Du kan ikke sige, at du ikke kan lide fisk, før du har smagt dette måltid med dampet torsk og karamelliserede ovnbagte rodfrugter med appelsinjuice, som indgår i en lækker salat med quinoa, babyspinat og feta. Dampet torsk med ovnbagte rodfrugter er sund og lækker aftensmad for hele familien, som samtidig er rigtig nem at tilberede på en travl hverdag, hvor tiden og overskuddet til de store kulinariske udskejelser ikke er tilstede. Jeg har valgt at dampe torsken i lidt hvidvin, da det tilfører en lækker smag til kødet, men du kan sagtens undlade at dampe torsken i hvidvin.
Fedtstoffernes ukronede konge
Du kan bruge mange forskellige hvidkødede fisk til dette måltid – lad mig blot nævne torsk, sej, kuller, kulmule og hvilling, som alle tilhører torskefamilien. Du kan for den sags skyld også anvende laksestykker, hvis du ikke lige er til torsk eller hvidkødede fisk. Fisk er sundt, og samtidig rige på fedtstoffernes ukronede konge – omega-3-fedtsyrer. Vi spiser rigtig meget antiinflammatorisk kost i hverdagen, da min kone har leddegigt, og omega-3-fedtsyrer har en lang række gavnlige effekter på gigt og andre lidelser. Hvidkødede fisk og laks er derfor ofte på menuen, og dampet torsk er en af slagsen.
Dampet torsk i ovn
Fisk er sundt, og denne opskrift på dampet torsk er nok en af de nemmeste måder at tilberede fisk på. På blot 30 minutter kan du servere dampet torsk ledsaget af en fyldig salat, som er spækket med sunde fedtstoffer, kostfibre, mineraler og vitaminer. Torsken skal tilberedes i et smurt ildfast fad, og skal krydres med salt, friskkværnet peber og en skive citron – økologisk naturligvis. Du kan også servere citronbåde til måltidet, som smager rigtig godt til den dampede torsk. Friskpresset citronsaft salter måltidet, og er langt sundere end almindelig køkkensalt. Torsken bliver ledsaget af en mundvandsdrivende lækker salat, som består af ovnbagte rodfrugter, quinoa, babyspinat og feta.
Prøv lige at se opskriften på: Quinoasalat
Denne opskrift på dampet torsk med ovnbagte rodfrugter er:
- Lækker og sund aftensmad med fisk og en mundvandsdrivende lækker salat
- Antiinflammatorisk mad spækket med vitaminer, kostfibre, fedtsyrer og proteiner
- Sund aftensmad for hele familien
- Nem at tilberede på selv en travl hverdag
Disse ingredienser skal du bruge:
- Torskefileter uden skind (sej, kuller, kulmule eller laks kan også anvendes)
- Frisk dild
- Hvidvin (kan undlades)
- Quinoa
- Gulerødder
- Rødbeder
- Røde peberfrugter
- Rødløg
- Hvidløg
- Babyspinat
- Mandler
- Persille
- Feta
- Saften fra en appelsin
- Frisk ingefær
- Olivenolie
- Honning
- Stødt spidskommen
Prøv lige at se opskriften på: Vegetarisk shepherds pie
Prøv lige at se opskriften på: Linsepasta med feta og grøntsager
Sådan koger du quinoa
Det er ikke spor svært at koge quinoa, og på bare femten minutter kan du fremtrylle de mest velsmagende luftige quinoa-korn. Quinoa-kornene skal koges i letsaltet vand, og i forholdet 1:2 – fx 1 dl. quinoa til 2 dl. vand. Kogetiden er 10 minutter, hvorefter vandet hældes fra gryden, og så skal quinoaen hvile under låg i yderligere 5 minutter, hvilket gør kornene ekstra luftige og lækre. Herefter er du klar til at servere denne superfood som erstatning for ris og pasta, eller som et mættende element i en salat.
Sådan gør du:
- Skyl quinoaen under koldt vand i en sigte.
- Hæld quinoaen ned i en gryde, og tilsæt vand i forholdet 1:3.
- Bring vandet i kog og tilsæt lidt salt.
- Lad nu quinoa-kornene småkoge i ca. 10 minutter.
- Hæld vandet fra gryden, og lad den kogte quinoa hvile under låg i yderligere 5 minutter. Dette trick med at hælde vandet fra, og lade quinoa-kornene hvile under låg, gør kornene ekstra luftige og lækre.
- Server quinoaen varm eller kold.
Opskrift på dampet torsk med ovnbagte rodfrugter
Torsk er fra naturens side af ret neutral i smagen, så derfor skal du krydre torskefileterne godt med groft salt og friskkværnet peber – og selvfølgelig med en skive citron på toppen. Du kan også hælde lidt olivenolie ovenpå fisken, eller en klat smør – smør er dog ikke antiinflammatorisk, så vi bruger altid raps- og olivenolie. Krøl et stykke bagepapir sammen, og fugt det under den kolde vandhane. Læg bagepapiret over fadet, så det holder på dampen, og bag fisken i ca. 20 minutter. Grøntsagerne skal bages møre i ovnen på en bageplade, men stadigvæk være med bid, så hold løbende øje med grøntsagernes konsistens i ovnen. Quinoaen skal koges efter anvisningerne på emballagen, og køle af til stuetemperatur inden den vendes i salaten sammen med de øvrige grøntsager. Det samme gør sig gældende for de ovnbagte grøntsager, som også lige skal køle lidt af. Start med at sætte grøntsagerne i ovnen, da de skal have ca. 10-15 minutter mere end torskestykkerne.
God fornøjelse.
Ingredients
- Fisk:
- Ca. 500-600 gr. torskefileter uden skind, skåret i passende portionsstykker (sej, kuller, kulmule eller laks kan også anvendes)
- Frisk dild
- 1,5 dl. hvidvin (kan undlades)
- Salt
- Friskkværnet peber
- Ovnbagte rodfrugter med quinoa og feta:
- 2 dl. quinoa (ukogt)
- 4 store gulerødder, skrællet og skåret i skrå skiver
- 2 store rødbeder, skrællet og skåret i rustikke stykker
- 2 røde peberfrugter, udkernet og skåret i rustikke stykker
- 1 rødløg, skåret i både
- 100 gr. babyspinat
- 1 stor håndfuld mandler, grofthakket
- 1 bdt. persille, grofthakket
- 200 gr. feta, smuldret i rustikke tern
- Friskpresset citronsaft (salt kan også anvendes)
- Friskkværnet peber
- Dressing til rodfrugter:
- Saften fra en appelsin
- 1 spsk. frisk ingefær, finthakket
- 2 fed hvidløg, finpresset
- 2 spsk. olivenolie
- 1,5 spsk. honning
- 0,5 tsk. stødt spidskommen
- Salt
- Friskkværnet peber
- Dressing til kogt quinoa:
- 1 spsk. olivenolie
- 3 spsk. rødvinseddike (æbleeddike kan også anvendes)
Instructions
Dampet torsk:
- Forvarm ovnen til 180° grader varmluft eller 200° grader almindelig over- og undervarme. Det er meningen, at du både skal tilberede torskestykkerne og grøntsagerne samtidig i ovnen. Start med at tilberede grøntsagerne, og sæt så fadet med fiskestykkerne ind i ovnen efter ca. 10-15 minutter.
- Smør et ildfast fad med lidt raps- eller olivenolie, og placer torskefileterne i fadet. Krydre med salt og friskkværnet peber, og læg en økologisk skive citron ovenpå torskestykkerne sammen med lidt dild. Krøl et stykke bagepapir sammen, og fugt det under den kolde vandhane. Læg bagepapiret over fadet, så det holder på dampen. Bag fiskestykkerne i ca. 20 minutter, eller til kødet er mørt. Torsk må endelig ikke overtilberedes, da kødet ellers bliver tørt og kedeligt.
Ovnbagte rodfrugter med quinoa og feta:
- Kog quinoaen efter anvisningerne på emballagen. Du skal sørge for at skylle quinoaen godt under koldt vand i en sigte, inden du koger quinoaen i en gryde. Quinoa skal koges under låg de første 10 minutter, hvorefter du hælder vandet fra og tager gryden af varmen. Læg låget på gryden i ca. 5 minutter, hvilket får den færdigkogte quinoa til at puffe op. Lad den færdigkogte quinoa køle lidt af inden du blander quinoaen med de øvrige ingredienser.
- Skræl gulerødderne og skær dem i skrå rustikke skiver.
- Skræl rødbederne og skær dem i rustikke skiver.
- Pil løget og skær det i tykke både.
- Skyl peberfrugterne under koldt vand, og halver dem på langs. Fjern kernehuset og alle frøene, og skær peberfrugterne ud i rustikke stykker.
- Fordel gulerødder, rødbeder, peberfrugter og løg på en eller to bageplader beklædt med bagepapir, og fordel dressingen til rodfrugterne ud over alle grøntsagerne.
- Bag grøntsagerne i ca. 25-30 minutter, og vend dem undervejs. Det er vigtigt, at grøntsagerne ikke får for meget, men stadigvæk er med bid. Lad grøntsagerne køle lidt af på bagepladen imens torsken bliver færdigtilberedt.
- Hæld den let afkølede quinoa op i en stor røreskål, og rør den sammen med dressingen til den kogte quinoa.
- Vend alle de ovnbagte rodfrugter og grøntsager ned til quinoaen sammen med persille, babyspinat, mandler og feta. Krydre med friskkværnet peber og friskpresset citronsaft, og vend forsigtigt alle ingredienserne sammen i røreskålen med klør fem eller en grydeske.
- Server salaten til den dampede torsk.
- Velbekomme.
Dressing til rodfrugter:
- Pisk alle ingredienserne til dressingen sammen i en røreskål.
Dressing til kogt quinoa:
- Pisk olie og rødvinseddike sammen i en røreskål.
Notes
Du kan med fordel tilberede quinoaen og de ovnbagte rodfrugter og grøntsager i forvejen, og så opbevare dem på køl indtil du skal servere salaten.