Forside » Fisk og skaldyr » Pasta med laks og fløde

Pasta med laks og fløde

Pasta med laks og fløde

Pasta. Laksefileter. Fløde. Pikant flødeost. Frisk spinat og asparges. Ingredienserne til en mundvandsdrivende lækker pastaret, som kan tilberedes på under en halv time. Kort og godt pasta med laks og fløde, som er alt andet end kedelig hverdagsmad. Med andre ord det perfekte måltid, når overskuddet til den helt store madlavning er ikke eksisterende. Det er aftensmad med pasta på den helt store klinge, og et utroligt velsmagende måltid, som nyder stor popularitet i vores lille familie. Den cremede pastaret med laks og fløde sender dig for en stund ned på et lille italiensk spisested, hvor kærligheden til gode råvarer forfører dine sanser. Selvfølgelig tilsat en god skvæt dansk madlavningsfløde og pikant flødeost.

Pastaret med laks i cremet pikant flødesovs

Generelt er jeg rigtig glad for pasta og ovnbagt laks, og denne opskrift på pasta med laks er ingen undtagelse. Den cremede flødesovs indkapsler dette måltid, som er hurtig og lækker aftensmad på en travl hverdag. Pikant flødeosten, hvidløg, citron og hvidvin (kan undlades) komplimenterer laksefileterne på smukkeste vis. Den friskpressede citronsaft og citronskal tilfører noget frisk og syrligt til flødesovsen, og hvis du også anvender hvidvin får du en helt uimodståelig sovs.

Du kan både bruge frisk pasta som tagliatelle, men du kan også sagtens anvende ukogt spaghetti, som bare skal koges efter anvisningerne på pakken. Vil du gå all-in kan du også lave din egen friske pastadej, som gør denne cremede pastaret til en lækker gæstemiddag.

Prøv lige at se opskriften på: Spaghetti carbonara

Denne opskrift på pasta med laks og fløde er:

  • Den ultimative opskrift på cremet pasta med laks og fløde
  • Med frisk spinat, hvidvin, pikant ost og grønne asparges
  • Luksus-hverdagsmad på under 30 minutter
  • Aftensmad for hele familien - også dem der normalt ikke kan lide fisk

Disse ingredienser skal du bruge:

  • Pasta som fx spaghetti eller tagliatelle (ukogt)
  • Laksefileter
  • Madlavningsfløde
  • Pikant flødeost
  • Hvidvin (kan undlades)
  • Løg
  • Hvidløg
  • Friske grønne asparges
  • Frisk spinat (kan undlades)
  • Forårsløg
  • Økologisk citron
  • Frisk dild

Prøv lige at se opskriften på: Macaroni and cheese med broccoli og spinat

Opskrift på pasta med laks og fløde
Pasta med laks i cremet flødesovs er en uimodståelig pastaret, som samtidig er utrolig nem og enkel at tilberede. Som du kan se på billedet, har jeg ikke brugt frisk spinat da billedet blev taget, men det kan varmt anbefales. De grønne aspargesstykker og den friske spinat tilfører retten et flot visuelt touch, og samtidig får du masser af vitaminer og antioxidanter takket være spinaten.

Prøv lige at se opskriften på: Cacio e pepe

Opskrift på pasta med laks og spinat

Denne pastaret med flødesovs, laks, spinat og grønne asparges er nem hverdagsmad når det er bedst. Du kan bruge mange forskellige typer af pasta, men jeg foretrækker frisk tagliatelle, som samtidig kun skal koges i få minutter. Laksestykkerne skal tilberedes i ovnen i ca. 12 minutter, og herefter skal det færdigstegte laksekød pille i rustikke stykker med et par gafler. Flødesovsen skal du selv smage til med citronsaft, salt og friskkværnet peber, da mængden af citronsaft og revet citronskal vil variere fra citron til citron.

Du kan vælge at lave pastaretten med eller uden spinat, og i opskriften anbefaler jeg at bruge hundrede gram frisk spinat, hvilket falder sammen til næsten ingenting, når det først lige bliver dampet ovenpå flødesovsen. Du kan vælge at bruge hele spinatblade, eller hakke dem groft - det er lidt en smagssag. De grønne asparges skal kun lige blancheres i kogevandet sammen med pastaen i et par minuttter, da de stadigvæk skal være med bid.

Fisk til aftensmad

Spis mindre kød og mere fisk. Fisk og skaldyr er generelt rigtig gode for din sundhed, og indeholder en lang række gavnlige egenskaber, som er sunde for kroppen. Fisk bidrager blandt andet med de vigtige omega-3-fedtsyrer og vitamin D samt en lang række vitaminer og mineraler. Ved at spise fisk flere gange om ugen, mindsker du risikoen for hjertekarsygdomme. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man spiser 350 gram fisk om ugen, hvoraf 200 gram skal komme fra fede fisketyper som fx laks og ørred. Pasta med laks og fløde bidrager derfor væsentligt til dit indtag af fed fisk, hvor en portion indeholder ca. 125-150 gr. laks.

God fornøjelse.

Pasta med laks og fløde

Print
Serves: 4 Prep Time: Cooking Time:
Nutrition facts: 200 calories 20 grams fat
Rating: 4.7/5
( 326 voted )

Ingredients

  • 400-500 gr. pasta som fx spaghetti eller tagliatelle (ukogt)
  • 4 laksefileter á 125-150 gr. pr. stk.
  • 5 dl. madlavningsfløde
  • 200 gr. pikant flødeost
  • 2 dl. hvidvin (kan undlades)
  • 1 stort løg, finthakket
  • 3 fed hvidløg, finpresset
  • 12-15 friske grønne asparges, skåret i skrå mundrette stykker
  • 100 gr. frisk spinat (kan undlades)
  • 2-3 forårsløg, skåret i tynde skiver
  • 1 økologisk citron, både saft og skal
  • 1 håndfuld frisk dild, grofthakket
  • Salt
  • Friskkværnet peber

Instructions

  1. Forvarm ovnen til 180° grader varmluft eller 200° grader almindelig over- og undervarme.
  2. Smør et ildfast fad med lidt neutral madlavningsolie eller smør. Læg laksefileterne ned i det ildfaste fad, og krydr med salt og friskkværnet peber. Sæt fadet i ovnen i ca. 12-15 minutter, eller til laksestykkerne er gennemstegte med en kernetemperatur på ca. 55-60° grader. Riv de tilberedte laksestykker (minus skind) fra hinanden med et par gafler og krydr med salt og friskkværnet peber.
  3. Pil løget og hak det fint.
  4. Pil hvidløgsfeddene og pres dem fint.
  5. Skyl den friske spinat under koldt vand, og lad det dryppe af i et dørslag.
  6. Skyl de grønne asparges under koldt vand, og bræk de trevlede ender af.
  7. Bring en gryde med rigeligt vand i kog, og tilsæt en teskefuld salt. Kog pastaen efter anvisningerne på emballagen. Tilsæt de grønne asparges når der er et par minutter tilbage af kogetiden. Hæld vandet fra gryden.
  8. Opvarm lidt olie på en stor stegepande eller i en stor gryde, og steg løgene i et par minuter ved middelhøj varme (7 på en skala fra 1 til 9 på kogepladen). Tilsæt hvidløg og steg videre i yderligere et par minutter indtil løgene er klare og bløde.
  9. Hæld hvidvinen (spring dette trin over, hvis du ikke vil bruge hvidvin) ned til løgene, og lad alkoholen fordampe - det tager et par minutter.
  10. Tilsæt madlavningsfløde og flødeost og bring flødesovsen i kog under omrøring.
  11. Skru lidt ned for varmen og tilsæt friskpresset citronsaft, revet citronskal, finthakket dild, salt og friskkværnet peber, og smag flødesovsen til.
  12. Læg den friske spinat ovenpå flødesovsen, og lad den falde sammen - det tager et par minutter. Fordel spinaten i flødesovsen.
  13. Vend den kogte pasta, grønne asparges og laksestykker ned i flødesovsen, og vend det hele godt rundt.
  14. Server pastaretten med det samme.
  15. Velbekomme.

Notes

Du kan også toppe pastaretten med lidt ristede pinjekerner og lidt parmesanflager. Det smager også rigtig godt at tilføje lidt fintrevet parmesan i flødesovsen, som forstærker alle smagsnuancerne i retten.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *