Forside » Desserter » Clafoutis med årstidens bær

Clafoutis med årstidens bær

Clafoutis med friske bær

Clafoutis er en fransk dessertkage, som har sin oprindelse i den tidligere region Limousin i det centrale Frankrig, og kan dateres helt tilbage til midten af 1800-tallet. Clafoutis er ikke nogen helt almindelig kage, og den er egentlig ret svær at definere. For det er ikke en almindelig tærte, og den minder heller ikke om en marzarinkage. Clafoutis vil jeg sige er en mellemting mellem en saftig frugttærte med vaniljecreme, budding, soufflé og en tyk pandekage i konsistensen. Og så masser af friske bær toppet med flormelis.

Prøv lige at se opskriften på: Svesketrifli

Fyld kagen op med bær

Det franske navn clafoutis betyder "at fylde", og det er lige nøjagtig hvad man gør med denne franske kagedessert. Clafoutis tilberedes i en traditionel tærteform, som fyldes op med dej og efterfølgende en masse friske bær. Den oprindelige udgave af clafoutis er med hele kirsebær, men kan tilberedes med årstidens sæsonaktuelle bærfrugter - måske tilsat lidt likør som fx Calvados og cognac. Clafoutis er kage-freestyling både hvad angår fyld og dejtype.

Prøv lige at se opskriften på: Panna cotta med friske bær

Denne opskrift på clafoutis med årstidens bær er:

  • Bagt dessert med årstidens friske bær (fx kirsebær, blåbær, hindbær, jordbær, rabarber og blommer)
  • Klassisk fransk dessert serveret med en klat kold flødeskum eller cremefraiche
  • En mellemting mellem en saftig frugttærte med creme, soufflé og en tyk pandekage (min egen fortolkning)
  • En lækker dessertkage til eftermiddagskaffen eller gæstemiddagen

Prøv lige at se opskriften på: Pæretærte

Disse ingredienser skal du bruge til clafoutis:

  • Hvedemel
  • Sødmælk
  • Hele æg
  • Æggeblommer
  • Sukker
  • Brun farin
  • Flormelis
  • Vaniljesukker
  • Salt
  • Calvados, cognac eller rom (kan undlades)
  • Årstidens bær
Clafoutis med friske bær

Clafoutis Limousin

Der findes mange varianter af clafoutis - lige fra den meget lette af slagsen med en tynd pandekage-agtig dej til den mere bastante udgave med en konsistens som en saftig frugttærte, budding og soufflé. Jeg har kastet mig ud i den "tunge" udgave, men det bliver den absolut ikke ringere af, hvis man er til denne desserttype.

Prøv lige at se opskriften på: Verdens bedste brownie

Denne franske dessertkage skal serveres imens den stadigvæk er lun og med en iskold klat flødeskum eller cremefraiche. Clafoutis Limousin tilberedes med en meget lille mængde mel, hvilket afstedkommer en kagedessert som er helt sin egen - ikke mindst konsistensen og smagen. Kagen bliver bagt af to omgange, hvilket skaber en bund i tærteformen inden de friske bær kommer ovenpå sammen med den resterende mængde dej.

God bagelyst.

Clafoutis med årstidens bær

Print
Serves: 8-10 Prep Time: Cooking Time:
Nutrition facts: 325 calories 20 grams fat
Rating: 5.0/5
( 8 voted )

Ingredients

  • Dejen til clafoutis:
  • 150 gr. økologisk hvedemel fra Økomølleriet/Kragegaarden (reklamelink)
  • 7 dl. opkogt sødmælk (dejen hæver bedre når valleproteinet er neutraliseret ved kogepunktet)
  • 6 æg
  • 3 stk. æggeblommer
  • 150 gr. sukker
  • 2 spsk. brun farin
  • 1 spsk. vaniljesukker
  • ¼ tsk. salt
  • 3 spsk. Calvados, cognac eller rom
  • Fyld:
  • 500 gr. friske bær (fx kirsebær, hindbær, blåbær, brombær eller jordbær)
  • Topping:
  • Flormelis

Instructions

  • Forvarm ovnen til 180° grader varmluft.
  • Slå æggene ud i en røreskål, og tilsæt den opkogte sødmælk og vaniljesukker. Pisk mælkeblandingen godt sammen med en håndmixer.
  • Tilsæt alle de øvrige ingredienser til dejen, og pisk dejen godt igennem indtil konsistensen er ensartet og uden klumper. Konsistensen minder meget om en pandekagedej.
  • Smør tærteformen med smør og strø sukker i bunden og på siderne af formen. Du kan også anvende bagepapir hvis du bruger en tærtebund med løs bund.
  • Hæld halvdelen af dejen ud i tærteformen, og bag den i ovnen i ca. 10 minutter.
  • Tag tærteformen ud af ovnen, og fordel alle de friske bær ovenpå dejen.
  • Hæld resten af dejen over bærrene, og bag den færdig i ca. 30-35 minutter eller til den er gylden og fast i konsistensen. Konsistensen minder om en meget fast budding.
  • Lad den færdigbagte clafoutis køle lidt af.
  • Drys med flormelis og server den lun med flødeskum, vaniljeis eller cremefraiche.
  • Velbekomme.

Notes

Denne opskrift på clafoutis passer til min helt store tærteform fra Le Creuset med en indvendig diameter på 28 cm. Har du en tærteform med en diameter på omkring 24 cm., vil jeg reducere mængden af ingredienser med en tredjedel. Kagen kan opbevares på køl i et par dage, men bør lunes inden servering.

Clafoutis med friske bær

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *