Forside » Desserter » Pære Belle Helene

Pære Belle Helene

Pære Belle Helene

Syltede pærer i sukkerlage. Blød vaniljeparfait og hjemmelavet chokoladesovs. En vaskeægte dessert-klassiker, som for mit vedkommende vækker gode barndomsminder. En populær isdessert med råsyltede pærer, som i min barndom blev serveret til fødselsdage og gæstemiddage. De henkogte pærer kom ofte fra konserveres, og isen fra fryseren henne i supermarkedet. En super lækker dessert, som samtidig er utrolig nem at tilberede - lige fra de råsyltede pærer i sukkerlage til den hjemmelavede vaniljeparfait og den cremede chokoladesovs. Det er pære Belle Helene.

Pære Belle Helene har sin oprindelse i det franske, og skulle efter sigende være opfundet til Offenbach-operetten La Belle Hélène i slutningen af 1800-tallet, hvor den kendte franske kok Auguste Escoffier ville udtrykke sin begejstring for operetten med en dessert. En dessert, som stadigvæk nyder stor popularitet. De søde, men stadigvæk friske pærer i selskab med den cremede vaniljeis og den let bitre chokoladesovs, er en himmelsk kombination. Det perfekte match. Det bedste af det hele er, at du sagtens kan lave desserten i forvejen, så den blot skal anrettes lige inden servering.

Prøv lige at se opskriften på: Appelsintrifli

Denne opskrift på Pære Belle Helene er:

  • Den helt klassiske isdessert med syltede pærer, vaniljeis og chokoladesovs
  • En super lækker og nem isdesssert
  • En fransk dessert-klassiker, som er mere end 150 år gammel
  • Henkogte pærer i sukkerlage med cremet vaniljeparfait og hjemmelavet chokoladesovs

Disse ingredienser skal du bruge:

  • Store pærer
  • Vand
  • Vaniljesukker
  • Sukker
  • Citron
  • Pasteuriserede æggeblommer
  • Piskefløde
  • Mælk
  • Flormelis
  • Mørk chokolade
  • Cremodan (kan undlades, men giver en mere cremet flødeis)

Prøv lige at se opskriften på: Pæretærte

Pære Belle Helene
Pære Belle Helene er henkogte pærer i sukkerlage, vaniljeparfait og en let bitter chokoladesovs. En mundvandsdrivende lækker dessert, som kan laves i forvejen, så du blot skal anrette desserten lige inden servering.

Prøv lige at se opskriften på: Krystalliseret chokolade

Pocheret pære med is og chokoladesovs

Henkogte pærer. Råsyltede pærer. Pocherede pærer. En vanedannende dessert, som kan serveres hele året rundt, men som smager ekstra godt i efteråret, når de danske pærer er i sæson. Pære Belle Helene lyder meget eksotisk og fancy, men er i bund og grund en meget simpel dessert, som går rent ind hos langt de fleste dessertglade individer. Du kan lave hele desserten i forvejen, så den blot skal anrettes lige inden servering.

Pærerne skal serveres ved stuetemperatur, og chokoladesovsen kan du servere lun eller kold direkte fra køleskabet - det er lidt en smagssag. Skal det være ekstra nemt, kan du sagtens købe en god færdiglavet vaniljeis, og chokoladesovsen kan du selvfølgelig også købe færdiglavet, hvis du ikke lige har tid eller lyst til at lave den hjemmelavede udgave, som hånden på hjertet er rigtig nem at tilberede.

God fornøjelse.

Pære Belle Helene

Print
Serves: 6 Prep Time: Cooking Time:
Nutrition facts: 200 calories 20 grams fat
Rating: 4.6/5
( 112 voted )

Ingredients

  • Syltede pærer:
  • 6 store pærer, skrællet og med stilk (skal være faste i konsistensen)
  • 6 dl. vand
  • 2 tsk. vaniljesukker
  • 300 gr. sukker
  • Saft af 1 citron
  • Vaniljeparfait:
  • 8 æggeblommer (ca. 160 gr.)
  • 5 dl. piskefløde
  • 160 gr. flormelis
  • 2 tsk. vaniljesukker
  • 2,5 gr. cremodan (kan undlades, men giver en mere cremet flødeis)
  • Chokoladesovs:
  • 150 gr. mørk chokolade (50-55% kakaoindhold)
  • 0,75 dl. mælk
  • 0,75 dl. piskefløde

Instructions

Syltede pærer:

  1. Kom sukker, vaniljesukker, vand og citronsaft op i en gryde, og bring sukkerlagen i kog.
  2. Skræl pærerne imens sukkerlagen kommer i kog. Lad stilken sidde på pæren.
  3. Læg forsigtigt pærerne ned i sukkerlagen, og kog dem møre ved middel varme i ca. 30 minutter - helt afhængigt af størrelsen og hvor modne pærerne er. Tag gryden af varmen, og lad pærerne afkøle helt imens de stadigvæk ligger i sukkerlagen.

Vaniljeparfait:

  1. Pisk flormelis, vaniljesukker, cremodan (kan undlades) og æggeblommer sammen til en cremet tyk æggesnaps.
  2. Pisk fløden til en let flødeskum i en anden røreskål.
  3. Vend den letpiskede flødeskum ned i æggesnapsen, og rør det forsigtigt sammen til en ensartet vaniljeiscreme. Hæld vaniljeiscremen ned i en passende form, og frys isen i minimum 4 timer, eller til isen er hård og fast i konsistensen.

Chokoladesovs:

  1. Hak chokoladen fint, og kom den op i en mellemstor skål.
  2. Opvarm mælk og fløde til 80° grader i en lille gryde (du kan med fordel bruge et digitalt stegetermometer), og tag gryden af varmen. Hæld ca. halvdelen af den opvarmede mælkeblanding op i skålen til den finthakkede chokolade, og rør rundt med en dejskraber, så chokoladen begynder at smelte. Tilsæt resten af mælkeblandingen og rør rundt i chokoladesovsen indtil den er ensartet og blank. Dæk den færdige chokoladesovs til med husholdningsfilm - husholdningsfilmen skal ligge direkte ovenpå sovsen, så der ikke dannes kondens. Opbevar chokoladesovsen på køl indtil den skal serveres. Du kan vælge at lune chokoladesovsen eller servere den direkte fra køleskabet til de henkogte pærer.

Anretning:

  1. Tag vaniljeisen ud af fryseren ca. 15 minutter før den skal serveres.
  2. Dup de syltede pærer tørre med køkkenrulle, og skær bunden af hver enkelt pære, så de kan anrettes på en desserttallerken uden at vælte.
  3. Dyp bunden af hver enkelt pære i lidt af chokoladesovsen, og placer pæren på desserttallerkenen sammen med en kugle is. Du kan evt. lave en quenelle, som er en flot aflang kugle is med glatte sider. 
  4. Fordel lidt af chokoladesovsen ved siden af isen, og drys med lidt grofthakkede nødder eller lidt grofthakket chokolade. Server resten af chokoladesovsen i en lille skål eller kande.
  5. Server desserten med det samme.
  6. Velbekomme.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *