Spring ind i det nye år med denne mundvandsdrivende lækre nytårsdessert, som er en nem og lækker dessert til årets sidste aften. Denne dessert vil med statsgaranti imponere dine gæster med sin lyserøde jordbærmousse, konfektagtige browniebund og den knasende krystalliserede chokolade. Den fløjlsbløde jordbærmousse giver et frisk modspil til den konfektagtige browniebund, og chokoladekrystallerne tilfører tekstur til desserten.
Dessertkagen til årets sidste dag
Jeg har valgt at kalde desserten for en nytårsdessert, da jeg flere gange har serveret dessertkagen på årets sidste aften, men du kan selvfølgelig servere kagen hele året rundt, hvor den uden tvivl vil få mundvandet til at løbe hos alle kagesultne sjæle. Desserten plejer jeg at servere portionsanrettet, hvor jeg stikker browniebunden ud med en kagering eller glas, men du kan sagtens lave én stor dessert i en springform med en diameter på 20 cm., hvilket også er noget nemmere. Desserten smager lige godt uanset hvilken løsning du vælger.
Årets sidste dag skal ikke tilbringes i køkkenet
Jeg er stor fan af desserter, som man kan lave på forhånd. Når vi inviterer gæster vil jeg gerne være nærværende, og alt andet end stresset og fraværende. Jeg har ikke lyst til at tilbringe årets sidste aften i køkkenet, og gå glip af det sociale samvær omkring spisebordet. Det er jo ikke derfor man inviterer gæster. Derfor er denne dessertkage en af mine favoritter, for den kan laves dagen i forvejen, eller tidligt på dagen nytårsaften, så du blot skal åbne køleskabslågen og servere den færdiglavede dessert for dine gæster. Og ikke hvilken som helst dessert, men nytårsdesserten der fuldender årets sidste måltid.
Prøv lige at se opskriften på: Hummerbisque
Denne opskrift på nytårsdessert er:
- En nem og lækker dessert til årets sidste aften
- Med browniebund, jordbærmousse og krystalliseret chokolade
- Desserten der fuldender nytårsmåltidet
- Meget velegnet til at blive lavet i forvejen
Disse ingredienser skal du bruge:
- Jordbær, friske eller frosne
- Flormelis
- Piskefløde
- Friskpresset citronsaft
- Vaniljesukker
- Husblas
- Chokolade (mørk, lys eller hvid)
- Sukker
- Vand
- Smør
- Brun farin
- Æg
- Hvedemel
- Kakaopulver
- Evt. lidt bær
Prøv lige at se opskriften på: Daim islagkage
Prøv lige at se opskriften på: Islagkage med browniebund
Opskrift på nytårsdessert
Dessertkagen til årets sidste aften består af en browniebund, jordbærmousse, chokoladekrystaller og nogle friske jordbær, som er støbt ind i jordbærmoussen. Den perfekte brownie er en mellemting mellem en traditionel chokoladekage og et stykke konfekt. Fast i konsistensen og samtidig rigtig svampet og snasket. En chokoladedrøm af dimensioner. En chokoladekage som skal nydes i små portioner, og som får følgeskab af en frisk og let syrlig jordbærmousse.
Jordbærmoussen kan du fremstille af frosne eller friske jordbær, som skal blendes sammen med flormelis og lidt vaniljesukker. Husblassen skal du lægge i blød i koldt vand i ca. 10 minutter, og herefter skal husblassen vrides fri for vand. Husblassen smelter du så over et vandbad ved middelhøj varme sammen med citronsaften. Tag den smeltede husblas af varmen, og lad husblassen køle af i et par minutter, inden den røres sammen med nogle skefulde af de blendede jordbær. Herefter vender du det sammen i skålen med resten af de blendede jordbær, og tilsidst tilsætter du flødeskummet, som forsigtigt røres sammen med jordbær-blandingen.
Den uimodståelige chokoladedrøm af en brownie kan du røre sammen på mindre end 10 minutter. Kagen er også fryseegnet, så du kan sagtens bage den i forvejen. Det bedste af det hele er, at du nok allerede har mange af ingredienserne liggende i dine køkkenskuffer, hvis du vel og mærke jævnligt bager og laver mad. Du har faktisk kun brug for en skål og en håndmixer. Ingen ulejlighed med at smelte chokoladen først – det hele skal bare løbende hældes i skålen, og på mindre end 10 minutter er brownien klar til at komme i ovnen.
God fornøjelse.
Ingredients
- Bund af chokoladebrownie:
- 120 gr. smør
- 130 gr. sukker
- 100 gr. brun farin
- 2 æg
- 0,5 spsk. vaniljesukker
- 0,25 tsk. salt
- 65 gr. hvedemel
- 50 gr. kakaopulver
- 100 gr. chokolade eller chokoladeknapper (50-55% kakao - ikke for mørk chokolade)
- Jordbærmousse:
- 250 gr. jordbær, friske eller frosne
- 6 spsk. flormelis
- 2,5 dl. piskefløde
- 2 spsk. friskpresset citronsaft
- 0,5 tsk. vaniljesukker
- 4 blade husblas
- 8 stk. friske jordbær, halveret
- Krystalliseret chokolade:
- 50 gr. hvid chokolade, grofthakket (mørk eller hvid chokolade kan også anvendes)
- 50 gr. sukker
- 0,5 dl. vand
- Udstyr:
- Kageplast
- Kagering (Ø65 mm.)
- Bageform (15x20 cm.)
- Sprøjtepose
Instructions
Bund af chokoladebrownie:
- Forvarm ovnen til 175° grader almindelig over- og undervarme.
- Smelt smørret i en gryde eller i en mikroovn, og lad det køle lidt af.
- Hæld smørret ned i en røreskål, og pisk det godt sammen med brun farin og sukker indtil massen har en ensartet konsistens.
- Tilsæt æg og vaniljesukker og pisk det hele godt sammen i ca. 1 minut.
- Sigt mel, kakaopulver og salt ned i blandingen, og rør det forsigtigt sammen indtil dejen er ensartet.
- Hak chokoladen groft (dette kan du springe over, hvis du har chokoladeknapper) og vend chokoladen ned i dejen. Rør forsigtigt chokoladestykkerne rundt i dejen med en dejskraber.
- Smør en lille bageform eller beklæd den med bagepapir. Opskriften passer til en bageform på 15x20 cm. Fordel browniedejen i bageformen med en dejskraber, og sørg for at få dejen jævnt fordelt i bageformen.
- Bag brownien i den forvarmede ovn ved 175° grader i ca. 30-35 minutter. Det er vigtigt, at den ikke får for meget, og det kan du kontrollere ved at ryste bageformen lidt i ovnen. Bevæger midten af brownien sig (lidt gele-agtigt), skal den have lidt mere. Du kan også mærke efter med en kødnål - der skal lige sidde lidt dej på nålen når den er perfekt bagt.
- Lad brownien køle af i formen i 10-15 minutter inden du tager den ud af formen, og lad den stuetemperere inden du stikker den ud med en kagering eller et lille glas, hvor du kan skære langs kanten af glasset med en urtekniv. Du kan evt. stille browniebunden i fryseren i 30-45 minutter, hvis det skal gå hurtigere med at få den kølet ned.
Jordbærmousse:
- Læg husblassen i blød i koldt vand i ca. 10 minutter.
- Vrid husblassen fri for vand, og smelt det over et vandbad i en lille skål ved middelhøj varme sammen med citronsaften. Tag den smeltede husblas af varmen, og lad husblassen køle af i et par minutter.
- Blend jordbærrene sammen med flormelis og vaniljesukker.
- Rør 4 spiseskefulde af de blendede jordbær sammen med den let afkølede husblas (opløst i citronsaften), og vend herefter det hele sammen i skålen med jordbærrene.
- Pisk piskefløden til let flødeskum, og vend det forsigtigt sammen med jordbær-blandingen.
Krystalliseret chokolade:
- Læg et stykke bagepapir ud på dit køkkenbord, og sæt din håndmixer frem ved siden af din kogeplade.
- Hak chokoladen groft med en brødkniv.
- Bring sukker og vand i kog i en lille gryde. Du skal prøve på at ramme en temperatur på 130-135° grader, da det er den perfekte temperatur til krystalliseret chokolade - du kan med fordel bruge et digitalt stegetermometer.
- Fjern gryden fra varmen og vend den grofthakkede chokolade ned i den varme sukkersirup. Pisk straks chokoladeblandingen med en håndmixer. Ved at piske på livet løs når du har hældt chokoladen ned i sukkersiruppen, krystalliserer chokoladen. Hvis du ikke har et stegetermometer, kan du sagtens lave chokoladen alligevel. Lad sukkersiruppen småkoge og boble i ca. 5 minutter, inden du hælder chokoladen ned i sukkermassen - på denne måde er du sikker på at sukkermassen har en høj nok temperatur.
- Fordel den krystalliserede chokolade på et stykke bagepapir med det samme, så de små chokoladestykker ikke brænder på i bunden af gryden.
- Lad chokolade krystallerne køle af på bagepapiret, og opbevar dem i en lufttæt beholder indtil de skal bruges til en dessert eller kage.
- Velbekomme.
Sådan laver du din nytårsdessert:
- Stik den afkølede browniebund ud med en kagering med en diameter på 65 millimeter. Du kan også bruge en mindre kagering, hvilket giver 6 små browniebunde. Med en kagering på 65 millimeter får du 4-5 browniebunde ud af opskriften.
- Tilpas et stykke kageplast, så det passer til browniebunden, og sæt tape på kageplasten, så den holder formen. Sæt kageplasten ned over browniebunden.
- Halver to friske jordbær og skær yderligere lidt af de to halverede jordbær med kageringen, så de slutter helt tæt ud mod kageplasten.
- Hæld jordbærmoussen op i en sprøjtepose monteret med en rund tyl, og sprøjt moussen ned i "formen" af kageplast. Hvor meget mousse der skal ned i hver form må du selv vurdere i forhold til højden på kageplasten og diameteren på browniebunden.
- Gentag processen.
- Sæt dine nytårsdesserter over på et skærebræt eller tallerken, og stil dem på køl i minimum 4 timer, så moussen kan blive stiv. Du kan evt. sætte dem i fryseren i en times tid og så på køl, hvis det skal gå ekstra hurtigt.
- Tag de færdige desserter ud af køleskabet, og anret dem på desserttallerkener eller et fad. Drys lidt krystalliseret chokolade rundt om hver enkelt dessert, og pynt evt. med lidt chokolade, mynteblad eller et par friske bær.
- Velbekomme.
Notes
Du kan sagtens lave nytårsdesserten i forvejen, så den blot skal serveres for dine gæster. Browniebunden kan sagtens holde sig frisk og konfektagtig på køl i minimum 2-3 dage, og jordbærmoussen kan du også sagtens lave dagen i forvejen, og sprøjte ned i dine forme bestående af kageplast.