Få den nemme opskrift på bedstefars skæg, der er en klassisk kage med marmelade og marengs på toppen. Kan bages i springform eller bradepande.
Bedstefars skæg kagen. Nu skal vi en tur down memory lane - helt tilbage til min barndom, hvor jeg tydeligt husker min mormors udgave af den klassiske skærekage med sprød marengs på toppen, og et lag af rabarberkompot eller marmelade.
Helt som mormor lavede den. En utrolig lækker skærekage i springform eller bradepande, som både er nem at tilberede, og som med statsgaranti vil være et stensikkert kagehit til eftermiddagskaffen.
Det er en kage du kan spise hele året rundt, men som i sommermånederne er utrolig populær med rabarberkompot, som giver et godt syrligt modspil til det søde marengslåg.
Her får du sødt og syrligt. Sprødt og blødt, og med garanti bedstefars skæg rundt om hele munden, hvis du ikke bruger en kagegaffel eller ske til at spise kagen med.
Se også de populære kageopskrifter på:
Opskrift på bedstefars skæg
Et overskæg af snasket marengs
Jeg kender faktisk ikke årsagen til, hvorfor kagen har fået navnet 'bedstefars skæg', men jeg har et rigtig godt bud.
Marengsen på toppen af kagen bliver kun sprød udvendig, men forbliver blød og snasket indeni. Det er meningen, og konsistensen skal derfor ikke minde om pavlova eller fuglereder, hvor marengsen er langt mere gennembagt.
Spiser du derfor kagen med klør fem, er sandsynligheden for et hvidt skæg på overlæben meget stor. Et skæg af snasket marengs. Lige som det skal være, og som gør denne kage til noget helt særligt.
Den originale udgave skulle efter sigende være med marmelade, og ikke med rabarberkompot. Jordbærmarmelade eller hindbærsyltetøj, men der er faktisk frit valg fra alle hylder, og du kan bruge lige nøjagtig den marmelade, syltetøj eller kompot du ønsker.
Personligt vil jeg foretrække en let syrlig marmelade eller syltetøj som fx hindbærsyltetøj og brombærmarmelade, som giver et frisk modspil til det søde marengslåg.
Denne opskrift på bedstefars skæg er:
- Den helt klassiske udgave med rabarberkompot og sprødt marengslåg
- Velegnet til en springform på ca. 28 cm. i diameter eller bradepande 25 x 30 cm.
- Med rabarberkompot og sprød marengs (marmelade kan også anvendes)
- En nem og lækker skærekage med lag af kompot eller marmelade og sprødt marengslåg
- En nostalgisk kage, som dine kolleger, børn, familie og venner vil elske
Bedstefars skæg med rabarber
Bedstefars skæg kage er efterhånden en af de mere sjældne kager her i landet, og er gået lidt i glemslen, hvilket er synd og skam.
Kagen er utrolig nem at røre sammen, og består af de mest basale ingredienser, som de fleste har stående i deres husholdning.
Kagen smager allerbedst når den er friskbagt, og marengsen har tendens til at blive blød, hvis du gemmer den til dagen efter.
Det er måske årsagen til, at kagen ikke er den oplagte 'to-go-kage', da marengsen også kan være lidt besværlig at håndtere uden kagegaffel eller ske.
Uanset hvad er det en fantastisk velsmagende kage, og min klare favoritudgave er med hjemmelavet rabarberkompot.
Det er er sød kage, men den syrlige rabarberkompot giver et frisk og lækkert modspil til den søde marengs på toppen, hvilket jeg rigtig godt kan lide.
Kan jeg lave kagen i en bradepande?
Ja. Du kan sagtens lave kagen i en stor standard bradepande fra ovnen, og her skal du gange opskriften med 2,5.
Denne opskrift tager udgangspunkt i en stor springform med en diameter på 28 cm. og/eller en mindre bradepande på ca. 25 x 30 cm.
Bagetiden vil variere alt efter ovntype og bageform, men kagebunden skal føles fast inden du smører kompot eller marmelade og marengs på.
Jeg vil også anbefale dig at bage kagen ved 180° grader almindelig over- og undervarme, da det er mere skånsomt end varmluft - her tænker jeg i særdeleshed på marengsen, som ikke må blive mørk.
Tak fordi du bruger opskriften på kagen, og du er meget velkommen med din mening om den.