Ingen jul uden gammeldags jødekager. Klassiske julesmåkager med kanelsukker og grofthakkede mandler. For mig indbegrebet af julebag på lige fod med vaniljekranse og brunkager. Småkagerne har sin oprindelse i de jødiske bagerier i 1700-tallet, hvor de jødiske bagere bragte nye eksotiske krydderier til landet i form af stødt kanel, som de fleste i dag ikke forbinder med noget eksotisk, men blot en basisvare på krydderihylden i supermarkedet.
Opskriften giver ca. 75 småkager, men afhænger selvfølgelig af, hvor store du laver dem. Jødekager er nemme at tilberede uden dikkedarer, og er et julebagværk, hvor du med fordel kan inddrage dine børn eller børnebørn. Du kan med fordel lave en dobbelt portion, og så fryse den ene halvdel af dejen rullet ud i en "pølse" pakket ind i husholdningsfilm. På denne måde kan du lynhurtigt bage en ny portion småkager, da dejen kan skæres ud i tynde skiver direkte fra frost.
Jeg foretrækker at tilsætte lidt hjortetaksalt til dejen, hvilket får småkagerne til at hæve, og fremfor alt gør dem ekstra sprøde. Hjortetaksalt er et kemisk salt, som ved opvarmning spaltes i to gasartet - kuldioxid og ammoniak. Det giver en lidt skrap lugt af ammoniak under bagningen, men når at fordampe helt ved fladt bagværk som fx småkager.
Prøv lige at se opskriften på: Vaniljekranse
Småkage med kanelsukker
Det undrer mig faktisk lidt, at jødekager endnu ikke har været i vælten, nu hvor tidsånden tilstræber mangfoldighed og binære kønsopfattelser … For kan du og jeg virkelig få lov til at kalde denne gamle juleklassiker for “jødekage” anno 2022? Krænker det slet ikke nogen? Heller ikke det jødiske samfund? Jeg tænker kagemanden er blevet til kageperson. Kæmpe Eskimo skal nu benævnes Kæmpe Solbær. Det næste bliver vel jødekagen, som måske blot skal hedde “flad småkage med kanel”. Kanel er måske for eksotisk, og kan for nogle virke stødende … Hvad siger du? Har du et godt forslag til, hvad jødekagen fremover kan hedde? I min optik er og forbliver det en jødekage. Og det er en fantastisk småkage, som er vældig populær her op til jul.
Denne opskrift på jødekager er:
- Den ultimative opskrift på gammeldags jødekager
- Sprøde småkager med kanel og grofthakkede mandler til jul
- Julesmåkager med kanelsukker
- Utrolig nem at bage med ganske få ingredienser
Disse ingredienser skal du bruge:
- Hvedemel
- Sukker
- Smør
- Æg
- Hjortetaksalt
- Stødt kanel
- Sukker
- Mandler
Prøv lige at se opskriften på: Pebernødder
Prøv lige at se opskriften på: Brunkager
Opskrift på gammeldags jødekager
Julesmåkager som fx disse småkager med kanel og mandler skal bages ved traditionel over- og undervarme. Afbagningen ved over- og undervarme giver en bedre karamellisering af sukkeret i småkagen sammenlignet med varmluft. Nogle foretrækker at rulle dejen ud på en meldrysset bordplade, og så stikke dejen uden med en udstikker. Jeg synes det er en mere besværlig måde, og foretrækker at rullen dejen sammen til en "pølse", og så skære den ud i tynde skiver med en skarp kniv. Bageresultatet er stort set det samme, men dejen bliver forholdsvis hurtig blød og besværlig at arbejde med, hvis du først ruller den ud på en bordplade, og dernæst skal til at stikke dejen ud med en udstikker. Har du dine børn eller børnebørn med i bageprocessen, vil det være oplagt at stikke dejen ud med forskellige udstikkere, men det er og bliver en personlig smagssag.
Hjemmebagte jødekager er dejlig nemme at lave, og du skal først blande alle de tørre ingredienser sammen - dvs. mel, sukker og hjortetaksalt. Herefter skal det kolde smør smuldres ind i dejen som var det en klassisk mørdej. Du kan rive smørret groft på et rivejern, eller skære det ud i små tern. Alternativt kan du blende alle ingredienserne i en foodprocessor. Det sammenpiskede æg er med til at samle dejen, og resultatet skal ende ud med en glat og ensartet dej. Tricket består i at samle dejen hurtigt, så smørret ikke bliver alt for blødt. Dine varme hænder opvarmer dejen, hvilket gør dejen svær at arbejde med. Det er også årsagen til, at dejen skal på køl eller frost, så smørret igen kan blive hårdt.
God bagelyst.
Ingredients
- 325 gr. hvedemel
- 200 gr. sukker
- 250 gr. smør, koldt
- 1 æg, sammenpisket
- 0,5 tsk. hjortetaksalt
- Topping:
- 1 spsk. kanel (med top)
- 3 spsk. sukker (med top)
- 50 gr. mandler, grofthakkede
Instructions
- Bland mel, sukker og hjortetakssalt i en stor røreskål.
- Smuldr det kolde smør ned i melblandingen (du kan også blende dejen på en køkkenmaskine).
- Tilsæt det sammenpiskede æg, og saml dejen med klør fem indtil konsistensen er ensartet og fast.
- Rul dejen sammen til en "pølse" med en diameter på ca. 5-6 cm., og pak dejen ind i husholdningsfilm. Stil dejen på køl i minimum et par timer. Du kan også stille dejen i fryseren i 30-60 minutter. Årsagen til at du skal stille dejen på køl eller frost skyldes, at dejen skal være hård og fast, når den skal skæres i tynde skiver.
- Forvarm ovnen til 200 grader almindelig over- og undervarme.
- Tag dejen ud af køleskabet eller fryseren, og skær den i tynde skiver med en tykkelse på ca. 2-3 mm. Fordel skiverne på en bageplade beklædt med bagepapir, og hold minimum 2-3 cm. afstand til hver enkelt skive dej.
- Pensl skiverne med et sammenpisket æg, og drys med kanelsukker og grofthakkede mandler.
- Bag jødekagerne i ca. 6-8 minutter eller til de er let gyldne. Bagetiden vil variere alt efter ovntype. Lad småkagerne afkøle helt inden de lægges ned i en kagedåse.
- Velbekomme.
Topping:
- Bland stødt kanel og sukker sammen i en lille røreskål.
- Hak mandlerne groft med en brødkniv.
- Fordel de grofthakkede mandler i kanelsukkeret.