Forside » Vegetarmad » Vegetarlasagne

Vegetarlasagne

Vegetarlasagne

Vi elsker lasagne hjemme hos os - især vores børn, som er vilde med den tunge klassiske udgave med masser af oksekød, mozzarella ost og bechamelsovs. Det smager også godt, men når det ikke er alle i huset der er lige begejstrede for kød generelt, må man jo sommetider ty til aftensmåltider baseret på grøntsager. Og lad mig sige det med det samme - det er ikk' så ringe endda. En lasagne uden kød, eller bare generelt måltider med mindre eller ingen kød.

Prøv lige at se opskriften på: Vegansk bolognese med røde linser

Opskrift på vegetarlasagne

Der er ingen i hjemmet der er vegetarer eller veganere, men nogle værdsætter mere kød på tallerkenen end andre. Sådan skal det være, men det kan sommetider gøre madlavningen ekstra udfordrende, når man skal tilgodese alle interesser. Det vil jeg sige vi i den grad gør med denne opskrift på vegetarlasagne eller grøntsagslasagne - kært barn har mange navne, men kort og godt er det jo bare en lasagne bestående af grøntsager, grøntsager og grøntsager. Selvfølgelig med den klassiske bechamelsovs, revet mozzarella og en lækker topping med hytteost og babyspinat. Det er mundvandsdrivende lækkert.

Denne opskrift på vegetarlasagne er:

  • Velsmagende grøntsagslasagne for hele familien
  • Lasagne uden kød, men det kommer du ikke til at savne
  • Spækket med grøntsager, og mindst lige så lækker og velsmagende som klassisk lasagne
  • Uden lasagneplader, som er erstattet af tynde skiver aubergine og squash
  • En god måde at få flere grøntsager på
  • Med masser af lækker umami-smag

Disse ingredienser skal du bruge:

  • Gulerødder
  • Løg
  • Hvidløg
  • Champignon
  • Grofthakkede tomater
  • Citronsaft
  • Tomatkoncentrat
  • Grøntsagsbouillonterning
  • Timian
  • Oregano
  • Balsamicoeddike
  • Laurbærblade
  • Laurbærblade
  • Mælk
  • Smør
  • Mel
  • Muskatnød
  • Parmesan
  • Frisk babyspinat
  • Hytteost
  • Revet mozzarella
  • Squash
  • Aubergine

Prøv lige at se opskriften på: Hvidløgssnurrer

Grøntsagslasagne

Prøv lige at se opskriften på: Lasagne

Fusionslasagne fyldt med grøntsager

Denne opskrift på en vegetarlasagne er resultatet af mange forskellige varianter, som vi gennem tiderne har forsøgt os med. Enten har de været for tamme i smagen, eller også har de været for tørre eller for vædede. Denne opskrift på vegetarlasagne må siges at være meget tæt på det perfekte resultat.

Den har en god konsistens og fremfor alt er det en lasagne helt uden pastaplader og kød - udelukkende baseret på grøntsager og mælkeprodukter fra koen. Det er en vegetarlasagne der både er fyldig, har bid og er spækket med smag. Umiddelbart tænker man ikke over, at den hverken indeholder kød eller pastaplader, og man savner det ikke. Man kan roligt udskifte squash og auberginer med fuldkornspastaplader, hvis man ikke er til så mange grøntsager, men det vil næsten være synd og skam for denne herlige vegetarlasagne.

God fornøjelse.

Vegetarlasagne

Print
Serves: 4-5 Prep Time: Cooking Time:
Nutrition facts: 525 calories 20 grams fat
Rating: 4.7/5
( 74 voted )

Ingredients

  • Bolognesesovs:
  • 3 gulerødder, groftrevet
  • 1 løg, finthakket
  • 3 fed hvidløg, finpresset
  • Ca. 350 gr. champignon, grofthakket
  • 1 ds. grofthakkede tomater (400 gr.)
  • 1 spsk. citronsaft
  • 1 ds. tomatkoncentrat (140 gr.)
  • 1 grøntsagsbouillonterning
  • 1 tsk. timian
  • 1 tsk. oregano
  • 2 spsk. balsamicoeddike
  • 3 laurbærblade
  • 2 tsk. salt
  • Friskkværnet peber
  • Bechamelsovs:
  • 7,5 dl. mælk
  • 75 gr. smør
  • 3 spsk. mel (med top)
  • 0,5 tsk. muskatnød, stødt
  • 75-100 gr. parmesan, fintrevet
  • 1 tsk. salt
  • "Pastaplader" og spinattopping:
  • Ca. 100 gr. frisk babyspinat
  • 200 gr. hytteost
  • 200 gr. revet mozzarella
  • 1 tsk. salt
  • 2 squash, skåret i tynde skiver
  • 1 aubergine, skåret i tynde skiver

Instructions

Bolognesesovs:

  1. Riv gulerødderne på et rivejern.
  2. Pil løget og hak det fint. 
  3. Skyl champignonerne under koldt vand, og hak dem groft.
  4. Hæld lidt olie i en gryde. Når olien er varm, starter du med at stege løgene blanke ved middel varme.
  5. Tilsæt de grofthakkede champignon og skru evt. lidt op for varmen, da de frigiver meget damp og væde. Sauter champignonerne i 3-4 minutter eller til de har frigivet det meste af væden.
  6. Hæld gulerødderne op i gryden, og steg videre i et par minutter ved forholdsvis høj varme.
  7. Tilsæt alle de øvrige ingredienser til sovsen, og rør godt rundt i gryden. Lad bolognesesovsen simre videre uden låg i ca. 10-15 minutter.
  8. Laurbærbladene koges med og tages op når lasagnen er klar til at blive lagt sammen.

Béchamelsovs:

  1. Smelt smørret i en gryde, og tilsæt melet under omrøring med et piskeris. Lad melet "brænde af" i et par minutter, så du undgår smagen af mel i béchamelsovsen.
  2. Tilsæt mælken og bring ostesovsen i kog under omrøring. Lad sovsen småkoge et par minutter, og tilsæt herefter revet parmesan. Lad parmesanen smelte i sovsen under omrøring, og smag til med salt, peber og revet muskat.

Pastaplader og spinattopping:

  1. Skær auberginen og de to squash i tynde skiver på et mandolinjern eller med en kniv.
  2. Hak den friske spinat groft, eller tø den frosne spinat op i mikroovnen, og vrid den fri for overskydende væske.
  3. Bland hytteost og spinat i en røreskål, og tilsæt 1 tsk. salt og lidt friskkværnet peber.
  4. Nu er du klar til at lave din vegetarlasagne i et smurt ildfast fad.
  5. Lasagnen skal bages i ovnen ved 200° grader varmluft i ca. 30-35 min. Den har rigtig godt af at hvile i minimum 10 minutter efter den er kommet ud af ovnen, så den lige kan sætte sig lidt.

Sådan lægger du din vegetarlasagne sammen - start med nr. 1:

  1. Béchamelsovs
  2. Aubergine og squash skiver
  3. Bolognesesovs
  4. Revet ost
  5. Aubergine og squash skiver
  6. Spinat med hytteost
  7. Aubergine og squash skiver
  8. Béchamelsovs
  9. Bolognesesovs
  10. Aubergine og squash skiver
  11. Béchamelsovs
  12. Revet ost (vent med at toppe lasagnen med revet mozzarellaost før der er ca. 20 minutter tilbage af tilberedningstiden)

Velbekomme.

Notes

Vegetarlasagne er fryseegnet i op til tre måneder,og kan sagtens holde sig et par dage på køl. Et godt tip når du skal lægge din lasagne sammen er at dele dine aubergine- og squashskiver op i fire lige store dele, så du har "lasagneplader" til alle fire lag. Du kan sagtens forberede lasagnen dagen i forvejen, så den blot skal i ovnen og bages.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *