgår at slå luften ud af dejen.
Prøv lige at se opskriften på: Fødselsdagsboller
Hvad kan jeg bruge af mel, kerner og frø
Stort set alt. Deraf navnet "fantasiboller". Det er grovbolle-freestyling når det er bedst. Min opskrift indeholder blandt andet hørfrø, solsikkekerner og knækkede rugkerner, men du kan fx også anvende sesamfrø, hampefrø, havregryn, chiafrø, græskarkerner og speltflager. Med andre ord de kerner og frø du lige har ved hånden. Det samme gør sig gældende med meltyper. Her kan du også eksperimentere med forskellige meltyper som fx speltmel, havremel, svedjerugmel og bygmel. Jeg vil dog anbefale dig, at bevare blandingsforholdet mellem hvedemel og fuldkornsmel som angivet i opskriften - det vil sige ca. 1 kilo hvedemel og ottehundrede gram fuldkornsmel.
Er grovboller sunde
Alt er relativt, og når det kommer til sundhed er der nok lige så mange holdninger og meninger som der er mennesker. Men ja. Grovboller er i min optik sunde, hvis det er de gode af slagsen. Og i hvert fald et sundere alternativ til hvidt brød. Er grovboller sunde for personer med glutenallergi? Nej, men det er en helt anden snak. Jeg har et forholdsvis afslappet forhold til gluten og brød, og elsker smagen og duften af friskbagt brød. Opskriften på disse grov go'e fantasiboller er ingen undtagelse, og er efter min mening et sundt ernæringsmæssigt bud på en sund grovbolle.
God bagelyst.
Ingredients
- 1 kg. økologisk hvedemel fra Økomølleriet/Kragegaarden (reklamelink)
- 500 gr. ølandshvedemel fra Økomølleriet/Kragegaarden (reklamelink)
- 200 gr. økologisk rugmel fra Økomølleriet/Kragegaarden (reklamelink)
- 100 gr. økologisk grahamsmel fra Økomølleriet/Kragegaarden (reklamelink)
- 150 gr. kerner og frø (fx hørfrø, solsikkekerner og knækkede rugkerner) fra Økomølleriet/Kragegaarden (reklamelink)
- Ca. 11 dl. lunkent vand (37° grader)
- 2½ dl. yoghurt naturel eller cremefraiche
- 50 gr. gær
- 2 spsk. honning eller sirup
- 4 tsk. salt
- Lidt smagsneutral olie (til at smøre røreskålen med)
Instructions
- Opløs gæren i det fingervarme vand, og tilsæt herefter yoghurt naturel og honning.
- Tilsæt de forskellige meltyper og salt, og ælt dejen godt igennem for fulde omdrejninger i ca. 12-15 minutter, eller til dejen er blank og slipper skålens kanter. Konsistensen på dejen skal være rimelig fast, men stadigvæk så våd og klistret, at dejen lige akkurat hænger fast i fingerspidsen, når du prikker i dejen.
- Smør en røreskål med lidt smagsneutral olie, og hæld dejen over i skålen (du kan også lade dejen hæve i røreskålen monteret på din køkkenmaskine).
- Kom et klæde eller låg over skålen, og lad dejen hæve i minimum 1-2 timer.
- Forvarm ovnen til 225° grader varmluft (har du et bagestål, skal du opvarme ovnen ca. 30 minutter før grovbollerne skal bages).
- Vend dejen ud på dit køkkenbord, og skær dejen ud i passende rustikke stykker (jeg bruger en dejskærer). Fordel grovbollerne på en bageplade beklædt med bagepapir.
- Pensle bollerne med koldt vand.
- Bag bollerne færdige i den forvarmede ovn i ca. 18-20 minutter, eller til de er flot gyldne med en sprød skorpe og en kernetemperatur på 98° grader.
- Lad bollerne køle af på en rist.
- Velbekomme.
Notes
Du kan vælge at bage grovbollerne med samtlige frø og kerner i dejen - alternativt drysse dem ud på bordpladen inden du vender dejen ud på bordet, så bollerne får kerner og frø på hele overfladen. Konsistensen på dejen skal være rimelig fast, men stadigvæk så våd og klistret, at dejen lige akkurat hænger fast i fingerspidsen, når du prikker i dejen.
Hvordan ser din dejskærer ud? Og hvor er den købt?
Hej Charlotte,
Jeg har fået den med da jeg købte mit bagestål hos bagesten.dk. To dejspader og en dejskærer medfølger bagestålet. Du kan se dejskæreren her, hvor jeg anmelder bagestålet fra bagesten.dk.
Hilsen
Thomas