God mad er nem mad, og denne grøntsagssuppe er virkelig nem og enkel at tilberede på en dag, hvor overskuddet ikke lige er til det helt store gastronomiske indslag. Denne lækre og mættende grøntsagssuppe kræver ikke mange ingredienser, og kan kombineres med mange forskellige grøntsager – alt efter hvad du lige har liggende i grøntsagsskuffen. Suppen er 100% vegansk, men det bliver den jo ikke ringere af.
Denne grøntsagssuppe er:
- Nem at tilberede – kræver kun en gryde
- Sund med masser af fibre og proteiner
- Dejlig mættende med både linser, kartofler, gulerødder, selleri og grønkål
- Billig aftensmad
- 100% vegansk
Prøv lige at se opskriften på: Veganergryde
Linsesuppe eller grøntsagssuppe
Kært barn har mange navne, og i dagens anledning har jeg valgt at kalde denne herlige suppe for grøntsagssuppe til trods for at den er spækket med linser. I min optik er det potato potato om den hedder det ene eller andet, og er du ikke vild med linser, kan du sagtens udskifte linser med fx hvide bønner eller kikærter – de er begge meget velegnede til at indgå i en grøntsagssuppe.
Prøv lige at se opskriften på: Kartoffel porresuppe

Tøm grøntsagsskuffen
Grøntsagssuppe er gastronomiens svar på suppe-freestyling – der er kort og godt ingen regler for hvad du kan putte i din suppe. En grøntsagssuppe skal bare være smagfuld og fyldig – mættende på den gode måde. Med denne opskrift som rettesnor har du en enestående chance for at få tømt din grøntsagsskuffe, og minimere dit madspild i husholdningen.
Du kan fx anvende følgende grøntsager:
- pastinak
- knoldselleri
- løg
- peberfrugt
- porrer
- kål
- squash
- rester som kogte ris, bulgur eller perlebyg
Grøntsagssuppe er og bliver et dejligt mættende måltid på en kold og blæsende efterårs- eller vinterdag, og et rigtig godt bud på billig og nem aftensmad uden kød.
God fornøjelse.

Ingredienser:
- 800 gr. kartofler i mundrette stykker
- 1 bdt. selleri i skiver
- 5 store gulerødder i skiver
- 150 gr. friskhakket grønkål
- 200 gr. røde, grønne eller brune linser
- 3 fed finthakket hvidløg
- 1½ ltr. grøntsagsbouillon (varm vandet i en el-kedel)
- 1 stor frisk rosmarinkvist
- 4-5 stilke frisk timian
- Olie til stegning
- Flagesalt
- Friskkværnet peber
- 1 knsp. tørret chili
- 1 knsp. røget paprika
Opskrift - sådan gør du trin for trin:
- Start med at rense, skrælle og klargøre alle grøntsager.
- Varm lidt olie i en tykbundet gryde, og sauter hvidløg, selleri, kartofler og gulerødder i ca. 5-6 minutter ved forholdsvis høj varme, så grøntsagerne begynder at blive let gyldne og får let stegeskorpe.
- Tilsæt lidt salt, friskkværnet peber, tørret chili og lidt røget paprika til grøntsagerne.
- Rør godt rundt i gryden og tilsæt nu den varme grøntsagsbouillon og de friske krydderurter. Timian og rosmarin skal bare ned i gryden med stilke, men rengjorte og skyllet under kold vand, hvis de kommer fra din egen have.
- Når grøntsagsbouillonen småkoger tilsætter du linserne, som nu skal simre videre uden låg i ca. 15-20 minutter, eller til linser og kartofler er møre.
- Når kartoflerne er ved at være møre (de skal have lidt bid) kommer du den friskhakkede grønkål ned i suppen. Rør rundt og fordel grønkålen i suppen, og lad den simre under låg i 4-5 minutter.
- Smag grøntsagssuppen til med salt, friskkværnet peber og evt. lidt mere chili.
- Server suppen.
- Velbekomme.
Spar 20% på min nye kogebog "Det er bare go' mad", som indeholder 100 af de mest populære opskrifter på bloggen, som med garanti vil give dig nye ideer til familiens madplan. Køb den som gave eller til dig selv her.
Yderligere kommentarer
Du kan evt. servere lidt madbrød til suppen, eller også lidt kolde ris som du måske har tilovers fra dagen forinden. Grøntsagssuppe kan med fordel opbevares i køleskabet i 3-4 dage, og kan også fryses ned i en måneds tid, så du har nem aftensmad en dag hvor du ikke lige har tid eller overskud til den store madlavning.