Forside » Viden om mad » Pizzaovn til terrassen og strandturen

Pizzaovn til terrassen og strandturen

Uuni 2S pizzaovn til terrassen, haven og stranden

Hvem drømmer ikke om en pizzaovn i hjemmet, som kan fremstille de mest fantastiske pizzaer på få minutter. En pizzaovn på terrassen, som går fra 0-500 grader celsius på blot 10 minutter og som leverer ægte, hjemmelavet fastfood i en håndevending. Hjemmelavede pizzaer bagt på stenplade, som vil gøre selv den mest stolte napolitaner grøn i hovedet af misundelse.

Må jeg præsentere dig for pizzaovnen Uuni 2S.

Finske rødder

Uuni betyder "ovn" på finsk. "Finsk," tænker du sikkert. Og ja, Uuni 2S har finske rødder bag sig. Kristian Tapaninaho, ophavsmanden bag denne pizzaovn, boede oprindeligt i Finland sammen med sin kone og barn.

Ideen til Uuni pizzaovnen fik Kristian tilbage i 2011. Kristian elskede at lave pizzaer på traditionel vis til sin kone og søn, men savnede den autentiske smag, som en rigtig træfyret pizzaovn skaber. Kristian gik herefter i gang med blyant og blok og lavede den ene skitse efter den anden. Til sidst stod Kristian med en færdig prototype og gik derefter på Kickstarter efter funding til hans projekt.

I 2012 blev den første udgave af Uuni pizzaovnen lanceret og sælges i dag i mere end 50 lande verden over.

Pizzaovnens svar på Delorean DMC-12

Uuni 2S er fremstillet i rustfrit stål. Poleret, rustfrit stål med stramme former, der straks leder tankerne hen på den legendariske DeLorean bil fra "Tilbage til fremtiden". Uuni 2S leveres usamlet i gennemført emballage, men kan med en meget udførlig byggevejledning samles på 5-10 minutter. Kvaliteten er høj og man fornemmer straks den høje finish. Udført i rustfrit stål, som kan holde til at stå ude i vejr og vind, år efter år. Gennemtænkt design og god funktionalitet, som gør det legende let at fremstille de skønneste pizzaer. Intet er overladt til tilfældighederne og Uuni 2S pizzaovnen skaber tillid og høje forventninger fra første øjekast.

Hele ideen bag Uuni 2S går i sin enkelhed ud på, at skabe en mobil pizzaovn, som både kan anvendes på terrassen, på stranden eller i sommerhuset. At denne pizzaovn er mobil og kan gemmes væk i en sort taske, tiltaler mig rigtig meget og var en af bevæggrundene for at vælge netop Uuni 2S. Bevares, en traditionel pizzaovn i sten er mere autentisk med ægte italiensk charme og sjæl. Men en pizzaovn udført i sten har nemt en kampvægt på 3-400 kg. og kræver en fast plads på terrassen. Derudover tager det betydeligt længere tid at varme ovnen op og skal planlægges noget mere.

Uuni 2S har en kampvægt på 10-12 kg. og kan gemmes væk i en taske på 5 sekunder. Optager ikke plads på terrassen og den kan flytte med dig, hvis du engang får ny bopæl.

Øvelse gør mester

Som med de fleste ting her i livet, gør øvelse mester. Det samme gør sig gældende med pizzaovnen Uuni 2S, som har en forholdsvis flad indlæringskurve. Som indehaver af en Uuni 2S, har man mulighed for at downloade en app til ens smartphone, som rummer både opskrifter og udførlige videovejledninger i at betjene ovnen.

Efter at have nærstuderet nogle videoer fra app'en og ikke mindst andre brugeres erfaringer med Uuni 2S på Youtube, kastede jeg mig ud i jomfru pizzabagningen. Hjemmelavet tomatsauce og pizzadej var blevet tilberedt efter alle kunstens regler aftenen forinden. Med andre ord var jeg mere end klar og stod med tårnhøje forventninger på terrassen, da der skulle tændes op i Uuni 2S. Optændingen gik helt som planlagt og der kom fint gang i ilden.

Det rustfri stål begyndte så småt at knage og give små lyde fra sig. Med andre ord var arbejdstemperaturen på de 500 grader celsius lige om hjørnet. Efter ca. 10 minutters optænding og en god mavefornemmelse, besluttede jeg mig for at tilberede den første pizza i ovnen. Ind kom en lækker kartoffelpizza med de lækreste skiver rå kartofler - direkte gravet op fra egen køkkenhave. Toppet med frisk bøfmozzarella, kyllingekebab og basilikumblade.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *